Måned: oktober 2015

Ester evigglad

Hun var lige blevet sat af, og kunne se taxaen køre rundt om hjørnet. Hun forsatte turen, som tog sin tid, fordi hun kørte med rollator.

Endelig kom hun op til døren, og fik fundet nøglerne i tasken. Der lugtede lidt indelukket, hun havde været på sygehuset. De sidste 3 uger havde været i genoptræning på de midlertidige pladser.

Denne gang troede hun for alvor at manden med leen, havde haft bud efter hende! Det havde gjort hende bange, det var gået op for hende, at døden ventede lige om hjørnet. Den tid som hun havde haft til rådighed, var faktisk ved at være gået, og hvad med alt det hun skulle nå?

Hendes søn havde været på besøg, imens hun lå på sygehuset, det var mærkeligt for de havde ikke set hinanden de sidste 10 år. han havde være overdreven sød. Han kom med blomster og gaver, ham som plejede at være så nærig.

Måske havde det forandret ham at han var blevet far, til den mest bedårende lille pige, som hed Lucca.

Hun kunne se han forgudede hende, og var hun i lokalet lyset han helt op. Han var ikke sammen med med Luccas mor, det var selvfølgelig gået galt, han havde altid haft et svært sind.

Først var hun blevet vred, da han dukkede op, hvad bildte han sig ind, at komme her, og tror at han kunne gøre alting godt igen. Så var hun blevet ked af det, han var jo hendes lille dreng, og selvfølgelig kunne hun tilgive ham.

Hun tænkte tilbage på da han var en lille dreng, hvor hårdt han måtte kæmpe for at nå de samme mål, som de andre børn kom let til. Han var den sidste når de løb, og den sidste der blev valgt til fodbold.

Det var ikke nemt han var en følsom dreng, som med tiden blev hård. Han kom grædende hjem med store skrammer på knæene og næsen, fordi de andre igen havde skubbet ham ned. De råbte at han ikke måtte være med i legen.

Hun havde trøstet ham, renset sårene, og sagt at så måtte han jo finde andre legekammerater.

Han blev ved med at være sådan en dreng der gik sine egne veje. Han fik få venner, men de var der altid. De så ham som han var, og accepterede ham.

Strikkeklubben

Det var lørdag, Johanne skulle til møde hos strikkeklubben Rokken, som hun havde fundet på nettet. Det var hendes første møde, hun glædede sig meget.

Hun havde snakket med folk fra klubben i flere måneder over nettet. Så hun følte næsten at hun kendte dem. De havde udvekslede gode råd, opskrifter, livshistorier, og deres dagligdag.

Hun kørte afsted i sin lille Fiat Uno, hun havde pakket strikketøjet, hjemmebagt kanelkage, og en gang hønsesalat til deres frokost. Turen gik godt, afsted på motorvejen imod Århus, og hun fandt vejen, og kom lige til tiden.

Hun blev mødt af en dame i 50erne, som hun genkendte som Uld-Mette, hun hed i virkeligheden Mette Hansen, men elsker uld, og så blev navnet uld-Mette skabt. ”Kom ind, jeg sidder lige og strikker bagstrik”

Johanne som var ny ud i kunsten at strikke, ville da gerne høre var det var for en slags strik. Så skreg Mette af grin, ”jeg trævler op fordi jeg har strikket forkert”

Johanne grinte med, så var isen brudt, de snakkede som to gamle veninder. Lidt efter lidt dukkede der flere damer op, de hilste hjerteligt på hinanden.

For nogen var det første møde.

Men det føltes hurtigt, som om de alle kendte hinanden. Om det var den fælles passion for håndarbejde, eller bare folk der lige faldt i hak.

Men snakken gik lystigt, der blev spist, drukket kaffe, grinet og strikket. Der var en lille dame, der hed Dorit, hun fortalte på godt jysk. At hun havde berettet for sine 2 store børnebørn, at hun skulle til møde med en flok rokker i dag. De havde straks været helt oppe på mærkerne, ” jamen mormor er det nu klogt? Du ved da ikke hvad de kan finde på” De var straks helt oppe på mærkerne, ”er det nu klogt mormor?

Havde den ene sagt og set bekymret ud. Så brød de sammen af grin, da det gik op for dem, at det var hendes strikkeklub, som hed rokken. Der blev fortalt flere sjove historier, og stemningen var høj, ” så nu er det tid til kage” sagde Mette. Alle langede til kagen, og roste det til skyerne.

Pludselig udbrød Linda, der er noget jeg må fortælle jer, måske vil i aldrig se mig efter denne dag. ”ja ja ” sagde Dorit ” hvor slemt kan det være?” ”Jeg har jo arbejdet som hjemmehjælper en del år ved i nok, der var mange syge og gamle sjæle.” ”Jeg har dræbt 10 mennesker igennem den tid, jeg er seriemorder.

”Men de var jo syge og trætte af livet, så jeg ser mig selv som dødens engel, der gav dem fred”

Der var helt stille i rummet, det var som om en engel gik igennem stuen. Så brød Mette stilheden ” som søster i rokken kan jeg godt holde på en hemmelighed, er alle med?

Alle rakte de hånden op, undtagen Johanne…

” jamen du har jo begået mord, det kan man da ikke”

Mette så meget utilfreds ud, hun var ikke vant til at der var nogen der sagde hende imod.

Hun havde kendt Linda igennem mange år, hun var jo en god dame, seriemorder eller ej. Johanne tænkte ” du er godt klar ovre at du sidder sammen med en ti dobbelt seriemorder. Nu er nok ikke det bedste tidspunkt at ytre din mening.

Dorit sagde ” jamen vi må da kunne finde en løsning på alt det her rod?” Der var igen helt stille.

Denne gang rakte de alle hånden op, og således gik det at en seriemorder, findes den dag, i dag.

I en strikkeklub derude, i det jyske land.

Skytsånden

Jeg var engang et menneske, hvor længe siden det er ved jeg ikke. Tid betyder intet for mig nu. Jeg er fanget her imellem de to verdener, hvordan jeg kommer videre, det ved jeg ikke.

Jeg har glemt hvordan jeg var som menneske.

Nu ser jeg på dem, de spænder afsted. De har meget de skal nå, de har ikke nok tid, de elsker, de tænker, de slår sig, de sover. De står op, arbejder, lever, leger og går i seng. Dagen efter starter de forfra.

Finder en partner, får børn, realisere sig selv, finder en ny partner, får børn.

De ser sig selv som kloge, de ved bedst, de er jo mennesker. Det er dem der har magten. Men ikke når der sker ting de ikke har magt ovre, så bliver de små. Når døden haler ind på dem Når den kommer total uventet.

Når moder Jord går amok i tsunami, jordskælv eller oversvømmelser. Når deres menneskelige krop, ikke fungere, så bliver de mindet om hvad og hvem de er.

Her er det så jeg kommer ind i billedet, fordi jeg har et hverv, her i den paralle verden. Jeg er en skytsånd, jeg passer på dem, der ikke skal afsted til den anden side endnu.

Der er nok at lave, menneskerne har jo travlt, så de ser ikke alle de fare, der er omkring dem hele tiden. I dag har jeg sørger for at en dame, ikke kørte ind i en anden bil, da hun kørte igennem et nyt ukendt vejkryds. Senere fik jeg en far til at hive hans datter hurtigt op af vandet, da hun faldt i vandet, i et udendørs vandland.

“Se far der er vand”

“ja der er vand” siger far.

Vand, sjovt, tænker den 3-årig uden tanke for at det er farligt.

Med sin far i hælene skal alt undersøges.

Her løber vandet, her sprøjter det mig i hovedet, her er vådt, her er tørt. Pjask pjask vand er sjovt.

Faren løber efter ” ikke så hurtigt, du leger hurtigere, end jeg kan rende”

”Se far grave vand, skovl, grave vand, nå min skovl.”

“HOV!”

“Vand er vådt, så flyder jeg, nej under vandet, jeg vil op NU.”

“Hov hvem er du ?”

“Du skal ikke være bange, jeg passer på dig, jeg er din skytsånd.”

“Jeg kommer, når du kommer galt af sted.”

“Jeg vil op til far nu !!”

“Okay min ven, du kommer op til far, pas nu godt på vandet fremover.”

“Op med dig, du må ikke gå så tæt på kanten !”

Faren trykker sin driv våde datter ind til sig, hun græder, han synes det er den bedste lyd han nogensinde har hørt !

“Så så, du faldt i vandet, du er ok, nu finder vi tørt tøj til dig.”

“Far jeg vil hjem nu!”

Her tager moren over, giver kærligt  pigen tørt tøj på, imens faren henter en is, og de køre hjem.

Ulykken

Det var sommer, og ferien nærmede sig. Britta ringede til Hanne, ”Hej Hanne, hvad så er du frisk på Roskilde i år, jeg har kørelejlighed, det hele er på plads, er du med? ”

”Jo da jeg er klar, chefen har givet fri i 3 uger, så er der også en uge til at hvile ud bagefter” Hanne grinede højt og Britta lo med. ”Så er det en aftale, jeg ringer lige til drengene ”

Det var den første store festival hun skulle til, hun glæder sig som et lille barn. De var seks der skulle af sted, de havde skaffet telte, og havde hentet øl og sprut i Tyskland, de var klar på fest. Endelig kom dagen, humøret var højt, der var sjov og flirt i luften.

Klaus skulle køre derovre, han havde haft kørekort længst, og var god til de lange ture. Jonas sad foran sammen med Klaus, Sigurd, Hanne og Britta sad omme på bagsædet. Snakken gik livligt i bilen, de hørte musik, spise chips og slik. De ankom til Hundested kl. 13.15 for færgen gik kl. 13.30, og de ville godt nå ovre så de kunne slå telt op inden det blev mørkt.

De havde valgt færgen fordi det var den billigste vej, og som lærlinge var pengene små. Hanne elskede turen ovre med færgen, at kunne gå ude på dækket, nyde vinden i hovedet, en smøg, at kikke på bølgesprøjtet der slog op af færgen.

Da hun kom ind havde Klaus bestilt noget burgersnask til dem alle sammen, Jonas kæftede op ”det er altid så fandens dyrt” Klaus grinede bare af ham. Men han var også den der havde en ekstra tjans på fiskefabrikken, så han havde flere penge end de andre. Tiden gik, og færgen lagde til kaj, de kørte fra bord, ud på den sjællandske landevej.

De kørte et par timer med høj musik, de ankom til Roskilde, og det var begyndt at regne.

De parkerede bilen. Fandt stedet hvor de kunne indløse deres billetter til armbånd. Derefter gik jagten ind på en god teltplads. Det var koldt og de fandt de varme trøjer frem, ” Sådan er festival livet grinede Klaus, det skal drikkes væk”

Jonas, Sigurd, og Klaus delte telt, og havde en voldsom diskussion om hvordan det skulle samles. Hanne og Britta havde valgt et meget lille og nemt telt. Så de var hurtig færdige, og satte sig med en kold pilsner, og kikkede på drengene, imens de kom med gode råd. ”Så er det nok ”råbte Jonas. Klaus og Sigurd kikkede forundre på ham, ” det er da fandens som du tager på vej, hvorfor er du så sur?” ”Sådan et par tøser har da ikke forstand på at sætte telte op” Hanne kikkede overbærende på ham og sagde ” Nej 10 år i de grønne pigespejder tæller nok ikke”

Så gik hun ovre og samlede stængerne lynhurtigt, imens drengene så måbende til. Så snakkede de ikke mere om det, de satte sig og fik knappede nogle øl op, og tændte for ghettoblasteren. Losing my religion med REM bølgede igennem luften, der var dømt hygge.

Dagene på festivalen gik hurtigt, de blev hurtigt delt lidt op, nogle sad i lejren og hyggede. Men Britta gik målrettet afsted hver dag for at høre musik.

Hun var på vej hen for at tjekke et nyt band ud, da han pludselig sad der nærmest midt i det hele. Han lyste nærmest op, som han sad der. Med langt lyst hår, og gyldenbrune krop. Han sagde ”Hey” på engelsk, men hun kunne sagtens høre at det var med tysk accent.

Hun satte sig ned, og det var som om de kendte hinanden. De snakkede om hvem de var, og hvor de kom fra. Så tog de hen og hørte musik sammen, hun følte sig nærmest lykkelig. Da hun sad der på hans brede skuldre, for at hun kunne se scenen lidt bedre.

Dagen gik og de gik hver til sit, med løfte om at mødes den næste dag. Dagen efter var en af de sidste dage på festivalen, det var som en heksekedel, og stemningen var på kogepunktet. I dag var dagen hvor Perl Jam skulle spille, det blev så stort. Britta var faktisk ikke så stor fan, og der spillede et andet godt undergrundsband som hun godt ville høre. Hun stod op med de andre i lejren, og gik rundt med dem og hørte bands i løbet af dagen.

Aftenen kom,den lyshårede fyr, som hun havde mødt dagen før, var ingen steder. De havde varmet op med øl og andet godt i løbet af dagen. Skæbnen ville at hun var tættere på Perl Jam koncerten, end den anden koncert. ”Fuck det ” vi tager Perl Jam.

Der var tæt af mennesker, rigtig mange mennesker, ”Pokkers” hun skulle tisse, over i kø på toilet, ”så jeg når det lige inden de starter” tænkte hun. Hun kunne ikke komme op foran, men hun kunne se storskærmen.

Så bragende musikken udover orange scene, og folk gik amok. De hoppede,danser, som var deres sidste time kommet. Pludselig sker der noget, forsangeren står stille på scenen, han råber og vifter med hænderne.

”HVAD SKER DER” tænker jeg, det er galt det her. Der er tumult foran scenen, forsangeren giver op og sætter sig på scenen. Der går lidt tid, paniken breder sig,hvad sker der? spørger folk.

Pludselig går en anden mand på scenen, det er festival formanden, han siger at der er sket en frygtelig ulykke. Der er nogen der er døde, de ved ikke hvor mange endnu. Verden står stille! Det er som om hele festivalen pludselig er gået i stå. Brittas første tanke er hvor er de andre, hun finder dem heldigvis hurtigt. De krammer hinanden, og er glade for at de er i god behold.

Til minde om de 9 mænd der døde under Pearl jam koncerten på Roskilde festival 2000

Skovpigen

Da jeg var en lille pige drømte jeg om at bo i den store skov, jeg ville havde en hytte eller en god hule, og jeg skulle bygge det hele sammen med mine bedste venner. Hver dag ville vi tage på eventyr, ud i skoven, gå på opdagelse, leder efter dyrespor, kikke på bær og svampe, og 1000 andre ting. Vi ville klatre i høje gamle træ, og flette tov så vi kunne gynge mellem grenene.

Om foråret ville vi bade i seng af anemoner, og nippe til skovsyren, der ligger som et tæppe på skovbunden. Om sommeren ville vi bade i åen, lege vandkrig. Fange små fisk, for at kikke på dem, og sætte dem ud i vandet igen, så de kunne svømmer vidre ned af åen.

Når efteråret kom samlede vi nødder, tørrede svampe og frugter, badede i kæmpe dynger af blade. Gøre vores hjem klar til vinter. Nå sneen så faldt, tungt og tykt, pakkede vi os ind i uldundertøj, store jakker, overtræksbukser, varme sokker og støvler. Vi var klædt på til kamp ! Inden vi alle var kommet i tøjet, ville sveden stille løbe ned af ryggen, som på en varm sommerdag. Men ude i den friske luft ville alt være godt.

Vi ville vælte hinanden rundt i sneen, og vaske hinanden, falder udmattet om, og lave sneengle. Vi ville bygge snemænd så store som huse, snehytter der var en dronning værdig. Nå vi så var trætte, rødkindet og godt forfrossende ville vi vende næsen hjem.

Så gik vi hjem og drak varm the med gedemælk og honning, vi havde nemlig en ged der hed Maren. Men det er helt anden historie. Vi spiste brød med marmelade af sommerens bær. Vi fandt alle vores tæpper og dyner, og puttede os, og fortalte sjove historier. Vi fortalte de gamle røverhistorier, og fandt på nye.

Når dagene blev for lange, og krop og sjæl skreg på at komme ud. Fandt vi kælke og ski frem, vi ville susse ned af bakkerne, med råb og skrig, nærmest med døden som indsats. Føelsen af at man suse afsted, med vinden blæsende ind i hovedet, og huen trukket godt ned i panden. Sommerfugle i maven, og angsten snigende om hjørnet, for at undgå det næste træ. Imens vi ville lokke hinanden på en lidt vildere vej, med imellem træerne.

En dag ville vi kikke ud af vinduet, og se sneen begynde at tø, høre vandet piple udenfor. Høre fuglene synger mere lystig. Se en smule af det grønne græs titte frem, der ville bliver længere og længere imellem snedyngerne. Nu viste vi at foråret endligt var på vej igen.