Måned: juni 2017

Heksen

“Hvorfor vil de ikke tror på mig, jeg ville jo bare hjælpe ham.”

Hun sank sammen på det kolde klamme kældergulv, hun vidste at der var få timer tilbage. Indeni var hun magtesløs, og hendes stærke vilje, begyndte langsomt at smuldre som tiden gik. Hun prøvede at undgå at tænkte på flammerne, hvordan føles det at blive brændt levende. Hvornår går smerten ovre? Hvornår dør man? Dør man af smerten? Eller når man oplever ens krop som en levende fakkel inden at det er slut.

Det startede for et par måneder siden, Erik var kommet hen til hendes lille hus ude i skoven, og havde bedt hende så inderligt om hjælp. Først havde hun afvist ham, for ugen før, havde hun været tæt på at komme i klemme med præsten. Præsten havde truet med sin store næve, og råbt at det hun lavede var imod guds vilje. Men da hun havde set på Eriks store blå øjne, kunne hun ikke sige nej. Hun havde inviteret ham indenfor, han havde fået en kop kaffe imens hun gik sine hylder igennem. Hvor hun havde fundet tørret rød hestehov, den gule korbendikt, og små hvide tusindfryd frem, som hun blandede i gryden med det kogende vand. Hun så ned i gryden, og sagde forskellige remser, imens dampen stod op fra gryden, som hang over ildstedet. Hun havde hældt den orange væske op i en flaske, og fortalt hvordan han skulle bruge det. Han havde bukket og takket hende for mixturen og den forbudte kop kaffe.

“Jamen så farvel Johannne. Pas på dig selv!”

“Rejs dig op, jeg er ikke royal, kaffe og medicin er for alle.”

“Ja ja jeg er bare så glad for at du ville hjælpe mig.”

 “Farvel Erik, gå nu hjem og hvil dig.”

Han var blevet rask, men alligevel var der nogen i landsbyen, der fik ondt et vist sted, over at hun lavede naturmedicin, så de gik til præsten igen.

Hun havde råbt og skreget da de havde hentet hende, heldigvis var den lille i skole. Den “Lille” Var hendes pige, hendes et og alt, hvad skulle der nu blive af hende? Ville hun ryge i børnehuset? Hun smagte på ordet børnehuset, det smagte af svigt og prygl, præget af de historie hun var blevet fortalt om stedet. Det føltes som om hendes hjerte ville briste i tusind stykker, bare hun dog aldrig var begyndt at hjælpe folkene i byen. Hvis de bare havde passet sig selv, så var det nok gået alt sammen. Stenene på det hårde gulv, stak op i hendes magre ryg, hun kunne lugte røg. Alting var lige meget nu, de kunne pine hende, de kunne brænde hende. Men kærligheden til den “lille” kunne de ikke tage fra hende. 

 

 

Sommerlandet

 

Hun så på alle de glade ansigter, de andre havde det sjovt, de gik i grupper og prøvede de forskellige forlystelser. Overalt kunne hun høre latter, højlydte skrig fyldt med glædesfrygt. Det var en varm sommerdag, der lugtede af grillede pølser, is, og mange mennesker samlet på et sted.

Hun gik alene, om det var selvvalgt, eller om de andre var gået fra hende, kunne hun faktisk ikke huske. Hun svælgede i sin selvmedlidenhed, de negative og onde tanker kørte inde i hendes hoved.

”Du kan lige så godt forsvinde, ingen kan lide dig! ”

”Hvorfor kæmper du den her kamp, den er ikke værd at kæmpe.  Du burde pakke din taske og rejse væk”

”Hvorfor kan du ikke være som de andre? ”

Bedst som hun gik der, og overvejede hvad hun skulle gøre ved sig selv, og sit sindssyge hoved, snublede hun over sine egne ben.

Hun røg ned på hænderne…

Indvendigt bandede hun over sig selv, og sin klodsethed.

”Du er simpelthen så dum, nu falder du også dine egne ben. Har du ikke lært at gå ordentligt. Måske skulle du snart køre på hjul i stedet, det kan vel ikke gå galt ”

Hun ømmede sig, og så på hænderne, de var fyldt med blod og småsten, hun pillede de største sten ud. Hun så sig omkring, der var ingen der havde opdaget hende. Nu så hun ned af sig selv, de flotte bukser som mor og hende havde købt sammen, var blevet sorte på knæene, hun vidste at moren ville bebrejde hende. Hun kunne næsten høre hende brokke sig over vasketøj og penge. Rundt omkring hende var træerne lysende grønne, hun betragtede en rød falmet vandcykel med en flok unge, det var nogen fra hendes skole. Fyrene spillede op til pigerne, specielt var der en sorthåret fyr, der lagde op til en lille rødhåret pige. Hun havde et stort rødt krøllet hår, det lå tæt omkring hendes smukt fregnede ansigt. Hun bandede indvendigt, hvorfor kunne hun ikke bare se ud som hende, være noget specielt. Hun så et billede af sig selv, det leverpostejsfarvet hår, der ikke rigtigt var krøllet eller glat. Som om det ikke kunne bestemme sig. Den lidt spidse næse, der altid stikker lidt for meget frem. Den lange nakke, og den ranglede krop, som der ikke rigtigt gad at blive til en kvinde. Hvor formerne blev ved med at vente på at komme frem. Alle de andre havde fået kvindelighed, hun blev ved med at være den lille pige. Der ikke rigtig vidste hvad det ville sige at blive voksen, at havde ansvar for livet. At finde ud af hun selv havde ansvaret for lykken, der kom ingen og passede på hende, hun var helt alene her. Det var hendes egen kamp hun måtte kæmpe. Hun tog sig sammen, og vinkede til dem i båden, den sorthåret fyr smilede til hende. Hun smilede til ham, og vandcyklen kom langsomt ind imod land. Imens de andre spruttede af grin, over hvor svært det kunne være at cykle på vand. De lagde til kaj, han sprang op på broen, og tog galant hendes hånd.