Jeg har skrevet en fantasy historie om pigen Saylina.
Her får du det første kapitel 🙂
Kap. 1
Hvordan Saylina endte i skoven.
Den lille grønne bil susede ned af bakken.
I bilen sad Saylina sammen med sine forældre Jonna og Jones.
På hendes iPhone spillede ”Sweet child of mine” med Guns N` Roses. Udenfor skinnede solen fra en skyfri himmel, og de grønne træer susede forbi vinduerne.
Det var en dejlig dag.
De var kørt efter flyttebilen, som var kørt i forvejen med alle deres ting fra det gamle hus.
Hun synes det var en møg dag, hun bandede indvendigt, de var på vej til deres nye hus, ”Skovhuset” som hendes mor kaldet det. Når hun tænkte på det hed den ”den lille grimme skovhytte”
Hun sad og tænkte på skænderiet de havde haft aftenen før, hun havde råbt og skreget at hun synes de var dumme, og nogle rigtig dårlige forældre der kun tænkte på sig selv.
”Sådan er det at flytte på landet, du skal nok vænne dig til det” sagde de.
Hvad skulle hun dog der? 20 km til skole, mega langt på en cykel, og ingen veninder lige om hjørnet.
Jo da, det var spændende, skov, natur og vilde dyr, det lød sjovt, men hun ville hellere bare bo på Engblommevej.
Der var så varmt i bilen, at hun tænkte på om man mon kunne koge æg inde i den. Hun kunne mærke undertrøjen der klistrede sig fast til hendes hud.
”Er vi der ikke snart, det er kedeligt” sagde hun og hev ud i den ene øre bøf.
”Jo skatter vi er der lige om lidt” kaglede mor.
Hun lukkede øjnene, og drømte sig tilbage til villavejen, det lille røde legehus med det sorte tag, og de skæve vinduer, duften af sommerblomster, og te selskaber med Josefine, hvor mor altid kom ud med nybagte boller og saftevand. Hun kunne næsten smage de der nybagte boller…
Knuden i maven voksede, jo længere de kørte ind i skoven. Hun sad og tænkte på bedsteveninden Josefine, og savnede hende, så det gjorde ondt i hjertet.
Tænk hvis Josefine glemte hende, når de ikke kunne se hinanden hver dag, hun knugede det halve hjerte, der hang om hendes hals. Det havde de delt inden hun tog afsked med hende på vejen.
Hun tænkte på hvordan de havde knuget hinanden, og lovet at de skulle skrive sms’er hver dag, bare nu hendes forældre ikke kom i tanke om at inddrage hendes telefon, de var så skøre for tiden.
Tænk nu hvis Josefine blev hjerteveninder med Katja, hun kunne ikke holde tanken ud.
Katja var bare så strid, og kommenterede altid på Saylinas knald røde hår…
”Pas på der ikke går ild i noget, der kommer den rødhåret tøs”
Saylina blev altid sindssygt rasende, så gal at der stod røg ud af hendes øre, og håret stod ud til alle sider.
De var mere end en gang endt i totterne på hinanden, og måtte stå på inspektøren kontor til en skideballe.
Mor fik altid det der blik, der viste at hun var skuffet, når der igen blev ringet fra skolen. Hun så på hende og sagde
”Du har jo det smukkeste røde hår, hvorfor kan du ikke bare lade som om du ikke høre hvad Katja siger? ” og gav hende et kram.
Saylina var døset hen af varmen, og gav et hop i sædet, da far sagde
”Så Saylina nu kan du godt tage hørebøffer af, vi er der lige om lidt”
Der var tæt skov overalt, og pludseligt ud af det blå, dukkede der et hus op. Det var bygget i mørke planker, vinduerne var store og hvide, og huset havde i den ene ende en stor lyseblå dør der kunne deles i to på midten. Man skulle gå op af en lille trappe for at gå ind af døren. På taget var der noget som engang havde været rødt tegl, men nu var det dække af sort mos. Huset trængte virkelig til en kærlig hånd, og en ordentlig omgang rengøring. Der lå bunker af gamle ting udenfor, en ramponeret sofa, kasser med noget der engang havde været blade. Rustne tønder, og andet gammelt skrald.
Hun kikkede ud af vinduet da de drejede ind og holdt stille, det var ligeså grimt som hun huskede det, hun slæbte sig ud af bilen, tog sine solbriller på og stillede sig op, og glanede med hendes Iphone. Måske kunne hun forsvinde lige her…
Da flyttebilen havde læsset møbler og flyttekasser af, og var drejet rundt om hjørnet, for derefter at forsætter tilbage af skovvejen, var der nok at se til. Hendes far så helt træt og opgivende ud, imens han tænkte på hvor meget arbejde der nu skulle laves. Hendes mor hvirvlede rundt imellem kasser og møbler.
”Er det ikke fantastisk, nu har vi vores helt eget skov hus” jublede hun.
”Ja ja” sagde Saylina teenageragtigt.
”Vis nu lidt begejstring, og tag så musikken ud af ørerne. Hør hvor smukt fuglene synger her. Kan du ikke lige hjælpe til, og bære den her kasse op på dit nye værelse. ”
Saylina nikkede tungt, og tog kassen.
Hun slæbte sig som et dovendyr op af den gamle trappe, voksne var simpelthen så kedelige, altid skulle de lige lave noget, og sagde ”Jeg har tid om 2 min.” Så gik tiden, også havde de glemt at hun havde spurgt dem om noget. Hun gik ind på værelset, det var næsten tomt, på nær hendes lilla seng og den høje blå reol, som hun havde fået i julegave. Væggene var beklædt med noget mærkeligt stof, havde de virkelig tænkt at hun skulle bo i det her?
Hun gik hen til vinduet og kikkede ud, der var bare en masse store gamle træer, gad vide om der var nogle gode klatretræer?
Hendes telefon bippede
”Hej Saylina jeg savner dig, er kommet til det nye hus? knus Josefine.”
Hun tastede hurtigt tilbage.
”Ja vi er her nu, det død sygt, jeg savner også dig vildt meget knus Saylina. ”
”Nå min mor siger jeg skal lave lektier vi skrives”
”Ja vi skrives”
Nedenunder var hendes forældre i gang, de pakkede ud, og slæbte kasser ind.
Far tørrede sig over panden med en klud, og sagde
”Kan du ikke hjælpe lidt til her Saylina? ”
”Jo men… Jeg tænkte på om jeg må gå over og se om jeg kan finde nogle klatretræer, eller se nogle dyr? ”
”Husk gummistøvler, der kan godt være vådt ude i skoven. ”
”Ja ja”
Hun gik ud i gangen, og tog de postkasserøde gummistøvler på.
”Gå nu ikke for langt væk, vi spiser kl. 6”
”Ok far vi ses”
Saylina gik ind imellem træerne, først var der høje grantræer, men som hun kom længere ind i skoven dukkede der store bøgetræer op, med lange slanke grene. Det havde regnet om natten, og hun hoppede med samlede ben i de store vandpytter. Herude føltes det som om tiden stod stille, hun kunne mærke glæden boble i maven. Hun var herude helt alene, og der var ingen der kunne bestemme over hende, for første gang i sit liv følte hun sig fri. Der duftede godt af jord, og regnvåde blade. Hun kunne høre vinden suse stille i træerne, og fuglene der pippede i munden på hinanden.
Hun kikkede på Frost uret, den var kvart over fem, hun kunne godt lige nå at undersøge skoven lidt mere, de ville sikkert ikke opdage om hun kom en halv time senere.
Så hun gik længere ind i skoven.
Hun var netop hoppet ned fra endnu et fantastisk træ, hvor hun havde hængt og kigget på små fugle, og en lille grøn larve der stille krøb afsted. Det var faktisk ikke så tosset herude i skoven…
Pludselig så hun det kæmpe store træ, det så mærkeligt ud. Det tårnede sig op over hende, og var meget større end de andre træer i skoven. Det så gammelklogt ud, med sine store krogede grene, der fik det til at ligne en ældgammel mand. Måske havde stået der de sidste 100 år, og kunne fortælle om hver en lykke og ulykke i den store skov. Hun kunne høre noget, var det mon hendes fantasi der spillede hendes et puds, det var som om at det kaldte på hende.
Træer kan da ikke snakke nåede hun lige at tænke…
”Saylina kom her ” hviskede stemmen.
Hun gik tættere på træet…
Hun gik en tur rundt om det, aldrig havde hun set så stort et træ. Pludselig begyndte træet at knage og brage. Hun sprang tilbage, og var tæt på at rende hjem igen. Hun holdt sig for øjnene, da hun endelig åbnede dem igen, blev hun helt forbavset…
Der var kommet et kæmpe hul i træet. Hun gik meget forsigtigt hen og kikkede på det.
Hullet var enormt, og træet så endnu mere uhyggeligt, med det kæmpe gab i bunden, der godt kunne ligne en kæmpe mund.
Hun kikkede ind, der var helt mørkt. ”Hallo” kaldte hun ind i hullet, der kom ingen svar. Hun tog en sten, og smed den ind, men hun kunne ikke høre den lande.
Hun var bange men også nysgerrig, hun måtte bare se hvad der var på den anden side.
Hun kastede et blik på uret, den var fem minutter i 6, hun skulle faktisk gå hjem nu, men hun kunne da ikke lade med at se hvad der var i træet.
Hun tog en hurtig beslutning og kravlede ind i hullet. Så faldt hun! Det var som at hoppe ud fra kanten af badebassinet, bare uden at vide hvornår hun ville lande. Hun skreg på vej nedad, og det gav et sug i maven.
Det var helt vildt farligt, og sjovt på en gang.
Først kunne hun ikke se noget, hun fløj igennem en lang mørk tunnel, der var rødder der klaskede hende på kinderne, for pokker hvor gjorde det ondt. Hun bed tænderne sammen. Hun faldt og faldt, mon hun nogensinde nåede bunden…
Her slutte det første kapitel skriv gerne om du har lyst til at læse videre 🙂
Hvis du har børn i 7-12 års alderen, så læs den gerne for dem, og hør hvad de synes.
Skulle du være nået til vejs ende, og har du lyst til mere sender jeg gerne det 2 kapitel på mail 🙂
Mimi K 