Måned: april 2017

En ualmindelig aften

 

Der er rod i mit hovedet, der er rod på mit bord, alt skulle være i den skønneste orden. Men det er det ikke, her hersker kaos. Jeg har sat en kurs imod det åbne hav, der var lagt en ruteplan, men nu rider jeg på bølger af følelser, og der er stormvejr i mit sind. Hvordan jeg endte her, ved jeg faktisk ikke helt, men det startede tidligere på aftenen.

Hvor jeg gik min vante aftentur, alt var som det plejer at være. Først gik jeg ned igennem tunnelen, den lignede sig selv, med en sprængt pære i loftet, og dårlig graffiti på væggene. Så op af bakken forbi den lokale købmand, hvor de sidste kunder kom for at gøre dagens handel. Så videre forbi frisøren med grøn skrift på vinduet, og genbrugsbutikken med alle de gamle ting i vinduerne, der er pænt shinet op. Henover torvet, forbi den store nye røde kirke og den gamle sportshal.

Jeg havde fået god fart på da jeg så en mand der gik med sin hund, en stor bred mand med mørkt hår, han havde en grøn slidt jakke på. Hunden han gik med var en lyse gul labrador, den fulgte glad med ham, og stoppede hvert øjeblik for at snuse i de ny udsprungne buske. Han hev i snoren, og sagde ” Kom nu Tjalfe. ” Der var intet usædvanligt ved manden, men han så indgående på mig, og sagde ” God aften ” med en dyb rusten stemme. ” God aften ” sagde jeg, der var noget ved hans blik og stemme der gav mig myrekryb, og det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg passerede ham og hunden, han havde en sær duft, en duft som jeg ikke kunne genkende, men den var sødlig og varm, og gav mig kvalme. Jeg ville væk fra ham, han var dårlige nyheder.

Jeg satte tempoet yderligere op, og travede videre af stien. Han fortonede sig i horisonten bag mig. Pyhh han skulle ikke samme vej som mig heldigvis.  Der var ved at være skumring nu, og gadelygterne på stien blev tændt. Jeg tjekkede telefonen, jeg manglede stadigvæk 2 km af min rute.

Så var det hjem og se Danmark har talent. Med weekend snacks og et lille glas et eller andet med procenter. Måske ville jeg vågne hen af aftenen med grus på tænderne, og gå søvndrukken i seng, så var den aften gået.

Jeg går hurtigt videre af stien, der sker intet, udover at det er ved at blive mørkt. Det er blevet meget mørkt, og det op for mig at den vej jeg plejer at gå ser helt anderledes ud. Jeg må havde drejet et forkert sted, uden at jeg har opdaget det… Hvordan er det muligt, jeg har gået den her vej hundredvis af gange… Stien jeg går på, har store træer på begge sider, træer med store krogede grene der truer med at række ned efter mig. Jeg får en klump i halsen, hvor pokker er jeg henne? Der er en anden duft her, min hjerne begynder at arbejde på højtryk, mine indre alarmklokker begynder at ringe, og jeg føler panikken der brede sig i min krop. Jeg går rask til. Nu er der en mærkelig lyd, det lyder som et ur der tikker… Er der nogen bagved mig? Blodet i min krop fryser til is, da jeg kan høre det pusler skråt bagved i de tætte buske, som jeg lige har passeret. Der må være nogen efter mig, nu løber jeg alt hvad jeg kan. Jeg sveder, jeg kan mærke tøjet klæber til min krop, jeg har ingen fornemmelse af hvor jeg er henne.

Lige som jeg tænker, nu at jeg er fortabt! Drejer jeg til højre, og kan endlig se vores vej. I mørket ligner busken ved fælleshuset et ansigt der griner fælt. Jeg trækker vejret tungt, og griner af mig selv, hvordan blev jeg så skræmt? Jeg kikker på vinduerne i de små huse, der er lys, der er sikkert gang i aftensmaden rundt om de små hjem. Jeg snuser ind, uhmm der dufter af lasagne, jeg kan mærke min mave rumler, det går op for mig at jeg har glemt at spise aftensmad. Jeg går hjem, låser min dør op, og træder ind i min lille gang, jeg fumler efter kontakten, og det er der jeg mærke det. Jeg skal lige til at skrige højt, da det går op for mig at det er min kat Cæsar som jeg rørte ved. Hvor er jeg fjollede, jeg bliver bange for ting der ikke er der, og tror min kat er et uhyre, han ser forundret op på mig. Jeg går ud i køkkenet, smider resterne fra i går i ovnen, og sætter mig ved mit skrivebord, og begynder at skrive. Imens min hjerne prøver at bearbejde aftenens gåtur.

Reklamer

Himmelvejen

De var på vej opad bakken, solen skinnede fra en skyfri himmel, klokken nærmede sig middagstid og det var begyndt at være rigtig varmt. På det stejle stykke var de nød til at stige af, og trække cyklerne der var læsset med deres oppakning. De var begge iklædt stramtsiddende cykeltøj i pangfarver, som lyste deres blege hud, og lyse hår op.

”Nu gider jeg godt ikke at høre mere på dine løgnehistorier, nu har du snakket ørene af mig på hele turen, nu er det sørme nok!”

Dortea var stoppede brat op midt på vejen, og havde vredt smidt sin cykel, og stod nu med begge arme i siden og så strengt på Antonius, der så på hende med et blik der udstrålede ligegyldig overlegenhed.

”Jamen det er sandt, det var vildt ophidsende, og så sagde hun også….

” ”Stop stop nu, jeg vil ikke høre mere!” Nu havde Dorthea taget fingrene i sine øre , og var begyndt at at synge ”Jeg kan ikke høre dig…”

Antonius så forundret på hende, imens han havde snakket løs, havde han glemt alt omkring sig. Nu så han skoven, de smukke krogede træer, hvor bladene var begyndt at springe ud, i skovbunden var der begyndt at titte små hvide anemoner frem. Det gik op for ham at han var forelsket i det sted, og han måtte finde en måde han kunne blive her på.

Han smed cyklen og gik hen til Dorthea, og tog hendes hænder væk fra ørene, og sagde ”Dortea der går meget tid med at lede efter den eneste ene, har du tænkt over at han kunne stå lige her foran dig. Lige her på denne cykelsti på vej til himmelbjerget.”

Antonius havde taget hendes hænder i sine, og Dorthea havde ikke gjort modstand, men havde blot taget imod dem. Hun stod mundlam, og kunne nærmest ikke få et ord frem, tankerne kørte rundt inden i Dorteas hoved,

Hvad pokker havde han gang i, var det endnu et af hans utallige score tricks som hun havde måtte stå model til på hele turen. Hvorfor sagde hun ikke nej denne gang?

Dortea slap Antonius hænder, og så op imod solen, den skar hende i øjnene. Hun tog hænder op over hovedet, og skreg op til himlen.

”Hvis du er deroppe så giv mig et svar, hvad skal jeg gøre?”

Antonius stod som en saltstøtte, med hænderne ud som Dortea havde sluppet, og hans mund stod helt åben.

I det samme kom resten af flokken halsende op af bakken, den ene mere gennemsvedt end den den anden, med deres overlæssede cykler.

”Hvorfor står du og råber op til himmelbjerget Dortea? Og hvad pokker er der sket med Antonius han ligner en der er faldet ned fra oven”

Carl stoppede sin cykel, og resten af flokken var ved at køre ind i ham, men nåede dog at få hold i cyklerne. Dortea gik hen til Antonius, og prøvede at få armene ned, men de sad fast…

”Antonius kan du høre mig, er du derinde?” Dortea snakkede blidt til ham, og aede ham forsigtigt over kinden.

”Jeg tror han må havde fået et kæmpe chok, hvad sagde du til ham?” Carl kikkede på hende med et undersøgende blik, og pegede med en kroget finger.

”Det er godt med dig Carl, straks tror du det er min skyld, men det her er han selv ude om” Dortea forsatte med at snakke til Antonius, men sendte Carl et hvast blik, og rimpede munden sammen til en tynd streg.

”Godt ord igen Dortea, lad mig prøver om jeg kan gøre noget.”

De andre cyklister havde blot stået og set til, men begyndte nu at hviske med hoveder tæt sammen. Carl så rundt på dem alle, og sagde så imens han pustede sig op,

”Jeg vil nu bringe Antonius tilbage iblandt os, kik og lær!”

Han gik rundt omkring dem, og sprang så hen til den forstenede Antonius, og Dortea der stod ved hans side, og hviskede noget i øret på ham. Der bredte sig langsomt et kæmpe smil på hans ansigt og han tog hænderne ned, han så rundt på dem alle, og sagde så med drømmende stemme ”Jeg har været i paradis, og set lyset, følg mig.”