Kategori: Gaya

Efter nattens jagt …

Jeg er så glad for at i har lyst til at læse med, så her får I en lille bid af hvad jeg skriver på for tiden:

Det her er en lille del af historien om Gaya og hendes dunkle univers:

Det har regnet, store tunge dråber falder som en gave fra himlen. Jeg er endnu engang vendt hjem efter en urolig nat med blod i mundvigene. Trætheden får mine muskler til at værke og mine bevægelser er langsomme som en zombi. Regnen forvandler mig tilbage til min menneskekrop, dråberne triller langsomt nedover mig. Det er som om himmelen græder sammen med mig. Hvorfor var hun væk? Hvad var der sket? Onkel Petre havde fejet mig af, da jeg snakkede med ham i går. Han sagde at politiet havde styr på det. Det var bare et uheldig sammentræf og lige nu ville de ikke efterforske det.

Hævn

Det her er en forsættelse af en skriveøvelse på “Den nye skriveskole” foråret 2018 Den her handler om stemninger. Læs skriveøvelse 1 her : Forandret

Tiden står stille, jeg lader min ru tunge glide rundt i munden. Mine tænder er blevet syle spidse og jeg har en underlig kløe i huden. Jeg kan fornemme blodet der bruser i mine årer. I min brystkasse hamre mit hjerte som et godstog med overlæs.

Mine tanker vender tilbage til kantineepisoden, hvorfor skal hun være så ond? Jeg kan mærke min næse vibrere og gangens dufte forstærkes. Jeg snuser ind, lugt af gulvsæbe, toilet i nærheden, en sød dunst bølger imod mig. Først kan jeg ikke genkende den, så går det op for mig at det er hende. Jeg overvejer at springe væk, flygte fra det onde blik. Men instinkterne holder mig tilbage. Det går op for mig at jeg er en anden nu. Hun kan ikke tryne mig mere. Jeg føler styrken der blusser op i mine lemmer. Den søde svedlugt bliver mere intens, hun må være tæt på. Der er øredøvende stille, alle er til undervisning. Mon hun pjækker igen? Måske skulle jeg sørge for at hun fremover passer sine ting og er god ved andre. Nu er hun tæt på, jeg bliver spændt op som en flitsbue. Hun kommer rundt om hjørnet og ligner en der har tabt underkæben, da hun ser mig siddende der på bordet.

Jeg vil sige noget til hende, det eneste der kommer ud af min mund er en dyb brummen, den kommer helt nede fra mit mellemgulv. De øjne der før så onde ud, har ændrede karakter til rædsel. Hun bakker tilbage med stive robotbevægelser.

“Hem er du?” fremstammer hun.

Det fryder mig at hendes gamle talefejl fra de små klasser blusser op igen. Skal jeg stoppe legen her eller angribe hende. Om få minutter vil skoleklokken ringe og alle vil myldre ud fra klasserne. Jeg må tænke hurtigt, mit instinkt tager over, jeg springer i en elegant bue og vælter hende bagover.

Det næste jeg husker er at jeg løber, terrænet føles blødt under mine fødder, jeg har en metalagtig smag i min mund, vinden blæser imod min krop, jeg kan dufte frisk luft og frihed. Jeg løber hen over en tom stedsegrøn fodboldbane der har set sine bedre dage, i svag erindring tænker jeg at det var her jeg skulle til idræt senere i dag. Bag mig ligger de lange grå skolebygninger og råber kedsomhed til himlen. Jeg springer videre over en hæk nu er jeg i et villakvarter med snorlige haver, erantis, krokus og vintergæk kilder i mine udvidede næsebor. Jeg aner i et splitsekund ud af øjenkrogen en ældre dame der er ved at vande potteplanter da hun ser mig.

 

Forandret

Jeg sidder i kantinen og spiser, på min tallerken ligger der en kæmpe bunke spidskålssalat med tranebær og nødder, to sprøde kyllingelår og en mad med æg og rejer. Jeg kan næsten smage den saftige kylling inden jeg tager en bid, da jeg ser hvordan hun stirre på mig, de hånlige øjne står på stilke igennem hendes briller og sende en dårlig energi over imod mig.

Jeg har taget en bid kyllingen i munden, jeg tygger og tygger, men det er som om mine tænder ikke kan bide det over. Det vokser i min mund jeg prøver at skylle efter med vand, men stykket er koloenorm i min mund. Jeg springer op, stolen vælter bagover og lander på gulvet med et brag. Jeg styrter ud imod toilet, hvor jeg smækker døren op og i. Jeg står over toilet med koldsved imens jeg spytter og sprutter.

Fandens også hvorfor har hun den effekt på mig? Bedst som jeg har rystede hendes grimme ironiske kommentarer af mig, er hun der igen som en høg.

Jeg tørrer mig over panden med et stykke papir, bliver svimmel et øjeblik og må sætte mig på toilettet imens alle de hvide klinker og toiletbåsen leger karrusel over mit hovedet.

Af og til tænker jeg på om jeg er fra den her verden, jeg passer ikke ind. Det beviser hun jo tydeligt for mig hver eneste dag. Hver dag er der nye påfund, de andre ser det ikke, eller også vil de ikke se det.

Jeg tager mig sammen, går hen til håndvasken og kaster koldt vand i hovedet, da jeg kikker mig i spejlet får jeg et chok. Min ansigt ser anderledes ud, det er blevet smallere, min næse har ændret farve til gråsort, jeg tager hånden op til min kind der stikker noget ud på siderne af næsen. Jeg gisper… og trækket vejret i hårde stød er det knurhår? Min hånd fumler videre op til mine øre, de er blevet spidse og er dækket af et tyndt lag hår.

Det sidste jeg ser inden jeg løber ud fra rummet er at mine øjne er blevet smallere og de reflektere lyset på en sær måde. Nu løber jeg langs væggen i gangen, min krop bevæger sig smidigt, jeg mærker en forunderlig frihed, det kilder i min næse. Det slidte blå linoleumsgulv føltes fjedrende som en mosdækken skovbund, jeg sætter af, flyver gennem luften og lander på et efterladt bord. Her sætter jeg mig godt til rette som en statue og venter…