Måned: januar 2017

Saylina

Spontan opgave, den nye skriveskole 20 jan 2017.

———————–

Lav en bagsidetekst til en historie:

Seje Saylina drager på eventyr:

Det er en historie om en pige i vores verden. Hun forsvinder ind i skoven i en parallel- verden. Der møder hun en jævnaldrende dreng som hedder Sigfred. Han leder efter sin forsvundne familie. Saylina bestemmer sig for at hjælpe ham, og pludselig er hun rodet ind i et kapløb med tiden. For hvem ved hvor lang tid forældrene kan holde sig i live?, og har børnene det der skal til for at redde dem?  På deres færd i skoven møder de både sjove, men også onde og modbydelige ting og væsner. Det er kampen imellem det gode og onde.

Citat fra bogen: ”De mørke mænd har taget forældrene til fange, for de tror at børnene vil dø uden dem. De vil overtage hele landet for at gøre det gråt og trist. De vil udøve ond trolddom, udrydde alle dyrene, og tørlægge floden langs diamantminen, så alt bliver goldt og øde.”

 

 

Reklamer

Maren fra Helgenæs

Den her tekst er oprindeligt skrevet til en  forfatterklasse her i januar 2017, opgaven gik ud på at skrive om janteloven, og bruge filmiske virke midler.

Hun stod med fødderne i det kolde vand, vinden blæste i hendes ansigt. Tårerne føltes som is dråber på hendes kinder, hun frøs både i krop og sjæl. Nærmest med vilje, og uden tanke for sit velbefindende, havde hun fået alt for lidt tøj på, den tynde cardigan hang på hende, og hun var skind og ben.

De modbydelige ord kørte i igen og igen i hendes hoved.

-Du er ikke noget værd.

-Du lugter, går du ikke i bad?

-Hvad vil du her, rejs hjem hvor du kommer fra!

Det havde været en livsdrøm, et kald at få lov at passe små børn, hun elskede dem bare. Når hun berettet at hun ville være den bedste i verden til at passe børn. Var det ligemeget at folk havde grint lidt af hende. Hun følte faktisk at hun var skabt til det her, og erfaring havde hun masser af fra sine små søskende. Lige nu skulle hun tage et valg, ville hun leve eller dø?

Bølgerne slog om hende, hun kunne ikke mærke sine ben længere. Hun følte sig fri, fri for mere drama, de var bedre tjent uden hende. Alt hvad hun rørte ved gik i stykke, og blev ikke til noget, kun luftkasteller og tåbelige drømme. Hun kunne høre bølgerne, og vindens klagesang der kaldte hende hjem, det var nu eller aldrig. Hun kastede sig fremover, det hele var lige meget. Hun røg under vandet, og lod sig stille synke ned, der var helt stille. Om lidt ville hun åbne munden, og så ville hun lade sig drukne. Den flaske snaps hun havde stjålet, og drukkede sig mod til, gjorde nu at hendes sanser var sløvet. Hun nåede lige at tænke på sin mor, far og barnet hun ikke fik sagt farvel til, da hun blev hevet op.

Hun hostede, og spruttede. Slog vildt omkring sig, og skreg op.

-Hvad laver du? Lad mig være, det er meningen at jeg skulle forsvinde forstår du ikke det? Den store brede mand sagde intet, han løftede hende blot som var hun en fjer, og traskede ind i mod land. Han slyngede hende ovre skulderen, hun slog ham hidsigt på ryggen, imens hun råbte

-Sæt mig ned dit store brød, du bestemmer ikke det her, lad mig dø, jeg har intet tilbage. For første gang sagde manden noget, siden han havde hevet hende op af vandet.

-Jamen jeg har da hørt at du har en bette pige, er hun da ikke værd at leve for.

-Du ved ingenting. Hun brast i gråd, og opgav kampen imod ham.

-Jeg hedder Johan, og du hedder Maren? Hun blev helt stille.

-Hvor kender du mit navn fra?

-Jeg har jo ørene med mig, selvom vi bor herude for os selv.

-Ja folk snakker jo. Nu kommer du med hjem, jeg finder noget tørt tøj, jeg har vist noget fra Signes tid.

-Signe?

-Ja det var min kone, men hun døde i barselsengen.

-Det gør mig ondt at høre, jeg behøves ikke tøjet.

-Det skal du, du bliver syg i det her kolde vejr.

-Måske var det bedre sådan.

-Sig da ikke sådan om dig selv, du er en ung smuk kvinde, der har livet foran dig. Du skal ikke lytte til deres sladre, de tåber!

Han gik i rask trav afsted med hende, tiden var knap, og vinden var kold. Han travede op igenem klitterne, hvor marhalmen gjorde sit bedste for at holde på sandet. Hvis hun ikke skulle redde sig en lungebetændelse måtte han skynde sig. Han vandrede afsted i tavshed, med hovedet op imod vinden, imens han tænkte på hvor galt det kunne være gået.

Nu stod de endelig foran Johans hus, det var et lille hyggeligt skævt hus, med små vinduer, og en sort dør der kunne deles i to. Taget var stråtækt, og der stod røg op af den lille skorsten. De gik indenfor, der var lavt til loftet, men rent og hyggeligt, når man tænkte på at det var en mand der stod for det. Johan gik ind ved siden af, og kom tilbage med et sæt tøj, han pegede på døren, hvor han kom fra.

-Du kan klæder om derinde, jeg kan også fylde karet med varmt vand?

-Nej tørt tøj er fint.

-Jeg varmer suppe, og finder et par tæpper så du kan få varmen i kroppen igen, og komme lidt til dig selv. Hun vendte sig om imod ham, inden hun gik…

-Tak

Du skal ikke takke, jeg kunne da ikke lade dig drukne.