Mormor

Hun gik hen og åbnede døren til den lille folkevogn, som hun havde arvet efter sin mormor, Den var gammel men kørte stadigvæk som en drøm. Nu hvor hun sad i bilen, tænkte hun tit på de ture, hun havde kørt med sin mormor.

De var kørt ud for at handle,  havde været på kirkegården og kikket på morfars grav. De medbragte blomster fra mormors lille have. Andre gange havde de bare siddet i mormors køkken og snakkede om livet, i alt sin almindelighed.

Hun havde fortalt om sit arbejde, og mormor snakkede om fortiden. Mormor var blevet 85 år gammel, og kunne mange spændende historier.

Før alting blev så teknisk..

Dengang alt skulle gøres manuelt, så der kunne snakkes undervejs, imens man arbejdede. At sidde sammen med mormor var ligesom at sidde i en tidslomme, hvor alting stod stille. Hun kunne altid høre bornholmeruret tikke, og som en gang i timen, bekendtgjorde ,at der var gået endnu en time.

På væggen hang der et billede, af mormor og morfar, de var meget unge, de havde været 20 år gammel, da de var blevet gift. Når Jonna en gang imellem havde prøvet at snakke med mormor om sit forhold til Erhart, havde mormor sagt ” Når man er gift, så bliver man sammen Jonna, i tykt og tynd.” Og så havde de ikke snakket mere om det.

Om natten vågnede Jonna nogen gange, og så var det som om at mormor var lige ved siden af hende. Mormor fortalte Jonna historier om sit liv. Hvordan hun havde startet sit arbejdsliv med en halv uddannelse som montrice på en fabrik. Hun stod op kl. 4 om natten, for at kunne være på fabrikken kl. 5. Deres chef blev tosset hvis de kom for sent, og trak dem i deres løn. En morgen havde hun sovet over sig, og selvom hun havde skyndt sig det bedste hun kunne, var klokken blevet 5 min over 5. Hun cyklede som en vild, og trøjen klæbede til ryggen, og hun svedte under armene. Hun svingede ind på pladsen, han stod allerede døren, og var opkogt i ansigtet.

” Frøken Hansen de kommer for sent, det kommer på din lønseddel.”

“Jamen min husleje, det kan de da ikke. ”

Hun kunne mærke tårerne presse sig på, hvor var han dog urimelig. Han tårnede sig op over hende, som et højt fyrtårn. Hun kunne mærke hans ånde…

“Pyh ha lugten af gammel ost, han var så ulækker.”

“Vi kan selvfølgelig også finde andre måder at afregne på.”

Han hev op i sin bukselinning, og gav et smæk med den ene sele. I hans arrede ansigt bredte der sig et skummelt bredt smil…

Hun så forfærdet på ham, og blev helt duknakket.

“Nej jeg finder en løsning, må jeg godt gå ind og arbejde nu?”

“Smut du bare tøs, men husk nu klokken, det er ikke sikkert at den går næste gang.”

Han vendte ryggen til hende, og gik afsted med sin tykke mave, der gyngede op og ned. Han fløjtede glad melodien “Er du dus med himmelens fugle.”

Hun trak vejret dybt ned i maven, nu måtte hun skynde sig ind og starte maskinen op, hvis hun skulle nå dagens arbejde. Selv om arbejdet med de tunge maskine var hårdt og ensformigt, var hun en af dem, der virkelig sled i det. Hun vidste at der ventede bedre tider. En dag ville alle dem der før var husmødre, få andre og bedre jobs, nogen af dem ville måske være heldige at få en mand der tjente godt. Så de kunne gå hjemme med børnene. I de mindste vidste hun at de ville havde muligheden for at vælge. Hun gik hen til maskinen, og samlede det lyse hår under det rødternede tørklæde, hun tog arbejdes kitlen på.

Så begyndte hun at stille maskinen op med rutineret sikkerhed, hun opdagede ikke da den lille mørkhårede mand pludselig stod ved siden af hende. Han betragtede hende et øjeblik, hænderne der arbejdede hurtigt med trådene, hendes koncentrerede blik, den smukke pande, og rynken imellem øjenbrynene. Han rømmede sig og sagde ” Goddag frøken, jeg er den nye reparatør, jeg ville lige hilse på. ”

Hun for sammen, og var nær ved at tabe spolen med tråd, men besindende sig.

”Du skræmte livet af mig, vi stiller op på tid, så jeg har travlt. ” Hun ville vende sig om, og forsætte for hun var bagefter, men hun ville heller ikke være uhøflig. Han så faktisk sød ud, og ganske pæn, som han stod der med luen krøllet sammen i hånden for at hilse på.

”Jeg hedder Marie, undskyld vi har så travlt. ”

”Jeg hedder Kresten, jeg vil ikke forsinke dig mere, kan du havde en god dag. ”