Måned: oktober 2017

Josefines skøre december morgen.

snowman-554986_960_720[1]

 

”Kom nu klokken er mange du når det ikke til tiden, hvis du ikke får lidt fart på. ”

” Ja ja jeg er ved at gøre mig klar. Jeg skal bare lige give bamse Elsie tøj på. ”

”Jamen det skal du ikke nu, du må selv gå ned til skolen. Ellers når jeg det ikke til tiden, jeg skal jo også afsted med de små. ”

Josefine lynede den tykke grønne vinterfrakke, hun elskede den bare. Mormor havde strikkede en hue der passede til. Mor og hende havde fundet grønne Hunter støvler på nettet der matchede, det var bare så nice.

Øv altså det var altid de små, det var fedt at gå til skole selv. Men hvor ville hun gerne havde hendes mor for sig selv af og til.

”Du skal gå hjem klokken seksten, og glem nu ikke klokken. ”

Josefines mor gav hende et varmt kram.

”Vi ses skat. ”

”Vi ses mor. ”

Josefine tog tasken på ryggen, og gik ud af døren. Det var nærmest magisk udenfor, der var hvidt over alt, og selvom der var 22 dage til Jul, så kunne hun føle sommerfugle i maven. Hun elskede juleaften, den bedste dag på året. Hun traskede afsted imod skolen, imens hun tænkte på frikvarter med sneboldkampe, uff hun håbede ikke drengene gav hende en vasker. De var bare så barnlige, alt var bare pjat og leg. De forstod slet ikke pigerne og alle deres følelser.

Hov hun så sig omkring, og blev vækkede fra sine tanker. Hvor var alle bilerne henne, der plejede at være en del der blev kørt i skole, hun tjekkede telefonen, den var ti minutter i otte. Træerne tårnede sig snehvide med krogede grene, op på begge sider af vejen, hun kunne mærke uhyggen kryber ind over sig. Den her morgen tegnede til at blive noget helt andet end forventet, hun prøvede at gå hurtigt i sneen. Men den tunge sne sad fast under hendes støvler, og de blev højere og højere. Hun prøvede forgæves at sparke det af, men det var som at gå på stylter.

Hun var nåede til vejen med det blå skilt, hvor hun lige kunne skimte tallene 146-196 under et lag iset sne. Her plejede hun at møde Carlo, hendes hjerte bankede hårdt, bare han kom. Så var hun ikke alene her.

Hun var lige ved at gå i panik, da hun så en lille dreng med kæmpestore briller, der drejede rundt om hjørnet, og gik langs den store hvide betonblok, hvor han boede sammen med hans mor.

”Carlo. ” råbte hun igennem vinden.

Carlo kom også gående på et par høje sylter af sne ligesom Josefine. Det lyse hår stak ud under hans røde og blå FC Barcelona hue. Han smilede bredt til hende, og hun åndede lettet op.

Når Carlo var her, så kunne det ikke gå helt galt.

”Hvad så Jose du ligner en der har set et spøgelse. ”

”Jamen alle bilerne er væk, og du er den første jeg møder her til morgen udover mor, Emil og Emma. ”

”Slap af, tror du ikke bare de er forsinket på grund af alt den sne, der er jo mega meget. Jeg glæder mig. ”

Josefine hørte ikke mere af hvad Carlo sagde, hun pegede op bagved Carlo.

”Se der.”

Det var vejens særeste mand Hr. Halipongo med jule hat, og en lyserøde elefant under armen.

Han kom sejlende hen imod dem.

”God morgen børn har i set min blå abe? ” snøvlede han.

”Godmorgen og farvel igen. ” sagde de begge i kor.

Josefine og Carlo fik fart på styltestøvlerne, han var bare lidt for mærkelig, og en smule uhyggelig.

”Se Carlo lad os snuppe den der, så vi kan komme videre. ” Josefine pegede på en forladt indkøbsvogn, der stod halvt inde i en busk.

De sprang begge op i vognen, og den fik fart på ned af bakken.

”Hjælp det går stærkt, hvordan stopper man? ” skreg Josefine.

De fløj forbi træer, og buske, og vognens hjul hylede, og truede med at give op.

”Jeg har en plan, vi stopper den med den her. ”

Carlo hev en regnbuefarvet paraply op af tasken og sagde

”Vi fanger den sidste lygtepæl inden skolen med håndtaget. ”

 

 

 

 

Reklamer

Da Pippi blev gammel…

people-2601319__340[1]

 

Teksten her er inspireret af sætningen, og en hyldest til en af de sejeste børnebogsforfatter jeg kender, Astrid Lindgren.

”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af. ”

Jeg sidder her og kikker ud af vinduet, og drømmer mig tilbage til tiden i villa villekulla. Mit flotte røde hår er blevet gråt, men jeg har stadigvæk mine fletninger. Jeg har en lyseblå strikketrøje med mørkeblå stjerne på, det er en gave fra mit barnebarn. På benene har jeg mine stribede strømper i alle regnbuens farve, og mit skørt er solgult. Så selvom huden er blevet en smule rynket under fregnerne, er det stadigvæk en ung vild piges hjerte der banker i mit bryst. I mit køkken kan jeg høre kaffemaskinen snurrer lystigt, det skal blive godt med en kop kaffe.

Rundt omkring mig er der fyldt med billeder og minder fra et langt, og indholdsrigt liv. Der er billeder af Tommy og Anika, de bor nu i Afrika, hvor de har brugt de meste af deres liv på at hjælpe befolkning dernede. Der er billeder af min elskede knapstupper hest, og min lille abe Hr. Nelson. De er i himlen nu. Til gengæld har jeg stor flot rød ara, som snakker ørnene af mig dagen lang, den siger ting som f.eks. ” Skal du havde en på lampen, eller jeg kan ikke lide skipperlabskovs bvarrrrd.” Den har boet hos en piratskipper, men han gik i land på Hawaii med en hulla hulla pige, og hun var ikke så vild med dens snak.

Hulen er her jeg trækker mig tilbage når jeg skal skrive og tænke. Tror det eller lad være, jeg blev voksen. Fik børn mand og job. Levede livet med fuld fart på, vi rejste rundt og så alverdens lande, når jeg ikke arbejdede. Nu er jeg gammel og i mit livs efterår. Men det er et smukt efterår, her er alverdens farver, gule, orange, gule, røde og brune. Der er ikke kedeligt, og min tid slår knap til. Jeg skriver og fortæller historier, underviser i dans, og tager ud og fortæller børn om hvordan de bliver ved med at være de fantastisk mennesker de er nu. Jeg kalder et af mine kursus ”Vær dig selv og leg dig gennem livet” det er både til børn og voksne. De små skal lærer at huske de voksne på at lege, og de voksne der har glemt det, skal lære det igen. Sidste gang havde vi halloween tema, hvor vi lavede grønne ansigtsmasker, og legede zombier. Det var ren win-win blød hud og leg i et.

”Hov nu ringer det på døren, hvem kan det mon være? ”

Jeg går ud og kikker gennem dørspionen, derude står mine nabodrenge, de har en pose med. Jeg åbner døren…

”Hej med jer, skal far og mor ud og træne? ”

”Jaaa vi tænkte på om du mon havde lyst til at spise en småkage sammen med os? ”

De ser op på mig med deres store blå øjne der glimter, og ser bedende ud, som en hund der tigger ved bordet. ”

”Om jeg har, jeg tror jeg har en rød piratvand vi kan skylle dem ned med. Bagefter kan i få tæsk i et spil unotasi. Hvad siger i til det det? ”

”Det vil vi mega gerne, vi skal være hjemme klokken 5.”

”Det lyder godt, træd om bord mande. Men pas på de farlige krokodiller, de er ikke blevet fodret i dag. ”

” Wow Pippi du malet igen, sidste gang var det rumtema, nu er vi i junglen. ”

Johan og Elias kæmper sig igennem snoede lianer der hænger ned fra loftet. På væggene i gangen er der malet to krokodiller, en stor orange tiger, og en løve mor med to unger. De går meget forsigtigt, for dyrene ser meget livagtig ud.

 

”Ja det bliver bare så kedeligt, at se på det samme hver måned. ”

Jeg går ind i køkkenet, der finder jeg to røde sodavand, hælder kaffen på kande, og finder et fad til småkagerne.

”Så i to rødder sæt jer bare til bords, så skal jeg fortælle om dengang min far kom på besøg i Villa villekulla. ”