Måned: august 2016

Superbrugsens Kaj

Kaj var glad, han var flyttede ud i det gamle skur, som lå lige ved skoven. Det var et faldefærdigt skur, men han ville renovere det, så han kunne bo der hele året. Nu var det slut med rudekuverter, digital post, og børnebidrag til ekskonen.  Han havde oprettet en postbox, og agtede at tømme den en gang i kvartalet, og brænde alt det unødvendige på et stort bål. Ja måske ville han grille en pølse eller to, over det fine bål.

Nu tænker du måske, hvordan kunne Kaj dog være så ligeglad med sin omverden…

Jo ser du, to måneder forinden, da levede Kaj Jørgensen et helt normalt liv, han tog på job hver dag. Han var kassemand i super brugsen. Det var ok, han sad dog tit og drømte sig væk… Når han gik fra sit job, så gik han hjem til den sure Sylvia, hun havde taget hjemmeorlov, for at passe deres to rollinger, møgungerne Hans og Viggo.

Sure Sylvia var sur fordi hun aldrig var tilfreds med sin tilværelse, hun skældte ud dagen lang… Der var nok at skælde ud over, især Hans og Viggo som var to meget aktive drenge. De lavede konstant ulykker, på trods af de kun var 4 år gamle. De hang og gyngede i naboens fine træ, gravede kæmpe huller i haven, plukkede alle hendes blomster, tegnede på væggene. Ja det var bare lidt af de narrestreger de kunne hitte på, så Sylvia råbte dagen lang…

Når Kaj kom hjem, måtte han høre om alle de ulykker, hans drenge havde lavet, og Sylvia sluttede som regel med at sige, ”Nu må DU passe børn, så tager jeg til byen”

Så stod han der med Hans og Viggo…  De så som regel en tegnefilm sammen.For det måtte de nemlig ikke for deres mor, hun troede at de blev dumme af alt det tv.

En dag som alle andre var han kommet hjem, og huset var tomt, han kikkede alle steder, men der var ingen… Til sidste satte han sig ved køkkenbordet, og der lå et brev hvor der stod:

Vi er taget hjem til min mor, jeg vil skilles, jeg har mødt en anden der er bedre end dig! Hilsen Sylvia

Kaj viste ikke om han skulle grine eller græde, men til sidst så sad han der i køkkenet, og skraldgrinede, han lo så tårerne drev ned over hans rødmossede kinder. Til sidst sprang han op så stolen væltede, og råbte ”Jeg er fri” derefter løb han ud af døren.  Han løb gennem byen, forbi skolen, hvor børnene legede ude, forbi kirkegården, og forbi brugsen, hvor han havde arbejde de sidste ti år. Brugsuddeleren så ham, men han tænkte bare, at Kaj nok var gået med på den nye løbedille. Til sidst stod Kaj der, foran skuret, og var helt tom indeni, og meget forpustet. Det var som en ny start, nu var alt muligt, væk var alle hans bekymringer.

 

Reklamer