God jul og godt nytår

Endnu et år er på vej imod sin slutning, i dag er det  juleaften, og selvom landskabet udenfor mit vindue ikke ligner billede som jeg har sat ovenfor. Så er der noget helt magisk ved juleaften, stemningen, glæden, krille i maven, overstadige børn som har ventede i 24 dage på denne dag.

Tak til alle der har smuttet forbi her, både tilfældige besøg og skriveskolevenner med ris og ros.

Glæder mig allerede til det næste år med flere skrive eventyr.

Josefines skøre december morgen.

 

”Kom nu klokken er mange du når det ikke til tiden, hvis du ikke får lidt fart på. ”

” Ja ja jeg er ved at gøre mig klar. Jeg skal bare lige give bamse Elsie tøj på. ”

”Jamen det skal du ikke nu, du må selv gå ned til skolen. Ellers når jeg det ikke til tiden, jeg skal jo også afsted med de små. ”

Josefine lynede den tykke grønne vinterfrakke, hun elskede den bare. Mormor havde strikkede en hue der passede til. Mor og hende havde fundet grønne Hunter støvler på nettet der matchede, det var bare så nice.

Øv altså det var altid de små, det var fedt at gå til skole selv. Men hvor ville hun gerne havde hendes mor for sig selv af og til.

”Du skal gå hjem klokken seksten, og glem nu ikke klokken. ”

Josefines mor gav hende et varmt kram.

”Vi ses skat. ”

”Vi ses mor. ”

Josefine tog tasken på ryggen, og gik ud af døren. Det var nærmest magisk udenfor, der var hvidt over alt, og selvom der var 22 dage til Jul, så kunne hun føle sommerfugle i maven. Hun elskede juleaften, den bedste dag på året. Hun traskede afsted imod skolen, imens hun tænkte på frikvarter med sneboldkampe, uff hun håbede ikke drengene gav hende en vasker. De var bare så barnlige, alt var bare pjat og leg. De forstod slet ikke pigerne og alle deres følelser.

Hov hun så sig omkring, og blev vækkede fra sine tanker. Hvor var alle bilerne henne, der plejede at være en del der blev kørt i skole, hun tjekkede telefonen, den var ti minutter i otte. Træerne tårnede sig snehvide med krogede grene, op på begge sider af vejen, hun kunne mærke uhyggen kryber ind over sig. Den her morgen tegnede til at blive noget helt andet end forventet, hun prøvede at gå hurtigt i sneen. Men den tunge sne sad fast under hendes støvler, og de blev højere og højere. Hun prøvede forgæves at sparke det af, men det var som at gå på stylter.

Hun var nåede til vejen med det blå skilt, hvor hun lige kunne skimte tallene 146-196 under et lag iset sne. Her plejede hun at møde Carlo, hendes hjerte bankede hårdt, bare han kom. Så var hun ikke alene her.

Hun var lige ved at gå i panik, da hun så en lille dreng med kæmpestore briller, der drejede rundt om hjørnet, og gik langs den store hvide betonblok, hvor han boede sammen med hans mor.

”Carlo. ” råbte hun igennem vinden.

Carlo kom også gående på et par høje sylter af sne ligesom Josefine. Det lyse hår stak ud under hans røde og blå FC Barcelona hue. Han smilede bredt til hende, og hun åndede lettet op.

Når Carlo var her, så kunne det ikke gå helt galt.

”Hvad så Jose du ligner en der har set et spøgelse. ”

”Jamen alle bilerne er væk, og du er den første jeg møder her til morgen udover mor, Emil og Emma. ”

”Slap af, tror du ikke bare de er forsinket på grund af alt den sne, der er jo mega meget. Jeg glæder mig. ”

Josefine hørte ikke mere af hvad Carlo sagde, hun pegede op bagved Carlo.

”Se der.”

Det var vejens særeste mand Hr. Halipongo med jule hat, og en lyserøde elefant under armen.

Han kom sejlende hen imod dem.

”God morgen børn har i set min blå abe? ” snøvlede han.

”Godmorgen og farvel igen. ” sagde de begge i kor.

Josefine og Carlo fik fart på styltestøvlerne, han var bare lidt for mærkelig, og en smule uhyggelig.

”Se Carlo lad os snuppe den der, så vi kan komme videre. ” Josefine pegede på en forladt indkøbsvogn, der stod halvt inde i en busk.

De sprang begge op i vognen, og den fik fart på ned af bakken.

”Hjælp det går stærkt, hvordan stopper man? ” skreg Josefine.

De fløj forbi træer, og buske, og vognens hjul hylede, og truede med at give op.

”Jeg har en plan, vi stopper den med den her. ”

Carlo hev en regnbuefarvet paraply op af tasken og sagde

”Vi fanger den sidste lygtepæl inden skolen med håndtaget. ”

 

 

 

 

Da Pippi blev gammel…

 

Teksten her er inspireret af sætningen, og en hyldest til en af de sejeste børnebogsforfatter jeg kender, Astrid Lindgren.

”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af. ”

Jeg sidder her og kikker ud af vinduet, og drømmer mig tilbage til tiden i villa villekulla. Mit flotte røde hår er blevet gråt, men jeg har stadigvæk mine fletninger. Jeg har en lyseblå strikketrøje med mørkeblå stjerne på, det er en gave fra mit barnebarn. På benene har jeg mine stribede strømper i alle regnbuens farve, og mit skørt er solgult. Så selvom huden er blevet en smule rynket under fregnerne, er det stadigvæk en ung vild piges hjerte der banker i mit bryst. I mit køkken kan jeg høre kaffemaskinen snurrer lystigt, det skal blive godt med en kop kaffe.

Rundt omkring mig er der fyldt med billeder og minder fra et langt, og indholdsrigt liv. Der er billeder af Tommy og Anika, de bor nu i Afrika, hvor de har brugt de meste af deres liv på at hjælpe befolkning dernede. Der er billeder af min elskede knapstupper hest, og min lille abe Hr. Nelson. De er i himlen nu. Til gengæld har jeg stor flot rød ara, som snakker ørnene af mig dagen lang, den siger ting som f.eks. ” Skal du havde en på lampen, eller jeg kan ikke lide skipperlabskovs bvarrrrd.” Den har boet hos en piratskipper, men han gik i land på Hawaii med en hulla hulla pige, og hun var ikke så vild med dens snak.

Hulen er her jeg trækker mig tilbage når jeg skal skrive og tænke. Tror det eller lad være, jeg blev voksen. Fik børn mand og job. Levede livet med fuld fart på, vi rejste rundt og så alverdens lande, når jeg ikke arbejdede. Nu er jeg gammel og i mit livs efterår. Men det er et smukt efterår, her er alverdens farver, gule, orange, gule, røde og brune. Der er ikke kedeligt, og min tid slår knap til. Jeg skriver og fortæller historier, underviser i dans, og tager ud og fortæller børn om hvordan de bliver ved med at være de fantastisk mennesker de er nu. Jeg kalder et af mine kursus ”Vær dig selv og leg dig gennem livet” det er både til børn og voksne. De små skal lærer at huske de voksne på at lege, og de voksne der har glemt det, skal lære det igen. Sidste gang havde vi halloween tema, hvor vi lavede grønne ansigtsmasker, og legede zombier. Det var ren win-win blød hud og leg i et.

”Hov nu ringer det på døren, hvem kan det mon være? ”

Jeg går ud og kikker gennem dørspionen, derude står mine nabodrenge, de har en pose med. Jeg åbner døren…

”Hej med jer, skal far og mor ud og træne? ”

”Jaaa vi tænkte på om du mon havde lyst til at spise en småkage sammen med os? ”

De ser op på mig med deres store blå øjne der glimter, og ser bedende ud, som en hund der tigger ved bordet. ”

”Om jeg har, jeg tror jeg har en rød piratvand vi kan skylle dem ned med. Bagefter kan i få tæsk i et spil unotasi. Hvad siger i til det det? ”

”Det vil vi mega gerne, vi skal være hjemme klokken 5.”

”Det lyder godt, træd om bord mande. Men pas på de farlige krokodiller, de er ikke blevet fodret i dag. ”

” Wow Pippi du malet igen, sidste gang var det rumtema, nu er vi i junglen. ”

Johan og Elias kæmper sig igennem snoede lianer der hænger ned fra loftet. På væggene i gangen er der malet to krokodiller, en stor orange tiger, og en løve mor med to unger. De går meget forsigtigt, for dyrene ser meget livagtig ud.

 

”Ja det bliver bare så kedeligt, at se på det samme hver måned. ”

Jeg går ind i køkkenet, der finder jeg to røde sodavand, hælder kaffen på kande, og finder et fad til småkagerne.

”Så i to rødder sæt jer bare til bords, så skal jeg fortælle om dengang min far kom på besøg i Villa villekulla. ”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunsten at tage et valg

Skrevet af MIMI KIRSTINE JENSEN 30. AUGUST 2017

Hvorfor skal du læser noget jeg har skrevet?

Hvorfor skriver jeg?

Den sidste uge har jeg stået overfor et valg i mit liv, i kender det sikkert jeg står ved en skillevej.

Skal jeg gå til højre eller venstre?

Man laver lister over det positive og negative, jeg har tænkt mig gul og grøn. For hvad er det rigtige valg? og hvilke konsekvenser er det ved valget? Hvorfor skal du læser videre? Ser du jeg skriver historier, historie tager tid, nogen er lange og nogen er korte.

De kræver energi, de har ligesom os brug for omsorg, kærlighed, og ro. Andre gange har de brug for action og handling, der skal fart på ”drengen. ”

Så uden energi ingen historier, så falmer alt helt stille, og bliver langsomt gråt i gråt.

Hvis det her sort snak, så har jeg nok tabt dig, valget handler om mit fremtidige arbejdsliv. Jeg er på vej tilbage til fuldtid, jeg har de sidste år arbejdet deltid, været sygemeldt, på barsel. Sikkert et ret normalt kvinde liv anno 2017. For hvad er der blevet af kvinde livet? Jeg har skrevet historien ”En fatal affære” som handler om en kvinde anno 2017, hvis du har det som mig, vil du måske læser den når den er blevet til en bog.

Du skal læser den hvis du har lyst til at læse noget om kvindetanker, utroskab, fortabte drømme og mor skabet. Jeg skriver fordi det giver mig energi, det gør mig glad, når hele verden vælter, så skriver jeg det hele ned, og historierne dukker spontant op. Sådan har jeg gjort siden jeg var en lille pige, jeg startede med en lille fin dagbog der duftede svagt af en sød parfume, her kom alle mine små hverdagshistorie i, skrevet af en barnehånd.

Du kan finde en lille bid af et udkast til “En fatal affære” her https://itunes.apple.com/dk/podcast/lyt-til-nyt-e3-en-fatal-aff%C3%A6re/id1245784942?i=1000389576341&l=da&mt=2

Eller du kan følger mig her på siden eller https://www.facebook.com/forfatterMimiK/?ref=aymt_homepage_panel#

Musikken i mit liv

Musikken i mit liv:

Jeg ser to billeder af mig selv, den ene er hvor jeg får min første walkman som 7 årig, og er total opslugt af musik og lyd. Det næste er hvor jeg cykler på en nedlagt togbane, og leger den er min scene, imens jeg kører afsted med fart på og råber.

” Se mig. ”

Jeg har altid drømt at stå på en scene, stå der og se ud over folkemængden, det eneste de venter på er showet. De synger og hujer, drikker øl og skåler, forventningen lyser i deres øjne.

De vil underholdes, de vil overraskes, imponeres, altid skal det være lidt vildere end sidst.

Hvorfor står jeg her i det brændende spotlight og sveder? Dag efter dag, aften efter aften, jeg tror jeg kan lide det, jeg er som en cirkushest. Når jeg kan lugte savsmuldet i manegen så er jeg tændt og min krop vil havde mere.

Livet på landevejen er hårdt, jeg kan næsten ikke holde de andre ud. Alt deres snak og larm. Jeg vil havde ro og fred, så jeg kan forberede mig ordentligt. Jeg har de sidste nye hørebøffer og dem sidder jeg med når vi køre i tour bussen. Jeg går sikkert også glip af noget af det sjove, men de forstår mig ikke. De synes bare det er en leg, og scenen er deres børnehave. For mig er det dødsens alvor, angsten for at fejle, er min evige følgesvend.

At tonerne der lige nu strømmer i en skøn serenade, akkompagneret af tung dødsmetal guitar, og jungle bongo trommer kan stoppe brat. Jeg går på line med noderne, søger dybt i mit indre. Finder urkraftens stemme, ordene flyder ud af min mund. Jeg kan næsten se dem svæve bort i luften over mig, som farvestrålende varmluftballoner på en klar blå september himmel. De bølger videre ud over folket, som nærmest er i trance. De synger med, og klapper i takt til musikken Nu er vi en enhed, jeg er høj på musik og kærlighed. Adrenalinen suser i min krop som et godsbanetog, hårdt og tungt.

Jeg ser mig omkring, det her er livet, det her er lykken og om lidt er det forbi igen.

 

 

Hvad nu hvis jeg sad i en rumraket

Hvad nu hvis jeg sad i en rumraket på vej imod månen. Imens den fløj afsted med flere 1000 kilometer i timen. Jeg ville tage af sted på en skøn dag, om morgenen, hvor solen står højt på himmelen. Den vil skinne som en stor gylden bold, nådesløst igennem alt det safir blå. Jeg ville se op i alt det blå, og tænker på hvad der mon ligger på den anden side. Hvordan ser der mon ud, når der er dag i rummet?

Nu tænker du sikkert hvorfor er jeg på vej i rummet, jeg er jo ingen astronaut. Jeg lider af højdeskræk, jeg elsker at står med fødder fast forankret på moder jord. Men jeg er på en livsvigtig mission, vi render snart tør for alting på jorden. Så jeg blev særligt udvalgt i en konkurrence, blandt tusindvis af folk i Danmark, det var det rene mediecirkus. Jeg har været igennem alverdens test og prøver, og vundet det danske folk hjerte. Jeg kan stadigvæk høre dem råbe mit navn, da jeg tog afsted. Det må være sådan det føles at være en rockstjerne. De stod med skiltet med mit navn og hjerter på, og kvinderne skreg.

” Birger jeg venter på dig, du er min helt. ”

”Pas godt på dig selv, vi elsker dig Birger. ”

“Hov der er opkald fra jorden, det er min gode ven Henning. ”

“Hej Henning nej nu skal du ikke begynde igen…”

Kan det nu også passe? At kvinderne vil havde din ranglede krop,  selvom du har en kæmpe rød tud der fylder det meste af dit ansigt. Alle kan da flyve op i rummet, og tjekke ud hvor der findes vand. I øvrigt har jeg da masser af vand i min vandhane, jeg har lige tjekket det, den fyldte et helt glas op, med dejlig frisk vand.

”Ja men om ikke så længe så er vi så mange her på jorden, at der ikke er vand nok til alle. Så dør imens vi visner uden vand, som en blomst nogen har glemt. ”

”Du er simpelthen sådan en dommedagsprofet, tror du ikke du har googlede lidt for meget. Du ved godt man ikke skal tro på alt hvad man læser. ”

”Du kan da selv gå ind og se, der ligger da nok de første 550 ekspert udtalelser om hvordan her ser ud om 50 år, ja jeg siger det bare. ”

”Hvad nu hvis de i virkeligheden, bare er blevet betalt af nogle rige forretningsfolk der vil tjene på vandet. For har du tænkt over hvem der betalte for konkurrencen? ”

”Det er betalt igennem vores licens. ”

”Det er bare noget du tror… ”

”Nu gider jeg faktisk ikke snakke med dig mere. Det er ret kompliceret at styre et rumskib. ”

“Jamen så farvel med dig.”

Jeg sidder her helt alene på vej imod en fjern galakse, det er en ensom færd jeg er på, men uanset hvad Henning siger. Så ved jeg det er en vigtig opgave, jeg er en af dem der vil blive skrevet ind i historie bøgerne. Hvad mon de vil skrive om mig, at jeg udviste heltemod, at det var utroligt at en helt almindelig gennemsnitsdansker som mig, kunne redde jorden. Min lærer fra skolen ville udtale sig, og sige

”Ja jeg vidste at Birger var gjort af et særligt stof, selvom han var en lille uanselig dreng, der næsten aldrig sagde noget. Så var jeg ikke i tvivl om at der bag de store hinkesten, sad en helt speciel dreng, som bare ventede på at udfolde sit talent”

Alting bipper og blinker, og der er mange knapper, og alverdens små lamper i alle regnbuens farver, at holde styr på. Men på rumcenteret fik jeg et lynkursus i de vigtigste opgaver for at holde et rumskib kørende. Jeg fandt ud af jeg kunne huske dem ved at bruge forskellige børneremser, hvor jeg skiftede indholdet ud med funktionen jeg skal udføre på rumskibet.

Den der lampe kan jeg da ikke huske, og hvor kommer den hyletone fra? Hov der er nogen på skype, jeg må se hvad de vil…

”Du nærmere dig farlig rumfarvand, vend venligst om. Vi gentager du er på farlig grund, vend om… ”

”Opgiv identitet jeg kommer med fred, jeg kommer med fred.”

Jeg mister højde, jeg falder, nej, nej. Stop nu. Jeg prøver alt jeg har lært… Bevar roen, træk vejret dybt, hold fokus.

http://www.dr.dk/nyheder/viden/naturvidenskab/ny-forskning-maanen-kan-indeholde-store-maengder-vand

 

 

 

 

 

Heksen

“Hvorfor vil de ikke tror på mig, jeg ville jo bare hjælpe ham.”

Hun sank sammen på det kolde klamme kældergulv, hun vidste at der var få timer tilbage. Indeni var hun magtesløs, og hendes stærke vilje, begyndte langsomt at smuldre som tiden gik. Hun prøvede at undgå at tænkte på flammerne, hvordan føles det at blive brændt levende. Hvornår går smerten ovre? Hvornår dør man? Dør man af smerten? Eller når man oplever ens krop som en levende fakkel inden at det er slut.

Det startede for et par måneder siden, Erik var kommet hen til hendes lille hus ude i skoven, og havde bedt hende så inderligt om hjælp. Først havde hun afvist ham, for ugen før, havde hun været tæt på at komme i klemme med præsten. Præsten havde truet med sin store næve, og råbt at det hun lavede var imod guds vilje. Men da hun havde set på Eriks store blå øjne, kunne hun ikke sige nej. Hun havde inviteret ham indenfor, han havde fået en kop kaffe imens hun gik sine hylder igennem. Hvor hun havde fundet tørret rød hestehov, den gule korbendikt, og små hvide tusindfryd frem, som hun blandede i gryden med det kogende vand. Hun så ned i gryden, og sagde forskellige remser, imens dampen stod op fra gryden, som hang over ildstedet. Hun havde hældt den orange væske op i en flaske, og fortalt hvordan han skulle bruge det. Han havde bukket og takket hende for mixturen og den forbudte kop kaffe.

“Jamen så farvel Johannne. Pas på dig selv!”

“Rejs dig op, jeg er ikke royal, kaffe og medicin er for alle.”

“Ja ja jeg er bare så glad for at du ville hjælpe mig.”

 “Farvel Erik, gå nu hjem og hvil dig.”

Han var blevet rask, men alligevel var der nogen i landsbyen, der fik ondt et vist sted, over at hun lavede naturmedicin, så de gik til præsten igen.

Hun havde råbt og skreget da de havde hentet hende, heldigvis var den lille i skole. Den “Lille” Var hendes pige, hendes et og alt, hvad skulle der nu blive af hende? Ville hun ryge i børnehuset? Hun smagte på ordet børnehuset, det smagte af svigt og prygl, præget af de historie hun var blevet fortalt om stedet. Det føltes som om hendes hjerte ville briste i tusind stykker, bare hun dog aldrig var begyndt at hjælpe folkene i byen. Hvis de bare havde passet sig selv, så var det nok gået alt sammen. Stenene på det hårde gulv, stak op i hendes magre ryg, hun kunne lugte røg. Alting var lige meget nu, de kunne pine hende, de kunne brænde hende. Men kærligheden til den “lille” kunne de ikke tage fra hende. 

 

 

Sommerlandet

 

Hun så på alle de glade ansigter, de andre havde det sjovt, de gik i grupper og prøvede de forskellige forlystelser. Overalt kunne hun høre latter, højlydte skrig fyldt med glædesfrygt. Det var en varm sommerdag, der lugtede af grillede pølser, is, og mange mennesker samlet på et sted.

Hun gik alene, om det var selvvalgt, eller om de andre var gået fra hende, kunne hun faktisk ikke huske. Hun svælgede i sin selvmedlidenhed, de negative og onde tanker kørte inde i hendes hoved.

”Du kan lige så godt forsvinde, ingen kan lide dig! ”

”Hvorfor kæmper du den her kamp, den er ikke værd at kæmpe.  Du burde pakke din taske og rejse væk”

”Hvorfor kan du ikke være som de andre? ”

Bedst som hun gik der, og overvejede hvad hun skulle gøre ved sig selv, og sit sindssyge hoved, snublede hun over sine egne ben.

Hun røg ned på hænderne…

Indvendigt bandede hun over sig selv, og sin klodsethed.

”Du er simpelthen så dum, nu falder du også dine egne ben. Har du ikke lært at gå ordentligt. Måske skulle du snart køre på hjul i stedet, det kan vel ikke gå galt ”

Hun ømmede sig, og så på hænderne, de var fyldt med blod og småsten, hun pillede de største sten ud. Hun så sig omkring, der var ingen der havde opdaget hende. Nu så hun ned af sig selv, de flotte bukser som mor og hende havde købt sammen, var blevet sorte på knæene, hun vidste at moren ville bebrejde hende. Hun kunne næsten høre hende brokke sig over vasketøj og penge. Rundt omkring hende var træerne lysende grønne, hun betragtede en rød falmet vandcykel med en flok unge, det var nogen fra hendes skole. Fyrene spillede op til pigerne, specielt var der en sorthåret fyr, der lagde op til en lille rødhåret pige. Hun havde et stort rødt krøllet hår, det lå tæt omkring hendes smukt fregnede ansigt. Hun bandede indvendigt, hvorfor kunne hun ikke bare se ud som hende, være noget specielt. Hun så et billede af sig selv, det leverpostejsfarvet hår, der ikke rigtigt var krøllet eller glat. Som om det ikke kunne bestemme sig. Den lidt spidse næse, der altid stikker lidt for meget frem. Den lange nakke, og den ranglede krop, som der ikke rigtigt gad at blive til en kvinde. Hvor formerne blev ved med at vente på at komme frem. Alle de andre havde fået kvindelighed, hun blev ved med at være den lille pige. Der ikke rigtig vidste hvad det ville sige at blive voksen, at havde ansvar for livet. At finde ud af hun selv havde ansvaret for lykken, der kom ingen og passede på hende, hun var helt alene her. Det var hendes egen kamp hun måtte kæmpe. Hun tog sig sammen, og vinkede til dem i båden, den sorthåret fyr smilede til hende. Hun smilede til ham, og vandcyklen kom langsomt ind imod land. Imens de andre spruttede af grin, over hvor svært det kunne være at cykle på vand. De lagde til kaj, han sprang op på broen, og tog galant hendes hånd.

 

Hverdag

Hverdagen:

Rent faktisk holder jeg af meget hverdagen, alting der sker på stort set samme tid. Forudsigeligheden, at alting køre på skinner, og der ikke sker de store udsving. Mit vækkeur ringer pt. 5 dage om ugen kl. 6.15, og min dag slutter som regel et sted mellem kl. 22 og 23, der er energien brugt.

De første 5 min. af min morgen, eller måske er det kun 2 min. Føles hele verden ond og brutal, kroppen er træt, min dyne låser mig fast til sengen. Jeg hader virkelig at stå op om morgenen! Så konstatere jeg at muligheden for at bliver i den gode seng er ophørt og står op.

Ind i mellem at jeg bliver vasket, og får tøj på, kalder jeg på min børn. De skal begge lige som jeg, havde en del tilløb til at slå øjnene op. Min mindste pige skælder ofte ud, kryber helt ned under dynen, og siger ” bare 2 Min. Mere. ” Min store pige skal bare lige strække sig… Vi spiser morgenmad sammen, og jeg får morgenkaffe, det er den bedste kop på dagen! Som regel går det sådan, og vi kommer afsted til tiden.

Men i dag var min telefon, som i disse moderne tider også fungere som vækkeur, rendt tør for strøm. Så jeg vågnede først da min datter sagde” mor klokken er 6. 23 ” så vågnede jeg op! Klokken var 6.53 så jeg røg op af seng, og rablede en masse om at vi skulle skynde os i tøjet, og ned og spise morgenmad. Jeg kastede tøjet på kroppen, børnene var søde, og skændtes ikke i dag. På utrolig vis nåede vi næsten afsted til tiden.

Op på cyklen, det småregnede, første stop børnehave ”farvel og god dag. ” Næste stop skole ”Farvel og god dag. ” Fuld pedal ned af bakken, jeg susede forbi de lysegrønne træer. Hen over motorvejsbroen, og forbi det orange lyddæmpede hegn. Jeg nåede at stå på jobbet omklædt 2 min. ovre mødetiden.

Der var gang i køkkenet, jeg startede dagen med at trille boller. Derefter stod den på pizza snegle, rulle, rulle med den tunge kagerulle, så har du en firkant. Så tomatsaucen der smøres smukt i et tyndt lag. Det drysses rundhåndet med reven ost, grøn og rød peberfrugt. Så trilles den til en lang pølse, der hakkes i stykker. De ryger på pladen en efter en. Så startes der forfra igen og igen. Til sidst er dejen væk, og bordet er tomt. Nu står de i ovnen og udsender en vidunderlig duft af nybagt brød, og krydderier.

På den anden side af bordet bliver der lavet velduftende salater. Der fintsnittes grønsager i en voldsom fart, duften af mynte kilder i min næse. Videre til næste opgave, alle arbejder koncentreret på netop deres opgave, imens der smalltalkes om løst og fast.

Der holdes en kort formiddagspause med brød og kaffe, hvor resten af personalet også deltager. Så tilbage til arbejdet, nu skal det gå stærk frokosten skal snart være klar til 120 mennesker. Der skæres rugbrød på maskine, det lyder som en rundsav. Frokost kokken køre rulleborde og stik med mad ind i salen og det stilles fint op på bordene. Hurtigt bliver der fyldt med mad i alverdens farver og det er en fryd for både øjne og næse.

Få øjeblikke efter ringer klokken, det stimler ind med sultne folk, der fyldes tallerkner, snakkes, tømmes fade, der kommer nye fade. Lige så pludseligt som det startede, er det igen slut, og klokken ringer, tilbage står der en kæmpeopvask. Som lidt efter lidt forsvinder ind i maskinen, med lidt menneskelig hjælp, det kommer skinnende rent ud på den anden side, stables og bliver sat på plads.

I køkkenet pakkes der væk, og gøres klar til aftensmad og dagen efter. Alt på hjul bliver samlet et sted, og gulvet bliver oversprøjtet med sæbe, der gribes gulvskrubber og, der bliver nærmest melodisk skurer i takt. Gulvet bliver skyllet, og skrabet, og er klar til en ny omgang skidt. Min arbejdsdag lakker mod sin ende, jeg skifter til civil igen, og sige ” tak for i dag. ” Går ud af døren, der smækker bag mig, finder min cykel og kæmper mig hjem op ad bakken.

En ualmindelig aften

 

Der er rod i mit hovedet, der er rod på mit bord, alt skulle være i den skønneste orden. Men det er det ikke, her hersker kaos. Jeg har sat en kurs imod det åbne hav, der var lagt en ruteplan, men nu rider jeg på bølger af følelser, og der er stormvejr i mit sind. Hvordan jeg endte her, ved jeg faktisk ikke helt, men det startede tidligere på aftenen.

Hvor jeg gik min vante aftentur, alt var som det plejer at være. Først gik jeg ned igennem tunnelen, den lignede sig selv, med en sprængt pære i loftet, og dårlig graffiti på væggene. Så op af bakken forbi den lokale købmand, hvor de sidste kunder kom for at gøre dagens handel. Så videre forbi frisøren med grøn skrift på vinduet, og genbrugsbutikken med alle de gamle ting i vinduerne, der er pænt shinet op. Henover torvet, forbi den store nye røde kirke og den gamle sportshal.

Jeg havde fået god fart på da jeg så en mand der gik med sin hund, en stor bred mand med mørkt hår, han havde en grøn slidt jakke på. Hunden han gik med var en lyse gul labrador, den fulgte glad med ham, og stoppede hvert øjeblik for at snuse i de ny udsprungne buske. Han hev i snoren, og sagde ” Kom nu Tjalfe. ” Der var intet usædvanligt ved manden, men han så indgående på mig, og sagde ” God aften ” med en dyb rusten stemme. ” God aften ” sagde jeg, der var noget ved hans blik og stemme der gav mig myrekryb, og det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg passerede ham og hunden, han havde en sær duft, en duft som jeg ikke kunne genkende, men den var sødlig og varm, og gav mig kvalme. Jeg ville væk fra ham, han var dårlige nyheder.

Jeg satte tempoet yderligere op, og travede videre af stien. Han fortonede sig i horisonten bag mig. Pyhh han skulle ikke samme vej som mig heldigvis.  Der var ved at være skumring nu, og gadelygterne på stien blev tændt. Jeg tjekkede telefonen, jeg manglede stadigvæk 2 km af min rute.

Så var det hjem og se Danmark har talent. Med weekend snacks og et lille glas et eller andet med procenter. Måske ville jeg vågne hen af aftenen med grus på tænderne, og gå søvndrukken i seng, så var den aften gået.

Jeg går hurtigt videre af stien, der sker intet, udover at det er ved at blive mørkt. Det er blevet meget mørkt, og det op for mig at den vej jeg plejer at gå ser helt anderledes ud. Jeg må havde drejet et forkert sted, uden at jeg har opdaget det… Hvordan er det muligt, jeg har gået den her vej hundredvis af gange… Stien jeg går på, har store træer på begge sider, træer med store krogede grene der truer med at række ned efter mig. Jeg får en klump i halsen, hvor pokker er jeg henne? Der er en anden duft her, min hjerne begynder at arbejde på højtryk, mine indre alarmklokker begynder at ringe, og jeg føler panikken der brede sig i min krop. Jeg går rask til. Nu er der en mærkelig lyd, det lyder som et ur der tikker… Er der nogen bagved mig? Blodet i min krop fryser til is, da jeg kan høre det pusler skråt bagved i de tætte buske, som jeg lige har passeret. Der må være nogen efter mig, nu løber jeg alt hvad jeg kan. Jeg sveder, jeg kan mærke tøjet klæber til min krop, jeg har ingen fornemmelse af hvor jeg er henne.

Lige som jeg tænker, nu at jeg er fortabt! Drejer jeg til højre, og kan endlig se vores vej. I mørket ligner busken ved fælleshuset et ansigt der griner fælt. Jeg trækker vejret tungt, og griner af mig selv, hvordan blev jeg så skræmt? Jeg kikker på vinduerne i de små huse, der er lys, der er sikkert gang i aftensmaden rundt om de små hjem. Jeg snuser ind, uhmm der dufter af lasagne, jeg kan mærke min mave rumler, det går op for mig at jeg har glemt at spise aftensmad. Jeg går hjem, låser min dør op, og træder ind i min lille gang, jeg fumler efter kontakten, og det er der jeg mærke det. Jeg skal lige til at skrige højt, da det går op for mig at det er min kat Cæsar som jeg rørte ved. Hvor er jeg fjollede, jeg bliver bange for ting der ikke er der, og tror min kat er et uhyre, han ser forundret op på mig. Jeg går ud i køkkenet, smider resterne fra i går i ovnen, og sætter mig ved mit skrivebord, og begynder at skrive. Imens min hjerne prøver at bearbejde aftenens gåtur.