Musikken i mit liv:
Jeg ser to billeder af mig selv, den ene er hvor jeg får min første walkman som 7 årig, og er total opslugt af musik og lyd. Det næste er hvor jeg cykler på en nedlagt togbane, og leger den er min scene, imens jeg kører afsted med fart på og råber.
” Se mig. ”
Jeg har altid drømt at stå på en scene, stå der og se ud over folkemængden, det eneste de venter på er showet. De synger og hujer, drikker øl og skåler, forventningen lyser i deres øjne.
De vil underholdes, de vil overraskes, imponeres, altid skal det være lidt vildere end sidst.
Hvorfor står jeg her i det brændende spotlight og sveder? Dag efter dag, aften efter aften, jeg tror jeg kan lide det, jeg er som en cirkushest. Når jeg kan lugte savsmuldet i manegen så er jeg tændt og min krop vil havde mere.
Livet på landevejen er hårdt, jeg kan næsten ikke holde de andre ud. Alt deres snak og larm. Jeg vil havde ro og fred, så jeg kan forberede mig ordentligt. Jeg har de sidste nye hørebøffer og dem sidder jeg med når vi køre i tour bussen. Jeg går sikkert også glip af noget af det sjove, men de forstår mig ikke. De synes bare det er en leg, og scenen er deres børnehave. For mig er det dødsens alvor, angsten for at fejle, er min evige følgesvend.
At tonerne der lige nu strømmer i en skøn serenade, akkompagneret af tung dødsmetal guitar, og jungle bongo trommer kan stoppe brat. Jeg går på line med noderne, søger dybt i mit indre. Finder urkraftens stemme, ordene flyder ud af min mund. Jeg kan næsten se dem svæve bort i luften over mig, som farvestrålende varmluftballoner på en klar blå september himmel. De bølger videre ud over folket, som nærmest er i trance. De synger med, og klapper i takt til musikken Nu er vi en enhed, jeg er høj på musik og kærlighed. Adrenalinen suser i min krop som et godsbanetog, hårdt og tungt.
Jeg ser mig omkring, det her er livet, det her er lykken og om lidt er det forbi igen.
Mimi K 