Måned: marts 2016

Stakke på Anemonevej

Stakke var kun 12 år, da han pakkede en rygsæk for at drage hjemmefra. Han var blevet træt af de to gamle nisser der hjemme, og især hans tre andre søskende, som drev ham til vanvid.

Stakke var den ældste i flokken, og han havde altid været lidt sær, han orkede ikke alt den larm og ballade. Han ville havde fred og ro, og det var ikke just det der var i det lille skæve hus på Anemonevej. Der var råb, skrig, og skrål fra morgen til aften. Brødrene Jacob, Hans og Siver lavede ballade, og lige meget hvor meget hans forældre prøvede at opdrage dem, så blev de ved.

Der var mange episoder hvor Stakke havde overvejet at tage sit gode tøj, og gå. Men i dag var bægeret fyldt, nu var det nok. Hans havde fundet på en spøg, og havde selvfølgelig fået Jacob og Siver med på den. Stakke havde godt lagt mærke til at de pønsende på noget, men han viste ikke hvad.

Brødrene stod bag døren og fnisede, da Stakke tog skoletasken på ryggen. Den var helt levende, den var fyldt med orm og alt muligt kryb, der kriblede og krablede. Stakke sprang rundt, og smed den brølende fra sig. Der efter løb han ud af døren, hvor en spand iskoldt vand røg ned ovre ham. På trods af det kolde vand var Stakke nu knald rød i hovedet af raseri, og prustede som en anden tyr.

Hans brødre rullede rundt på græsset, imens de holdt sig på maven og skreg af grin. Indeni sit hovedet forstillede Stakke sig at brødrene blev forvandlede til svin Store sulte gamle svin, der lugte og boede i svinesti. Ja nu kunne han bedre holde det ud. Hovedet på sømmet den dag var at madkassen, var hejst op i flagstagen, og alle skole bøgerne var kunstnerisk spredt ud ovre grene på havens træ. Så at komme i skole den dag ville være en umulighed.

Nu kom drengenes far ud, og brølede ”hvad foregår der her, hvorfor er i ikke klar til skole”. Drengene grinede bare ham, de var for længst holdt op, med at tage alt den råben seriøst. Moren gemte sig nervøst bag gardinet, ”Jamen Karen så hjælp mig dog, en smule opbakning kan vel ikke være for meget at forlange” sukkede faren og gik slukøret ind igen. ”Jeg giver op vi må havde noget hjælp til de børn, jeg kan ikke mere ” Karen vred hænderne, ja hun var pædagog, med speciale i opdragelse. Men hendes egne børn, ja det var en sag for sig. ”Ja jeg har læst i stop med at opdrage dit barn, at du bare skal snakke med dem, og anerkende, at de er i meget svær fase lige nu”.

Faren hulkede nu ” Jamen kvindemenneske kik dog på dem, de er jo nået til fase 7000… som er jeg kommer aldrig til at høre hvad andre siger” Det var der Stakke bestemte sig for at det var på tide at flytte hjemme fra, heller nu inden det var for sent Han skulle ikke på familie kursus, med alle hans vanvittige brødre, og hans hjælpeløse forældre som der forlængst havde tabt deres børn på gulvet.

Så han vendte ryggen til brødrene, og de håbløse forældre. Gik beslutsomt op på sit værelse, skiftede tøj og pakkede en taske. Så gik han forbi køleskabet for at provianterede med mad og drikke. Han drog fra huset, med en følelse af frihed i maven, og vind i håret.

Uden at se sig tilbage, uden at lytte på brødrene der var begyndt at skændes, og forældrene der råbte hans navn.

Da han sad på balkon, og kikkede ud over den store have, hvor alt stod snorlige og der ikke var plads til tilfældigheder. Var den dag pludselig dukkede op i hans hovedet. Han grinede for sig selv, og tog en tår af hans kølige hvidvin, og trykkede på samtaleanlægget og sagde ” Frøken Petersen jeg tager ud i aften og spise så de skal ikke tænke på mad” Livet havde trods den hårde start gjort ham godt, nu manglede han bare at finde en at dele alle herlighederne med, men hvad alting kan jo købes for penge, eller kan det?

Reklamer

En kasse med vanvid

En skriveopgave om gys:

Forstil dig at du sidder i en boks, og kikker ud på verden. Du betragter den, du råber ad den, du skriger ad den, du kradser dine hænder til blods, imens du ser striber af blod løbe ned af dine hænder, og ned langs dine arme.

Du græder, du slå løs, på væggene, til du ikke kan mærke din krop. Du beder om nåde og tilgivelser, hvis bare du kommer ud af denne boks. På den anden side af boksen ved du at du bliver betragtet, du bliver beundret, sikken en ildhu, sikken en livsgnist, du må være modig, at du bliver ved med at kæmpe, trods at du kæmper imod alle odds. Hvordan endte du dog der i kassen, kom det snigende ind over dig, angreb det dig bagfra, og slæbte dig med, som en hulemand, der slæber af sted med kone på nakken, imens hun spræller og råber ” Arggggg”

Kom det en mørk nat, og sneg sig ind i dine drømme, og snuppede det dig da du troede at du var stukket af fra det uhyggelige væsen, som du drømte om. Slog det mon sine lange arme omkring dig, og opslugte dig, for at spytte dig ud i igen.( Imens det hostede, harkede og rømmede sig, som en forslugen mand der spiste alt for hurtigt, og undertider nærmest blev kvalt i hans mad). Ikke fordi den var kræsen, men fordi den ville lege, som katten efter musen, som en løver der jager det skræmte dyr, hen over savanen. Nyder den intense kamp det er at se et ofre langsomt forsvinde væk, imens smerten bliver stærkere time for time, minut for minut. Hvad er det der har indfanget dig? kan det på nogen måde beskrives, ondskab, galskab, den rene vanvid.

Denne sælsomme hvisken, den sniger sig langs væggene, den hænger måske i det nærmeste træ, og venter på at den helt rigtige kommer forbi. Så kravler den op langs nakke, og bore sig ind igennem øret, med en knasende lyd. Imens dens passage går videre på sin vej. Total uvidende om at deres sidste time, kommer i den nærmeste fremtid. Den lægger sig godt til rette, laver en lækker hule i hjernen, imens den bid for bid, lader galskaben sniger sig ind på personen. Du kunne måske tænke, at der var en underlig fornemmelse i dit hoved, men du ville skubbe det væk. Så kom der i løbet af kort tid en sær hovedpine, og dit syn ville ændre sig.

Din rute vil blive korrigeret, og du ville ikke længere være herre over hvor du skulle hen. Du måtte bare pænt følge med, fornuften ville skrige, STOP. Men du ville ikke have nogen chance. Du ville være fortabt, imens du var på vej til din endelige destination, ville du skrige indeni, din krop ville kæmpe en intens kamp, du ville havde fornemmelsen af at du faldt fra hinanden. At din krop ligeså stille ville blive flået langsomt i stykker, og du ville bare være tilskuer. Fornemmelsen af alt ville blive opløst, og ville forsvinde ud i intetheden.

Tilbage ville være en tom skal, der ville falde sammen som en slatten klud. En slatten gammel sur karklud der ville ryge til forbrændingen, og ville forsvinde op i røg og aske. Din hersker ville sidde der på toppen af dig, og du ville kunne høre genlyden i dit hoved af en vanvittig latter, der ingen ende ville tage.

Den ville have magten, og du ville bare følge med som en slave i din egen krop. I ville være hinandens følgesvende, på livets lange landevej på godt og ondt. Men mest på ondt, dens latter, og din smerte, og din krop der langsomt ville slæbe sig af sted. Af og til ville du samle mod, også ville du gå imod den, du ville udtænke snedige planer, om hvordan du kunne slippe fri. Men den ville altid opdage dig, for den viste lige hvad din tanke var, næsten inden du havde tænkt den. Der kunne gå dage, der kunne gå år, men svaret ville altid blive det samme. Du havde mistet magten.

Friheden ville for altid være forsvundet, som at se en flok fugle der flyver på træk, imod varmere himmelstrøg. Selvom du ikke kunne se den, så ville du hade den af et rent hjerte, den ville for altid havde ødelagt dit liv, det som engang var så så smukt, og uskyldsrent, det tegnede så godt alt sammen, der var fart på, der var succes, der var glade aftener med masser af fest og ballade.