Måned: januar 2018

Spring på bussen og vær glad.

volkswagen-158463_960_720

 

Bare støtanker fra min køretur til og fra Århus.

Spring på bussen og vær glad!

Ingen ved hvor det ender, og hvornår det ender.

Hørte lige i dag i radioen, at årets ord var kvindelandholdet, radioværterne mente det burde være “Det har jeg også tænkt på.”

For vi tænker utroligt meget, vi planlægger, vi tælle vores skridt.

Har jeg bevæget mig nok? Har jeg spist det rigtige?

Har jeg nået dagens mål?

Eller tog livet fusen på dig eller mig, og vi blev overhalet indenom af andres planer?

Du tænker i bilen på vej på jobbet, at din arbejdsdag ville være stille og rolig, men kontoret var ramt af sygdom, og du måtte igen tage det hårde slæb.

Du vågnede op, og følte dig sløj, og måtte være den der ringe og meldte dig syg.

Det jeg mener er ingen ved rigtig hvor det ender og begynder.

Så smil til verden og vær glad!

 

 

 

 

Reklamer

Hvad du ønsker skal du få…

christmas-1684548_960_720skriveopgave 2018

kirkekontor og walk-in-closet.

“Dur ikke, dur heller ikke, den er for stor, den er for gammel.”

Tøjet fløj i hastig fart ud af det kolonorme walk-in closet, og landede tilfældigt rundt omkring i det store soveværelse. En pige med lange ben, og mørkt krøllet hår der gik ned til numsen stod med røde blussende kinder, og et vildt blik i øjnene.

“Jamen søde skat vi skal være der om en time, kunne du måske ikke bestemme dig.”

Johannes stod i bukser med pressefolder, en snehvid skjorte, og en ravnesort habit jakke, på hovedet havde han en høj hat på.

“Skal du virkelig havde den hat på?”

Hun forsatte jagten i skabet, som nærmest ingen ende ville tage.

“Jeg går ned og venter, men du må være klar når vognen kommer. Vi må ikke komme for sent vel?”

Cindy ignorerede ham, og studerede nøje en rubinrød balkjole inden den røg i bunken med det kasserede tøj. I det samme kom en kvinde ind, hun var klædt i en neutral sort kjole der gik ned over knæene, håret var sat stramt tilbage.

“Ønsker fruen hjælp?”

“Ja du kan genne min mand ud, og finde den perfekte kjole i den her rodebutik.”

“Jeg kan godt selv finde ud.” døren smækkede surt bag ham.

“jeg tror det er nerver, jeg har set det mange gange før.”

“Nerver? han vil bare passe på hans omdømme, det er det eneste han tænker på.”

“Nu skal du ikke være så hård ved ham, han har nok at se til.”

Cindy var gået dybt ind i skabet, og kom forpustede ud igennem rækkerne af kjoler.

“Se den her, jeg havde helt glemt den. Jeg tror jeg havde den på til Marys 40 års fødselsdag.”

Kjolen var i mørkeblå satin, og var fyldt med et utal af glitrende pyntesten. Udskæring var dyb, og skørtet bølgede smukt.

“Kom skynd dig at hjælpe mig i den, og snør den rigtig stramt. Jeg ville ønske at jeg havde  spist lidt mindre på det sidste.”

Tjenestepigen begyndte den langsommelige proces, og hev til sidst kraftigt i snorene.

“Av for pokker, ja se lige nu sidder den perfekt.” Hun så sit eget spejlbillede, og drejede beundrende rundt.

Nedenunder travede Johannes frem og tilbage, altid et cirkus når de skulle af sted. Han var ved at være godt træt af det, nu ville han gå op og…

Hans telefon ringede i lommen, åhh nej det var sikkert godset, de ringede på de mest ubelejlige tidspunkter.

“Ja det er Johannes, det er virkeligt et dårligt tidspunkt.”

“Ja goddag Johannes det er Søren Severisen fra kirkekontoret.”

“Kirkekontoret ??”

“Ja din kone havde henvendt sig til os, og jeg må sige jeg synes det er en meget frisk forespørgsel.Især når man tænker på at du har haft dit slægtsnavn i familien i ca. 400 år.”

“Sig mig hvem tror de at de er? Og hvilket navn havde min kone så tænkt sig at vi skulle skifte til?”

“Jamen det troede jeg da hun havde fortalt dem, Evaldorensen. Ja jeg synes personligt at det er rigtig fint.”

“Jeg må slutte nu, jeg tror ikke vi er helt færdig med at snakke om det.”

“Ja men så må de havde en god dag.”

“CINDY kom her ned nu!”

“Du kaldte skat.”

Cindy gik langsomt ned af trappen, og kastede kækt med hovedet, den mørkeblå kjole smøg sig kælent om hendes krop.

“Jeg har lige snakket med en Søren Serverinsen, jeg skal ikke skifte efternavn til Evaldorensen, hvad tror du ikke mor ville sige.”

“Jeg er da fløjtende ligeglad.”

“Flot kjole i øvrigt. Men du kan godt ringe til Søren og sige at vi beholder vores navn.”

“Du har ikke fået det sidste ord i denne sag! Skulle vi ikke af sted?”

“Jo jeg tror jeg kan høre bilen, skynd dig at finde din pels, det sner udenfor.”

De gik udenfor, taxaen holdt og ventede på den, de steg ind i den. Chaufføren vente sig om og så på dem,

“var det kirkekontoret de sagde??”

“Hvad nej nu er det nok, jeg går derhen.” Johannes steg ud, og smækkede døren. Han trak frakken omkring sig og begyndte at gå.

“Ha ha der fik vi ham skynd dig at køre til restauranten, er alting klar?”

“Ja My Lady”