Kategori: Uncategorized

Date night del 2

Her kommer anden del af date night.

Hvis du ikke har læst første del så er den her:

Date night

 

Cindy var på vej ned af trappen, indeni faldt alt fra hinanden.Hun syntes at han var sød. Men alt den godhed havde overrumplede hende, så hun gik i den sædvanlige forsvarsposition. Nu gik hun ud på gaden i den frostklare aften, himlen lyste op med små stjerner. Hendes støvler gav genlyd som hun vandre ind mod midtbyen. For at se hvor der var fest i gaden.

Hun tænkte over om hun var for hård ved ham, faktisk havde han ramt noget i hende som hun ikke kunne sætte ord på.Mens hun gik der og grublede summede hendes telefon nede i tasken. Hun tog den op, naughty boy 1975 havde skrevet til hende.

Orkede hun mere lir i aften? Fornemmelsen af optræk til noget sjov og ballade kriblede i hendes mave. Hun skrev tilbage til ham og kunne mærke hun fik svedige hænder. Han ville mødes med hende på The Floating Duck, sært sted at mødes. Det var mest for metal og grunge folk, men okay hvorfor ikke.

Det var koldt og hun gik hurtigt for at holde varmen, den smarte kjole var ikke egnet til det kolde vejr.Hun gned sine arme for at få liv i dem. Hvad havde hun dog tænkt på da hun tog den på.

Hun var nået til gågaden, hvor der var mange mennesker der gik ud og ind fra de forskellige beværtninger. Der lugtede af øl og pizza og hun glædede sig til at komme ind i varmen for at få noget at drikke. Gad vide hvordan han så ud, hvis han ikke var lækker, kunne hun bare luske af igen. De havde aftalt at han skulle sætte et rødt tørklæde i sin jakke, så hun kunne se at det var ham. Udenfor The floating Duck var der mange mennesker, sortklædte punker med regnbue hår og piercinger som Cindy ikke troede var muligt. I døren stod en gigantisk dørmand som så op og ned af hende. Så lukker han hende ind, varmen slog hende i hovedet og sælsom musik nåede hendes øre. Nå ja tænkte hun en gang skal jo være den første. Hun trådte ind og følte sig ret malplaceret i den grønne kjole. Herinde var de alle klædt i sort og der herskede en mærkelig løssluppen stemning. Foran scenen stod der en gruppe unge menneske og headbangede til bandet. Hun havde aldrig helt forstået hvad den dans gik ud på.

Hun fik øje på ham, han var høj, med mørkt karseklippet hår og iklædt et sort jakkesæt. Hun betragtede ham, han havde skarpe træk og ørnenæse. Han kunne godt gå an.Hun gik hen imod ham og smilede. Han fik øje på hende og lyste op, han løftede en farvestrålende drink imod hende. Hun satte sig på stolen ved siden af ham, de begyndte at snakke sammen. Hun følte sig hurtigt på bølgelængde med ham. Han fortalt om sit arbejde som skiguide og hun var ved at falde ned af stolen af grin. Da han fortalte om en kvinde der havde slået en kolbøtte ud af en skilift på vej op. Hun fortalte om sit job som kassedame og alle de sjove typer hun mødte. Han smilede varmt til hende og det her var så meget mere end bare et one night show. Måden han så på hende fik alt indeni hende til at skælve. Han fik hende til at tænke på frække ting, hun aldrig havde haft fantasi til. Hun skulle havde ham med hjem! Koster hvad det ville.   

 

Reklamer

Glæd dig over de små ting:)

glæd dig over de små ting (1)Jeg har sat mig for at bringe en masse glæde ind i januar.

I den forbindelse har jeg tænkt over hvad der giver mig hverdagslykke, har du tænkt over hvad der gør dig glad?

Mit første opslag finder du her : https://mimikirstine.wordpress.com/2019/01/

Nu tror du måske at jeg altid er i godt humør, det er ikke tilfældet jeg har også mine sorte dage.

Men jeg tror på at de er de små ting der tæller.

En god kop kaffe eller the.

Et smil fra en fremmed på din vej.

Lytte til en god sang.

kram dem du holder af.

Se en smuk solopgang.

 

 

 

Græskar Lygten

Græskarlygten :

På det store marked var der tæt pakket med mennesker, han gik ved siden af sin mor. Hun bar en ternet kjole der sad klinet til hendes krop. Det røde hår var sat op i en stram knold på toppen af hovedet.

“Mor kan vi købe den der?”

Han pegede med en lille pegefinger på et af de kæmpe store græskar der strålede om kap med solen. “Den er jo enorm hvordan skal vi få den med hjem? Hun så ned på ham over de sorte brille med et stramt drag om munden. Han kunne mærke skuffelsen som sank ned i maven, nu sagde hun nok nej igen. Tårerne pressede sig på, men så hørte han en stemme

“Så tager vi den” Hun snakkede til manden med det blå forklæde.

“Godt valg! Det bliver en flot lygte!” sagde han og så ned på drengen med blå øjne der lyste klart i det krøllede ansigt.

“Jaaa” sagde drengen og så ned i jorden han blev altid forlegen når der var andre end hans mor der snakkede til ham.

“Så må vi skiftes til at bære den” sagde hun og så ned på Johan.

“Ja da” han tog smilende imod græskaret som hvilede tung i hans arme. Det var glat og køligt, fingrene fulgte linierne imens hans små ben kæmpede for at følge med hans mor. Johan sad med det store græskar på skødet i bussen. Han ville hjem nu, så han kunne komme i gang med lygten. Hans mor sagde ingenting, så blot ud af vinduet. De steg ud af bussen og gik gennem den gyldne allé af egetræer, hvor bladene stille dalede ned. Da de kom ind i haven satte mor græskaret på havebordet og sagde

“Jeg laver lige en mad til os, så kan jeg hjælpe dig med lygten bagefter”

Johan kunne næsten ikke vente mere, han prøvede at gynge, men det var ikke så sjovt som det plejede at være. Det var som græskaret kaldte på ham omme fra den anden side af huset. “Johan, jeg er lige her…” Han gik derom og satte sig på plastikstolen og gloede på det store græskar. Det så ud som et normalt græskar, men når han rørte ved det summede det som om det var fuld af energi.

“Nå sidder du allerede der og venter?” I døråbningen stod mor med en bakke med rød saft, glas og forskellige udskærings knive. Hun satte den fra sig og hældte saft op til dem begge, de gav sig i kast med at udhule den og skar et uhyggeligt ansigt frem. Til sidst bar Johan det forsigtigt hen og satte det ved siden af hoveddøren. Da det blev mørkt satte de et fyrfadslys i og gik derefter indenfor for at kunne beundre det ud af køkkenvinduet.

Johan blev siddende der indtil han skulle i seng, han var helt paralyseret af det lysende hoved. Græskaret blinkede til ham og sendte ham et grumt smil.

“Mor, græskaret blinker til mig” “Nej Johan den er ikke levende, det er lyset der flakke i vinden.

“Kan jeg ikke sove hos dig?” Johan så bedende op på hende.

“Nej ikke i aften skat, men jeg kan sidde lidt hos dig” Johan krøb sammen ved sin mors brede hofte. På det lille drengeværelse var der fyldt med lego, både store byer der var samlet med masser af små lego mennesker og kasser med alt det der var skilt af igen. Han gad ikke altid lege med det, kun når Erik, hans bedste ven kom på besøg. Hun listede ud af værelset og slukkede lyset efter sig.

Johan vågnede midt om natten. Han frøs og kunne høre en sælsom hvisken.

“Johan kom og leg med mig”

Han kravlede ned under dynen og håbede at stemmen ville forsvinde… Men den fortsatte sin monotone messen. Nu kunne han også høre en svag banken på ruden. Kunne han mon nå ind til hans mor? Stemmen og banken på ruden fortsatte og tog til, nu sagde en skingre stemme

“Rejs dig op!”

Han blev trukket ud fra dynen og vippede op og stod som en skrækslagen statue, han ville skrige, men det sad fast i han hals. Hans øjne blev kæmpestore af frygt da han så den udenfor vinduet. Dens øjne skinnede vanvittigt og smilet var fyldt med sylespidse tænder. Han ville flygte men kunne ikke, nu rendte store tårer ned over hans kinder. En krogede finger vinkede ham hen og han gik som en zombie hen og lukkede den ind. Det sidste Johan kunne mærke var skarpe tænder der borer sig ind i hans hals og lugten af sød græskar.

Han lå stille på gulvet, græskarmanden skrumpede ind og kravlede stille ned i skoletasken der stod på gulvet.halloween-1805457_960_720

Gaya og Martin

tic-tac-toe-1777859_960_720Det her er en lille bid af en historie, jeg skrive på lige nu, den handler om Gaya. Temaet i dette afsnit er mobning og kærlighed. Andre dele af historien kan findes under:

Forandret

Hævn

Ordene føltes som en spydspids mod hendes krop, hvor hendes panser prøvede at få dem til perle af som regn på et bliktag. Det sved i øjnene og hun måtte tage sig sammen for ikke at græde.

Hun kunne stadigvæk huske sætningen, den var mejslet fast i hendes hukommelse.

”Vi er to steder i vores liv lige nu”

Hvad fanden betød det? Bare fordi der var fem år imellem dem, hun havde altid tænkt det som en undskyldning fordi han faktisk ikke brød sig om hende. Han var bare kommet i tanke om det for sent. Vidste han hvor meget han sårede hende første gang? Hun troede det ikke, han havde travlt med at komme videre.

Da hun havde mødt ham første gang havde det været en forsigtig ungpigeforelskelse, som slet ikke var gengældt, han var ældre og var et andet sted i hans liv.

Nu stod han der foran hende, og var blevet ældre, smukkere, og han mindede hende lidt om Bruce Springsteen, som han stod der gyldenbrun med mørkt uregerligt krøllet hår. Han havde helt sikkert trænet, for hun huskede ham som ret spinkel da de mødtes første gang. Han så på hende med bløde brune øjne og sagde

“Er det ikke? Hold da op…”

Hun kunne se i hans blik at han kunne lide hvad han så og hun nød det.

Lige nu havde hun glemt alt om fortiden.

Hans stemme var blevet dybere og den rørte noget i hende, noget hun ikke kunne sætte ord på. Samtidig blev hun distrahere af hans duft, han duftede lidt af mos og duften af skovbunden når det lige har regnet.

“Hej, længe siden…”

Hun overvejede et kort øjeblik at stikke af, det var for svært at stå foran ham igen.

Han så lidt undrende på hende, lagde hovedet på skrå og sagde

“hvad går du og laver?”

“Jeg læser på Universitet her i Århus, hvad med dig?”

“Jeg er ved at tage en bachelor i biologi, jeg mangler bare et år, så er jeg færdig”

“Spændende, hvad skal du så?” han så på hende og rykkede lidt tættere på. Hun kunne fornemme varmen fra hans krop.

“det ved jeg ikke endnu, måske ud og rejse”

Der opstod en pinlig pause imellem os og vi fik begge pludseligt travlt

“Klart, hyggeligt at møde dig, jeg tænkte på? Vil du mødes en dag?”

Der opstod igen en kort pause. Det eneste man kunne høre var lyden af handlende mennesker og baggrundsmusik.

“Jo her er mit nummer, så smider du bare en sms”

“Ok vi ses”

Han vendte ryggen til og gik videre, hun havde lyst til at løbe efter og kaster sig over ham. Hun beherskede dog trangen og gik videre hen til køledisken med kød. Hun så ned på de lange rækker af sorte foliebakker. Hun levede som vegetar, en ide hun fik da hun var teenager. Men nu stod hun og så på metervis af rå dyr skåret i stege og kogevenlig stykker og fik mundvand. Hvorfor hun pludselig havde lyst til kød, forstod hun ikke. Indeni var hun fyldt med modstridende tanker, men trangen var for stærk og trods pengene var små, røg der bøffer i kurven.

Hun kunne næsten smage det rå kød, den metalliske smag, hun så sig omkring, bare der ikke var nogen der havde set hende. Det gik op for hende at hun nærmest havde lagt hen over køledisken for at udse sig den bedste bøf. For fanden da, ud af øjenkrogen så hun en krumbøjet ældre dame med rollator tusse afsted imens hun mumlede

“ungdom nu til dag de har ingen hæmninger”

Gaya skyndte sig op til kassen, det var Tita der sad der, hun overvejede om hun skulle gå tilbage og lede efter en ting mere og så tage den anden kasse. Nej hun skulle ikke bestemme over hendes liv, hun så at Tita havde et stort plaster på halsen og Tita sendte hende et blik der var koldt som sibirisk kulde. Hun slog beløbet ind og sagde mekanisk

”God dag”

Gaya sagde ikke noget, hun gik ud af butikken, heden føltes som et slag med hammer, hvorfor købte hun ikke en flaske vand? Gad vide om Tita vidste hvem hun var nu? Hun troede det ikke. Tita havde set syg ud, bleg, slet ikke så kæk som hun plejede at være.

Det frydede Gaya. I alt den tid hun havde opholdt sig på skolen, gjorde Tita alt for at ødelægge det for Gaya. Hvorfor vidste hun ikke helt og dog? Der gik rygter om at Tita kom fra en familie med en masse problemer og flere gange havde boet udenfor hjemmet. Men det gav da ikke ret til at være en so. Gaya var begyndt at tjekke alting to gange, for at være sikker på at der ikke var pillet ved noget. Titas mobning gik lige fra uskyldige ting som at hælde salt i hendes vandflaske til at komme mad i hendes jakke, så den lugtede som en glemt skraldespand her i varmen. Udover det var tonen altid hård og en hver lejlighed til at nedgøre Gaya foran andre var en fryd for hende.

 

 

 

 

 

 

Så er “Knust is” sendt afsted.

snow-3193865__340

Med rystende hænder trykkede jeg på send knappen for at sende min novelle “Knust is” afsted til : https://www.sciencefiction.dk/

Nu er der ikke meget andet at gøre end at vente, til maj ved jeg om den kommer med i “Lige Under overfladen.” som er nr. 13 i en sciencefiction antologiserie.

Lige nu bruger jeg tiden på  skriverejsen hos Lene Dybdahl, det er super fedt at få nogle gode fif og værktøjer når jeg skriver. Det dejlige ved skriverejsen er også at man udveksler skriveøvelser med andre, og får god konstruktiv kritik.

 

Hr. Halipongo

#FebruaryFICTION

Hr. Halipongo bor på solbakkevej, ingen ved rigtig noget om ham, udover at han er en af dem der lyser op i gadebilledet. Han går farvestrålende klædt, han har de særeste hatte, som både børn og vokse hvisker om.

I december ynder han at bære nissehue. Af og til har han en nussede lyserød tøjelefant med, de voksne siger han er en enfoldig stakkel, som ikke kan gøre for det.

Når Carlo spørger sin mor

“Hvad er enfoldig?”

Kommer hun med en søforklaring om at alle mennesker ikke er født med en sølvske i munden.

“Hvor sindsygt er det lige.”

Spring på bussen og vær glad.

volkswagen-158463_960_720

 

Bare støtanker fra min køretur til og fra Århus.

Spring på bussen og vær glad!

Ingen ved hvor det ender, og hvornår det ender.

Hørte lige i dag i radioen, at årets ord var kvindelandholdet, radioværterne mente det burde være “Det har jeg også tænkt på.”

For vi tænker utroligt meget, vi planlægger, vi tælle vores skridt.

Har jeg bevæget mig nok? Har jeg spist det rigtige?

Har jeg nået dagens mål?

Eller tog livet fusen på dig eller mig, og vi blev overhalet indenom af andres planer?

Du tænker i bilen på vej på jobbet, at din arbejdsdag ville være stille og rolig, men kontoret var ramt af sygdom, og du måtte igen tage det hårde slæb.

Du vågnede op, og følte dig sløj, og måtte være den der ringe og meldte dig syg.

Det jeg mener er ingen ved rigtig hvor det ender og begynder.

Så smil til verden og vær glad!

 

 

 

 

Hvad du ønsker skal du få…

christmas-1684548_960_720skriveopgave 2018

kirkekontor og walk-in-closet.

“Dur ikke, dur heller ikke, den er for stor, den er for gammel.”

Tøjet fløj i hastig fart ud af det kolonorme walk-in closet, og landede tilfældigt rundt omkring i det store soveværelse. En pige med lange ben, og mørkt krøllet hår der gik ned til numsen stod med røde blussende kinder, og et vildt blik i øjnene.

“Jamen søde skat vi skal være der om en time, kunne du måske ikke bestemme dig.”

Johannes stod i bukser med pressefolder, en snehvid skjorte, og en ravnesort habit jakke, på hovedet havde han en høj hat på.

“Skal du virkelig havde den hat på?”

Hun forsatte jagten i skabet, som nærmest ingen ende ville tage.

“Jeg går ned og venter, men du må være klar når vognen kommer. Vi må ikke komme for sent vel?”

Cindy ignorerede ham, og studerede nøje en rubinrød balkjole inden den røg i bunken med det kasserede tøj. I det samme kom en kvinde ind, hun var klædt i en neutral sort kjole der gik ned over knæene, håret var sat stramt tilbage.

“Ønsker fruen hjælp?”

“Ja du kan genne min mand ud, og finde den perfekte kjole i den her rodebutik.”

“Jeg kan godt selv finde ud.” døren smækkede surt bag ham.

“jeg tror det er nerver, jeg har set det mange gange før.”

“Nerver? han vil bare passe på hans omdømme, det er det eneste han tænker på.”

“Nu skal du ikke være så hård ved ham, han har nok at se til.”

Cindy var gået dybt ind i skabet, og kom forpustede ud igennem rækkerne af kjoler.

“Se den her, jeg havde helt glemt den. Jeg tror jeg havde den på til Marys 40 års fødselsdag.”

Kjolen var i mørkeblå satin, og var fyldt med et utal af glitrende pyntesten. Udskæring var dyb, og skørtet bølgede smukt.

“Kom skynd dig at hjælpe mig i den, og snør den rigtig stramt. Jeg ville ønske at jeg havde  spist lidt mindre på det sidste.”

Tjenestepigen begyndte den langsommelige proces, og hev til sidst kraftigt i snorene.

“Av for pokker, ja se lige nu sidder den perfekt.” Hun så sit eget spejlbillede, og drejede beundrende rundt.

Nedenunder travede Johannes frem og tilbage, altid et cirkus når de skulle af sted. Han var ved at være godt træt af det, nu ville han gå op og…

Hans telefon ringede i lommen, åhh nej det var sikkert godset, de ringede på de mest ubelejlige tidspunkter.

“Ja det er Johannes, det er virkeligt et dårligt tidspunkt.”

“Ja goddag Johannes det er Søren Severisen fra kirkekontoret.”

“Kirkekontoret ??”

“Ja din kone havde henvendt sig til os, og jeg må sige jeg synes det er en meget frisk forespørgsel.Især når man tænker på at du har haft dit slægtsnavn i familien i ca. 400 år.”

“Sig mig hvem tror de at de er? Og hvilket navn havde min kone så tænkt sig at vi skulle skifte til?”

“Jamen det troede jeg da hun havde fortalt dem, Evaldorensen. Ja jeg synes personligt at det er rigtig fint.”

“Jeg må slutte nu, jeg tror ikke vi er helt færdig med at snakke om det.”

“Ja men så må de havde en god dag.”

“CINDY kom her ned nu!”

“Du kaldte skat.”

Cindy gik langsomt ned af trappen, og kastede kækt med hovedet, den mørkeblå kjole smøg sig kælent om hendes krop.

“Jeg har lige snakket med en Søren Serverinsen, jeg skal ikke skifte efternavn til Evaldorensen, hvad tror du ikke mor ville sige.”

“Jeg er da fløjtende ligeglad.”

“Flot kjole i øvrigt. Men du kan godt ringe til Søren og sige at vi beholder vores navn.”

“Du har ikke fået det sidste ord i denne sag! Skulle vi ikke af sted?”

“Jo jeg tror jeg kan høre bilen, skynd dig at finde din pels, det sner udenfor.”

De gik udenfor, taxaen holdt og ventede på den, de steg ind i den. Chaufføren vente sig om og så på dem,

“var det kirkekontoret de sagde??”

“Hvad nej nu er det nok, jeg går derhen.” Johannes steg ud, og smækkede døren. Han trak frakken omkring sig og begyndte at gå.

“Ha ha der fik vi ham skynd dig at køre til restauranten, er alting klar?”

“Ja My Lady”

 

 

 

 

Saylina

Jeg har skrevet en fantasy historie om pigen Saylina.

Her får du det første kapitel 🙂

Kap. 1

 

Hvordan Saylina endte i skoven.

 

Den lille grønne bil susede ned af bakken.

I bilen sad Saylina sammen med sine forældre Jonna og Jones.

På hendes iPhone spillede ”Sweet child of mine” med Guns N` Roses. Udenfor skinnede solen fra en skyfri himmel, og de grønne træer susede forbi vinduerne.

Det var en dejlig dag.

De var kørt efter flyttebilen, som var kørt i forvejen med alle deres ting fra det gamle hus.

Hun synes det var en møg dag, hun bandede indvendigt, de var på vej til deres nye hus, ”Skovhuset” som hendes mor kaldet det. Når hun tænkte på det hed den ”den lille grimme skovhytte”

Hun sad og tænkte på skænderiet de havde haft aftenen før, hun havde råbt og skreget at hun synes de var dumme, og nogle rigtig dårlige forældre der kun tænkte på sig selv.

”Sådan er det at flytte på landet, du skal nok vænne dig til det” sagde de.

Hvad skulle hun dog der? 20 km til skole, mega langt på en cykel, og ingen veninder lige om hjørnet.

Jo da, det var spændende, skov, natur og vilde dyr, det lød sjovt, men hun ville hellere bare bo på Engblommevej.

Der var så varmt i bilen, at hun tænkte på om man mon kunne koge æg inde i den. Hun kunne mærke undertrøjen der klistrede sig fast til hendes hud.

”Er vi der ikke snart, det er kedeligt” sagde hun og hev ud i den ene øre bøf.

”Jo skatter vi er der lige om lidt” kaglede mor.

Hun lukkede øjnene, og drømte sig tilbage til villavejen, det lille røde legehus med det sorte tag, og de skæve vinduer, duften af sommerblomster, og te selskaber med Josefine, hvor mor altid kom ud med nybagte boller og saftevand. Hun kunne næsten smage de der nybagte boller…

Knuden i maven voksede, jo længere de kørte ind i skoven. Hun sad og tænkte på bedsteveninden Josefine, og savnede hende, så det gjorde ondt i hjertet.

Tænk hvis Josefine glemte hende, når de ikke kunne se hinanden hver dag, hun knugede det halve hjerte, der hang om hendes hals. Det havde de delt inden hun tog afsked med hende på vejen.

Hun tænkte på hvordan de havde knuget hinanden, og lovet at de skulle skrive sms’er hver dag, bare nu hendes forældre ikke kom i tanke om at inddrage hendes telefon, de var så skøre for tiden.

Tænk nu hvis Josefine blev hjerteveninder med Katja, hun kunne ikke holde tanken ud.

Katja var bare så strid, og kommenterede altid på Saylinas knald røde hår…

”Pas på der ikke går ild i noget, der kommer den rødhåret tøs”

Saylina blev altid sindssygt rasende, så gal at der stod røg ud af hendes øre, og håret stod ud til alle sider.

De var mere end en gang endt i totterne på hinanden, og måtte stå på inspektøren kontor til en skideballe.

 

Mor fik altid det der blik, der viste at hun var skuffet, når der igen blev ringet fra skolen. Hun så på hende og sagde

”Du har jo det smukkeste røde hår, hvorfor kan du ikke bare lade som om du ikke høre hvad Katja siger? ” og gav hende et kram.

Saylina var døset hen af varmen, og gav et hop i sædet, da far sagde

”Så Saylina nu kan du godt tage hørebøffer af, vi er der lige om lidt”

Der var tæt skov overalt, og pludseligt ud af det blå, dukkede der et hus op. Det var bygget i mørke planker, vinduerne var store og hvide, og huset havde i den ene ende en stor lyseblå dør der kunne deles i to på midten. Man skulle gå op af en lille trappe for at gå ind af døren. På taget var der noget som engang havde været rødt tegl, men nu var det dække af sort mos. Huset trængte virkelig til en kærlig hånd, og en ordentlig omgang rengøring. Der lå bunker af gamle ting udenfor, en ramponeret sofa, kasser med noget der engang havde været blade. Rustne tønder, og andet gammelt skrald.

Hun kikkede ud af vinduet da de drejede ind og holdt stille, det var ligeså grimt som hun huskede det, hun slæbte sig ud af bilen, tog sine solbriller på og stillede sig op, og glanede med hendes Iphone. Måske kunne hun forsvinde lige her…

Da flyttebilen havde læsset møbler og flyttekasser af, og var drejet rundt om hjørnet, for derefter at forsætter tilbage af skovvejen, var der nok at se til. Hendes far så helt træt og opgivende ud, imens han tænkte på hvor meget arbejde der nu skulle laves. Hendes mor hvirvlede rundt imellem kasser og møbler.

”Er det ikke fantastisk, nu har vi vores helt eget skov hus” jublede hun.

”Ja ja” sagde Saylina teenageragtigt.

”Vis nu lidt begejstring, og tag så musikken ud af ørerne. Hør hvor smukt fuglene synger her. Kan du ikke lige hjælpe til, og bære den her kasse op på dit nye værelse. ”

Saylina nikkede tungt, og tog kassen.

Hun slæbte sig som et dovendyr op af den gamle trappe, voksne var simpelthen så kedelige, altid skulle de lige lave noget, og sagde ”Jeg har tid om 2 min.” Så gik tiden, også havde de glemt at hun havde spurgt dem om noget. Hun gik ind på værelset, det var næsten tomt, på nær hendes lilla seng og den høje blå reol, som hun havde fået i julegave. Væggene var beklædt med noget mærkeligt stof, havde de virkelig tænkt at hun skulle bo i det her?

Hun gik hen til vinduet og kikkede ud, der var bare en masse store gamle træer, gad vide om der var nogle gode klatretræer?

Hendes telefon bippede

”Hej Saylina jeg savner dig, er kommet til det nye hus? knus Josefine.”

Hun tastede hurtigt tilbage.

”Ja vi er her nu, det død sygt, jeg savner også dig vildt meget knus Saylina. ”

”Nå min mor siger jeg skal lave lektier vi skrives”

”Ja vi skrives”

Nedenunder var hendes forældre i gang, de pakkede ud, og slæbte kasser ind.

Far tørrede sig over panden med en klud, og sagde

”Kan du ikke hjælpe lidt til her Saylina? ”

”Jo men… Jeg tænkte på om jeg må gå over og se om jeg kan finde nogle klatretræer, eller se nogle dyr? ”

”Husk gummistøvler, der kan godt være vådt ude i skoven. ”

”Ja ja”

Hun gik ud i gangen, og tog de postkasserøde gummistøvler på.

”Gå nu ikke for langt væk, vi spiser kl. 6”

”Ok far vi ses”

 

Saylina gik ind imellem træerne, først var der høje grantræer, men som hun kom længere ind i skoven dukkede der store bøgetræer op, med lange slanke grene. Det havde regnet om natten, og hun hoppede med samlede ben i de store vandpytter. Herude føltes det som om tiden stod stille, hun kunne mærke glæden boble i maven. Hun var herude helt alene, og der var ingen der kunne bestemme over hende, for første gang i sit liv følte hun sig fri. Der duftede godt af jord, og regnvåde blade. Hun kunne høre vinden suse stille i træerne, og fuglene der pippede i munden på hinanden.

Hun kikkede på Frost uret, den var kvart over fem, hun kunne godt lige nå at undersøge skoven lidt mere, de ville sikkert ikke opdage om hun kom en halv time senere.

Så hun gik længere ind i skoven.

Hun var netop hoppet ned fra endnu et fantastisk træ, hvor hun havde hængt og kigget på små fugle, og en lille grøn larve der stille krøb afsted. Det var faktisk ikke så tosset herude i skoven…

Pludselig så hun det kæmpe store træ, det så mærkeligt ud. Det tårnede sig op over hende, og var meget større end de andre træer i skoven. Det så gammelklogt ud, med sine store krogede grene, der fik det til at ligne en ældgammel mand. Måske havde stået der de sidste 100 år, og kunne fortælle om hver en lykke og ulykke i den store skov. Hun kunne høre noget, var det mon hendes fantasi der spillede hendes et puds, det var som om at det kaldte på hende.

Træer kan da ikke snakke nåede hun lige at tænke…

”Saylina kom her ” hviskede stemmen.

Hun gik tættere på træet…

Hun gik en tur rundt om det, aldrig havde hun set så stort et træ. Pludselig begyndte træet at knage og brage. Hun sprang tilbage, og var tæt på at rende hjem igen. Hun holdt sig for øjnene, da hun endelig åbnede dem igen, blev hun helt forbavset…

Der var kommet et kæmpe hul i træet. Hun gik meget forsigtigt hen og kikkede på det.

Hullet var enormt, og træet så endnu mere uhyggeligt, med det kæmpe gab i bunden, der godt kunne ligne en kæmpe mund.

Hun kikkede ind, der var helt mørkt. ”Hallo” kaldte hun ind i hullet, der kom ingen svar. Hun tog en sten, og smed den ind, men hun kunne ikke høre den lande.

Hun var bange men også nysgerrig, hun måtte bare se hvad der var på den anden side.

Hun kastede et blik på uret, den var fem minutter i 6, hun skulle faktisk gå hjem nu, men hun kunne da ikke lade med at se hvad der var i træet.

Hun tog en hurtig beslutning og kravlede ind i hullet. Så faldt hun! Det var som at hoppe ud fra kanten af badebassinet, bare uden at vide hvornår hun ville lande. Hun skreg på vej nedad, og det gav et sug i maven.

Det var helt vildt farligt, og sjovt på en gang.

Først kunne hun ikke se noget, hun fløj igennem en lang mørk tunnel, der var rødder der klaskede hende på kinderne, for pokker hvor gjorde det ondt. Hun bed tænderne sammen. Hun faldt og faldt, mon hun nogensinde nåede bunden…

Her slutte det første kapitel skriv gerne om du har lyst til at læse videre 🙂

Hvis du har børn i 7-12 års alderen, så læs den gerne for dem, og hør hvad de synes.

Skulle du være nået til vejs ende, og har du lyst til mere sender jeg gerne det 2 kapitel på mail 🙂