Kategori: Mine historier

Mødet

Spontan opgave 4 september 2016

 

1. per

Jeg gik ud ad døren, men fortrød og vendte om. Så stod han der og smilede… ”glemte du noget?” ”Ja jeg glemte dig”, vi mødtes i en hed omfavnelse… Jeg kunne ikke tænke klart, hvad skulle det her dog ende med…

3. per Hun fortrød, og vendte om. Så stod han der og smilede… ”glemte du noget” Han kikkede på hende med glimt i øjet. Hun gled ind i hans arme, i en hed omfavnelse. Hun kunne ikke tænke klart, hvad skulle det her dog ende med…

Mødet:

Marianne fortrød og vendte sig om imod ham, de stod der helt tæt i den mørke trappeopgang. ”Jeg troede du gik” hviskede han hæst. ”Det troede jeg også… sukkede hun. Så så han hende i øjnene, og hun kikkede i hans, det føltes som om deres sjæle mødtes for en kort stund. Det føltes som ild og flammer i hendes indre, hun kunne mærke at hendes krop brændte.

Hun manglede ord, og fik åndenød. Fornemmelsen af at han vidste hvordan hun havde det, og lige vidste hvordan hun ville have det! De mødtes i en hed omfavnelse, og deres læber mødtes, som var det meningen at det skulle ske. De forsvandt væk i hinandens alt opslugende kys, og hviskede søde og frække ord til hinanden.

Luften sitrede omkring dem, der var forbudt magi i luften.

Pludselig gik døren op, ”hvad forgår der her”? Sagde en hård stemme. Der stod Eva fra HR, hun havde også deltaget i aftenens møde, men var gået tidligere.

“Jeg glemte papirerne til vores dias show, jeg ser I også har glemt noget.”

Hun så vred ud, og der stod lyn ud af hendes øjne.

Derefter så hun spørgende på dem og spurgte så med en tordnende stemme

“var der ikke bedre I tog hjem til dem I elsker?,Hvad tror I de ville sige til det her? Det kommer til at koste jer dyrt!”

Hun så på dem med et smørret smil.

Leon og Marianne kikkede flovt ned i gulvet, de sendte hinanden et sidste blik i det skjulte, et blik der ønskede sig mere. De gik alle ud ad døren, og Marianne låste efter dem, med nøglen hvor der var et vedhæng, hvor der stod ”Din for evigt til døden os skille” Hun havde fået den af Martin i 12 års gave. Eva hoppede demonstrativt på sin Christiania cykel… Hun vinkede til dem og sagde ” I høre snart fra mig” Så forsvandt hun ud i mørket.

Leon og Marianne gik hver deres vej, hun kunne mærke tårerne presse sig på. Det var jo slet ikke sådan her, det skulle være.

Marianne blev ved med at gruble ovre tingene. Hun tænkte på kærlighed, på alt det de  havde bygget op sammen igennem tiden. Deres dejlige patriciervilla med den store have, Martin havde knoklede på jobbet i timevis, for at kunne komme til at bo sådan her. De havde haft en professionel gartner ude og indrette haven så den var blevet helt perfekt. Det var jo heller ikke gratis. De havde alt hvad det materielle hjerte kan begære, hvis der da findes sådan et.

Men der manglede ligesom noget.. Var det jobbet?

Jo det var fint på kontoret, kollegaerne var søde!

Hun gik til yoga, en gang om ugen med Jytte fra salg og service. De havde det så sjovt, og de fik altid lige en sludre om den hotte yoga lærer Thor Leif. Han var en yderst veltrænet mand på 32 år, hans brystkasse var smukt markeret under hans stramme T-shirt. Han havde en smuk nordisk accent fordi han kom fra Færøerne. Han indgik tit i hendes fantasier, når Martin igen ikke havde haft tid til hende efter en travl dag på jobbet.Det var jo ikke fordi hun og Martin ikke havde et rart sexliv. Hun smagte på ordet, hmm rart, ja trygt og godt. Men frygteligt forudsigeligt, hun kunne nærmest stille klokken efter ham. Hun vidste godt, at det handlede om dem begge to, hun lagde bånd på sig selv . I stedet for at være den vilde kvinde der gemte sig i hendes indre.

Hun kunne ikke tage hans forsøg på at være machomand alvorligt, hun ville ønske hun kunne være sig selv, også i dobbeltsengen. Tidligere i deres forhold havde hun bragt forskellig ting på banen, for at sætte krydderi på sexlivet. De havde forsøgt sig med bondage, blid S/M, og et mislykket forsøg på en swinger klub. Men efter der var kommet børn til, var det bare det gamle frem og tilbage, med ham på toppen.

Olfert ver. 2

Jeg læste avisen, og jeg fik et chok. Der stod hans navn så skrevet, sammen med en masse andre navne. Så det var grunden til at han ikke var mødt op, grunden til at hans kone i telefonen, sagde at han ikke fandtes mere. Jeg følte det som om at jeg skulle kaste op af væmmelse ovre ham. Hvordan kunne han være så ond? Hvordan kunne han være så hjerteløs og kold? Hvordan kunne han marchere kynisk hen over et andet menneske? Uden at tænke på at et liv, var ødelagt for altid.
Jeg besluttede at lave et portræt, over denne mærkelige mand, som havde krydset min vej. Hvad var grunden til denne nytteløse ondskab?
Jeg så ham som en mand i 60erne der havde en krise fordi han var på vej ud af arbejdslivet. Han fortalte gerne om sig selv. Vi mødtes over 6 gange, fordi han havde haft en tur med stress. Den virkelighed han havde bygget op omkring sig, kunne snyde selv den bedste psykolog. Når jeg mødte ham snakkede vi selvfølgelig om hans liv, og han nævnte sin familie. Han havde en postordre kone, og en datter. Udadtil virkede han som en almindelig mand, dog når jeg tænker tilbage. Var der noget ved ham, jeg ikke kunne definere.
Der var noget ved måden, han snakkede på, han agerede anderledes. For første gang i min tid som psykolog, gjorde jeg noget jeg ikke har gjort siden. Jeg tjekkede hans bagland. Når jeg snakkede med andre, for at høre hvad de tænkte om ham. Kunne vi godt blive enige om, at han var lidt sær. Han faldt lidt uden for mængden, med det mærkelige smil. Hans humor var tør, og hans vittigheder var underlige. Kunne man stole på ham? Sådan rent arbejdsmæssigt. Jeg snakkede med alle i hans omgangskreds, de sagde god for ham. Han var dygtig til hans job, han knoklede som en okse, og opgaven blev altid udført. Der var ikke noget der indikerede at han var så anderledes. Dog havde jeg en mærkelig fornemmelse, af at der var noget han ikke fortalte mig.
Hvordan han var endt med at være sådan viste han ikke, han havde haft det sådan, så længe han kunne huske tilbage. I skolen havde han levet i sin egen verden, fordybet sig i skolebøgerne, de menneske relationer forstod han sig ikke på. Men han kunne føle fornemmelsen vokse indeni ham, dag for dag. Vreden blev stærkere, og hans ondskab imod verden, systemet og folk omkring, krøb ind over ham. Det jagtet ham som en mare om natten, han kunne vågne op badet i sved. Fordi han havde haft endnu et mareridt, hvor alt blev afsløret. Hvor sandheden kom frem, og alle ville stå, og pege finger af ham. Så stod han der i drømmen, en lille sølle mand, der gerne ville krybe i et musehul, og forsvinde væk for altid. Han var rigtig slesk og sød, og viste hvordan han skulle indfange folk. Han var god til at spille spillet, han kunne sige de rigtige ting, på de rigtige tidspunkter.
Overfor han kone spillede han skuespil, hun troede han var en helt anden. Han fandt sin søde side frem sammen med hende, og hun hoppede i med begge ben. Godtroende som hun var, så hun kun de gode sider i ham.
Hans temperament var voldsomt, hvis tingene ikke faldt i hak, lukkede han døren til kontoret. Så gik der en time, hvor han sekretær, kunne høre hvordan han smadrede ting imod væggen. Hun var klar over, at hun skulle blive ude. Når timen så var gået, kom han ud, med hår der stod ud til alle sider, skæve briller, og et vildt blik i øjnene.
”Jeg tager på kro” sagde han.

Så tog han kammen i baglommen redte håret tilbage, og rettede brillerne. Gik ud af døren, og smækkede den hårdt. Sekretæren, gik ind på kontoret og fejede glasskår og træstumper op. På vejen hjem ville hun køre forbi genbrugen, og købe en ny kasse ting, som så ville stå der, til næste gang verden gik ham imod.

Han vogtede ovre hans computer, hvor der lå mange makabre billeder. Som almindelige mennesker ville væmmes over. Han følte glæde over de uskyldige og hjælpeløse blikke. Han viste det var forbudt, og skamfuldt.
Men han kunne ikke lade være trangen var for stor. Han viste alt var tabt, hvis sandheden om ham kom frem, at han var pædofil. Han ville miste kone, barn, og hans virksomhed. Faktisk tænkte han mest på virksomheden, fra han var helt lille, havde han drømt om at få noget der var hans. En virksomhed, den kunne han eje, og forme som han ville. Det var svært med mennesker, de havde meninger, og indvendinger.
De skulle bare gøre som han sagde, så gik alt jo helt fint. Det sagde han selvfølgelig ikke til dem, så ville de jo tro han var tosset. Det var han nok også, men han klarede sig selv, og han var stolt af det.

En lys forårsdag, bankede hans sekretær på hans dør, og sagde ” politiet står herude, de vil godt lige snakke med dig”
Han tog en hurtig beslutning, han åbnede vinduet, og sprang ud fra 6 sal. Han følte sig fri. Da han svævede mellem himmel og jord. Smerten var kort da han ramte jorden med et klask.
Da han vågnede igen sad han fastlåst i en kørestol, han havde en slange der stak ud fra hans hals, og det eneste han kunne bruge var hans øjne.
Han skreg indeni,” få mig ud herfra”.

Han viste at løbet var kørt, nu forsvandt alt det han havde opbygget, alt det han havde slidt og slæbt for. Nu skulle han ende hans dage på en afdeling for syge kriminelle. Netop som at han ville trække sig tilbage, og tage på ferie i Thailand.
Dagen forinden havde han siddet og søgt på nettet, hvor meget sådan en tur kunne koste.

Den sidste gang jeg så ham, stod han og vinkede som en glad julemand, der vinker til små børn. Når jeg tænker på den scene, og tænker på den viden jeg har omkring ham i dag, væmmes jeg. Jeg får en knude i min mave, og må tage mig selv i ikke at tænke tanken færdig. Det han var med til, bør intet menneske udsættes for. Jeg håber han for evig tid må angre. At hver dag vil minde ham om at han gjorde et andet menneske fortræd.

Olfert

Den her opgave er en, jeg har brugt som skriveopgave et andet sted. Der dukkede en masse spørgsmål op, og min grammatik spændte ben. Så der for skrev jeg endnu en version af den. Jeg ligger den redigerede opgave i næste blog indlæg.

Olfert version 1:

Hun læste avisen, hun fik et chok. Der stod hans navn så skrevet, sammen med en masse andre navne. Så det var grunden til at han ikke var mødt op, grunden til at hans kone i telefonen, sagde at han ikke fandtes mere.
Hun følte det som om at hun skulle kaste op af væmmelse ovre ham.
Hvordan kunne han være så ond? Hvordan kunne han være så hjerteløs og kold? Hvordan kunne han marchere kynisk hen over et andet menneske?
Uden at tænke på livet var ødelagt for altid.

Hun besluttede at lave et portræt, over denne mærkelige mand, hvad lagde der til grund for denne nytteløse ondskab, og udnyttelse af et andet menneske.
Jeg så ham som flink og hjælpsom, men jeg var heller ikke ansat, jeg var en kunde i hans virksomhed.
Den virkelighed han havde bygget op omkring sig, kunne snyde selv den bedste psykolog.
Når jeg mødte ham snakkede vi selvfølgelig om opgaven,
og han nævnte hans familie, han havde en postordre kone, og en datter.

Udadtil virkede han som en almindelig mand, dog når jeg tænker tilbage. Var der noget ved ham, jeg ikke kunne definere.
Der var noget ved måden, han snakkede på, han agerede anderledes. Når jeg snakkede med andre, for at høre hvad de tænkte om ham.

Kunne vi godt blive enige om, at han var lidt sær. Han faldt lidt uden for mængden, med det mærkelige smil. Hans humor var tør, og vi grinede med ham, nok mest for at han ikke skulle føle sig udenfor.

Kunne man stole på ham?
Sådan rent arbejdsmæssigt. Vi snakkede med alle der kendte ham, de sagde god for ham. Han var dygtig til hans job, han havde slidt som en gammel bryggerhest, og opgaven blev altid udført.
Hvordan han var endt med at være sådan viste han ikke, han havde haft det sådan, så længe han Kunne huske tilbage.
I skolen havde han levet i sin egen verden, fordybede sig i skolebøgerne, de menneskelige relationer forstod han sig ikke på.

Men han kunne føle fornemmelsen vokse indeni ham, dag for dag. Vreden blev stærkere, og hans ondskab imod verden, systemet og folk omkring, krøb ind over ham. Det jagtet ham som en mare om natten, han kunne vågne op badet i sved.

Fordi han havde haft endnu et mareridt, hvor alt blev afsløret.
Hvor sandheden kom frem, og de alle ville stå og pege finger af ham.
Så stod han der i drømmen, en lille sølle mand, der gerne ville
krybe i et musehul, og forsvinde væk for altid.
Han var rigtig slesk og sød, og viste hvordan han skulle charmerer folk.
Han var god til at spille spillet, han kunne sige de rigtige ting, på de rigtige tidspunkter.
Overfor han kone spillede han skuespil, hun troede han var en helt anden. Han fandt hans søde side frem sammen med hende, og hun hoppede i med begge ben. Godtroende som hun var, så hun kun de gode sider i ham.
Hans temperament var voldsomt, hvis tingene ikke faldt i hak, lukkede han døren til kontoret. Så gik der en time, hvor hans
sekretær, kunne høre hvordan han kastede ting imod væggen. Hun var
helt klar over, at hun skulle blive ude. Når timen så var gået, kom han ud, med hår det stod ud til alle sider, skæve briller, og et vildt blik i øjnene.

”Jeg tager på kro” sagde han.
Så tog han kammen i baglommen redte håret tilbage, Og rettede brillerne. Gik ud af døren, smækkede den hårdt. Sekretæren, gik ind på kontoret og fejede glasskår og træstumper op. På vejen hjem ville hun køre forbi genbrugen, og købe en ny kasse ting, som så ville stå der, til næste gang
Verden gik ham imod.

Han vogtede ovre hans computer, hvor der lå mange billeder som almindelige mennesker ville væmmes over. Han følte glæde over de uskyldige og hjælpeløse blikke. Han viste det var forbudt, og skamfuldt.

Men han kunne ikke lade være trangen var for stor. Han viste alt var tabt, hvis sandheden om ham
kom frem, at han var pædofil. Han ville miste kone, barn, og hans virksomhed. Faktisk tænkte han
mest på virksomheden, fra han var helt lille, havde han drømt om at få noget der var hans.

En virksomhed, den kunne han eje, og forme som han ville. Det var sværere med mennesker, de havde meninger, og indvendinger. De skulle jo bare gøre som han sagde, så gik alt jo helt fint.

Det sagde han selvfølgelig ikke til dem, så ville de jo tro han var tosset. Det var han nok også, men han klarede sig selv, og han var stolt af det.

En lys forårsdag, bankede hans sekretær på hans dør, og sagde
”politiet står herude, de vil godt lige snakke med dig”
Han overvejede et kort øjeblik om han skulle flygte ud af vinduet,
men droppede hurtigt tanken, de ville fange ham i den sidste ende.

Han viste at løbet var kørt, nu forsvandt alt det han havde
opbygget, alt det han havde slidt og slæbt for.

Netop som at han ville trække sig tilbage, og tage på ferie i Thailand.
Dagen forinden havde han siddet og søgt på nettet, hvor meget sådan en tur kunne koste.

Vi antog ham til vores opgave, selvom der var den der mærkelige fornemmelse, som vi ikke kunne sætte ord på. Papirerne blev ordnet, og skrevet under på hans kontor. Vi drak kaffe og snakkede om
Løst og fast.

Den sidste gang jeg så ham, stod han og vinkede som en glad julemand,
Der vinker til små børn. Når jeg tænker på den scene, og tænker på den viden jeg har omkring ham i dag, så væmmes jeg.

Jeg får en knude i min mave, og må tage mig selv i ikke at tænke tanken færdig. Det han var med til, bør intet menneske udsættes for. Jeg håber han for evig tid må angre, og at hver dag vil minde ham om at han gjorde et andet menneske fortræd.

Ester evigglad

Hun var lige blevet sat af, og kunne se taxaen køre rundt om hjørnet. Hun forsatte turen, som tog sin tid, fordi hun kørte med rollator.

Endelig kom hun op til døren, og fik fundet nøglerne i tasken. Der lugtede lidt indelukket, hun havde været på sygehuset. De sidste 3 uger havde været i genoptræning på de midlertidige pladser.

Denne gang troede hun for alvor at manden med leen, havde haft bud efter hende! Det havde gjort hende bange, det var gået op for hende, at døden ventede lige om hjørnet. Den tid som hun havde haft til rådighed, var faktisk ved at være gået, og hvad med alt det hun skulle nå?

Hendes søn havde været på besøg, imens hun lå på sygehuset, det var mærkeligt for de havde ikke set hinanden de sidste 10 år. han havde være overdreven sød. Han kom med blomster og gaver, ham som plejede at være så nærig.

Måske havde det forandret ham at han var blevet far, til den mest bedårende lille pige, som hed Lucca.

Hun kunne se han forgudede hende, og var hun i lokalet lyset han helt op. Han var ikke sammen med med Luccas mor, det var selvfølgelig gået galt, han havde altid haft et svært sind.

Først var hun blevet vred, da han dukkede op, hvad bildte han sig ind, at komme her, og tror at han kunne gøre alting godt igen. Så var hun blevet ked af det, han var jo hendes lille dreng, og selvfølgelig kunne hun tilgive ham.

Hun tænkte tilbage på da han var en lille dreng, hvor hårdt han måtte kæmpe for at nå de samme mål, som de andre børn kom let til. Han var den sidste når de løb, og den sidste der blev valgt til fodbold.

Det var ikke nemt han var en følsom dreng, som med tiden blev hård. Han kom grædende hjem med store skrammer på knæene og næsen, fordi de andre igen havde skubbet ham ned. De råbte at han ikke måtte være med i legen.

Hun havde trøstet ham, renset sårene, og sagt at så måtte han jo finde andre legekammerater.

Han blev ved med at være sådan en dreng der gik sine egne veje. Han fik få venner, men de var der altid. De så ham som han var, og accepterede ham.