“Drillenissen?” Julemanden hævede øjenbrynene og så på hende med et skarpt blik.
“Kørte drillenissen og dig i MIN kane, da i skulle handle ind til store bagedag?”
“Jo måske vi tog en lille sviptur i julemarkedet” Julemor så ned i gulvet ” men jeg trængte sådan til nye kjoler og forklæder.Der er huller i de gamle.”
“Så må du få synisserne i sving.” Julemanden så skuffet ud af vinduet, hvor blev sneen af? “Er han bedre end mig til at hjælpe med det?” julemanden så trist på hende.
Julemor åbnede munden men der kom ingen lyd ud.
Julemanden satte sig tungt ned på stolen og skulle til at sige noget mere da deres butlernisse kom drønende ind. Han snublede over ordene.
“Der er sket noget frygteligt nisserne er gået i strejke, de kan jo ikke lave noget legetøj. Når der ikke må bruges plastik mere. OG de er bange for ikke at få deres julegratiale.”
Samtale et andet sted på nordpolen:
“Nej, nej, flyveforbud, ingen legen med julemandens rensdyr!” Den lille mand hoppede op og ned.
“Hvad i alverden er det for noget vrøvl?” sagde hun og så på han med søvnige øjne og fortsatte med sin monotome stemme. “Hvem er det der har flyveforbud? Englene? flyvemaskinerne?”
Han vidste godt at bedstemor havde sagt at han skulle blive på stien. Men derinde i skoven lå der en masse godt brænde fra stormen som der havde været gavmild i sidste uge. Hun ville jo ikke opdage at han gik derind et øjeblik, ville hun ?
Hanibal trådte ind på skovbunden der gyngende let under hans fødder og minder ham om det skøre hus i tivoli. Han åndende dybt, ahhh, duften af skov det var den bedste duft han kendte. Han begyndte hurtigt at samle brænde i den kurv som han havde med. Da han ville snuppe det sidste stykke brænde for at gå til bage til stien. Hørte han en gren knække, der var noget der bevægede sig bagved krattet lidt længere indeni skoven. Skulle han lige se hvad det var? Det kom en lyd der mindede ham om en kattekilling. Han gik der hen og derinde lå der noget han aldrig havde set før. Først troede han at det var en kat, for den havde pels, men størrelsen og formen var ikke en kat. Det lignede mere en skildpadde og så var der lyden. Nu brummede den og virrede med hele kroppen. Åhh den sad fast i en slags fælde. Turde han hjælpe den fri?
”Så rolig ven jeg gør dig ikke noget.”
Nu så dyret op på ham med klare sorte øjne og Hanibal besluttede at det måtte være ok at slippe den fri. Han tog sin dolk i bæltet og skar rebet over der holdt dyret fast. Den havde fået et sår hvor der piblede blod ud fra.
”Lad mig hjælpe dig, jeg har noget der kan stoppe blodet.” sagde han til dyret der trak sig væk fra ham. Som om det troede at han ville fange det igen.
”Kom her, jeg har noget mos. Hvis det kommer på dit sår healer det hurtigere.”
Dyret nærmede han forsigtigt og så på ham med store øjne. Så overgav det sig og gned sig op af ham.
”Ja sådan, du er god, kom skal du se det er hurtigt klaret.” Hanibal bandt såret ind og da dyret luntede ind i skoven igen, mens den brummede en tilfreds lyd. Tog han sig selv i at ville savne det.
”Hey du der!”, dyret vendte sig om og så på ham.
”Ses vi igen?” Dyret nikkede og han var sikker på at den smilede til ham. Nu havde han travlt, bedstemor skulle snart lave aftensmad. Hun ville blive sur hvis der ikke var nok brænde til at tænde op med. I værste tilfælde ville han få forbud mod at lege med hans ven i morgen. Han tog kurven på ryggen og løb så hurtigt han kunne, afsted mod sit hjem.
“Jeg forstår det ikke?” Sandie stak det sidste nye hæfte af Anders og Co helt op i hovedet af Molly.
De stod ved bladhylden i kiosken, deres faste mødested i tolv pausen. Når det nye nummer kom ud.
“Jeg gider ikke mere. Det er barnligt at samle på Anders And blade.” Molly så ned i gulvet.
“Jamen, hvad så med vores kæmpesamling?” Sandies stemme røg op i en lys tone.
“Du må gerne få den,” sagde Molly og pillede ved et gammelt sår på hånden.
“Du vil bare være så tjekket! Jeg synes du er en ko!”
Sandie råbte det sidste højt, og et par børn der var på vej hen til kiosken, så med store øjne på dem.
“Ja og så er du en røv med ører.””
Molly vendte ryggen til Sandie, mens tårerne spredte varme dråber på kinderne. Hun kunne ikke lide at være led, men Sandie var bare dum. Forstod hun ikke, at alt var noget lort?
“Skrid da, Molly. Så gider jeg da heller ikke at være venner med dig. Du lugter af ged.” Sandie tampede væk, og Molly stod alene tilbage ved bladhylden, tænk hvis hun kunne forsvinde ind i et blad. Så ville hun vælge en historie med en lykkelig slutning.
Sandies Ord sved i Mollys indre, og minderne hvirvlede forbi; Alle de gange de havde rullet rundt grinende på græsset. Da Sandie plukkede blå forglemmigej til Molly. Når de sad på hver sin hest og snakkede om at rejse til en hemmelig verden, som kun de ville kende. Dengang Molly var helt alene, og troede at hun aldrig ville få en ven i skolen.
En insisterede kimen trak Molly tilbage til virkeligheden.
Det ringede ind til time, og nu skulle de havde tysk – der, die og das.
Sikken noget gas.
Det gad hun godt nok ikke. Sleske Svend var for klam, og det var den ultimative måde at få en lortedag på. Svend stank af gammel ost, havde ånde som en kop kaffe med sur mælk og udtalte hver s, som en slange.
“Sssæt jer ned. Kom nu ssssyvende, vær ikke ssssådan nogle sssløvpadder.” Svend lo af sine egne jokes. Han synes selv, han var sygt sjov.
Svend kom ind med et rullebord med fjernsyn og videomaskine.
“Jahh deutche film, nür haben wir spassss,”
Molly så ud af vinduet, hun kunne se rygeskuret hvor de ældste elever hang ud. Molly tænkte på weekenden, hvor hun havde set Melodigrandprix hjemme ved Sandie. Molly var vild med Trine Dyrholm. Tænk sig at stille op som 14-årig og synge en sang som “Danse i Måneskin.” Sandie kunne bedre lide “En lille melodi.” Den var med Anne-Cathrine Herdorff som vandt. Sandies forældre heppede på Kirsten og Søren med “Farvel og Tak.” Og Tommy Seebach med “Det gratis.`”Molly og Sandie lo en del af Tommy Seebach og skrålede med på omkvædet. Det var dejligt at være hos Sandie, her skulle hun ikke tænke på hvordan hendes mor havde det. Hun har sclerose, der gjorde at hun ikke kunne arbejde og lænkede hende til sengen når det var værst. Faster plejede at hjælpe til hjemme hos dem. Men nu var der ikke længe til at Faster skulle føde. Det var så spændende at hun skulle være Kusine. Molly håbede sådan et det blev en lille pige.Men nu var det far og Molly der måtte hjælpe hinanden og far havde også sit arbejde at passe. Molly sad og tegnede med tankerne blev ved med at komme, feer, blomster og drager.
Alt andet end tysk, det var som at træde ind i en anden verden. I dag dukkede der en lille finurlig fe frem på papiret med et drillende blik. Hun ville kalde hende for klokkeblomst. Fordi hun havde en lilla hat i samme farve som blomsten klokkeblomst.
Molly prøvede ikke at se over på Sandie, men det var ikke nemt. Hun var bare så led, hvordan kunne hun…
Mollys tanker blev afbrudt af Svend, der stod lige ved siden af hende med et bredt smil.
“Nåhhh Molly, får du sssset på grammatikken?”
“Nej, Svend. Jeg fatter det ikke helt. Måske kan du forklare det en gang mere?” Hun så op.
“Molly seeee nu her.” Svend lænede sig ind over hende.
Lugten af ham gav hende kvalme og hun måtte kæmpe med sig selv for at lytte til hans forklaring.
I frikvarteret stod Molly alene ved siden af gyngestativet. Sandie var smuttede over til de andre fra klassen. Der blev hvisket, og de kikkede over på Molly. Hun satte sig på gyngen og lod sig føre frem og tilbage. Så svingede hun med benene og kom højt op. Over hende fløj en måge, gid hun kunne flyve med. Faktisk ville hun gerne læse og samle på Anders og Co sammen med Sandie. De plejede at mødes for at læse det nye nummer hjemme ved hende. Så bagte Mollys mor boller og serverede hjemmelavet saft. Men det var ikke sådan mere, for mor magtede hverken at bage eller lave saft. Lige nu fortrød hun at hun havde sagt de ting, men hun var for stolt til at tage det tilbage lige nu.Sandie var den eneste der accepterede Molly fuldt ud i klassen. Hun ville gerne bestemme hvad de lavede sammen, men det var fint. Molly havde heller ikke så gode ideer. Sandie stod sammen med Nora. Nu pegede de på Mollys bukser og lo.
Molly vidste at der et lille hul. Det begyndte at hyle for hendes øre, og hun blev svimmel. Hvordan kunne Sandie gøre det mod hende. Molly stoppede gyngen, hun fik gåsehud selvom solen skinnede varmt. Så løb hun væk fra gyngerne.
Gåtur og katten:
Lørdag
De var ude på tur i klitterne. Selvom Molly kunne se, at det var hårdt for mor at bevæge sig. Mor sled sig op af klitterne med tunge skridt.Hun hvæsede som den gammel købmand der røg cigar. Molly tilbød hende en hånd, men hun afviste den. Nu var de snart nede ved det brusende hav. Molly elskede at blive blæst igennem. Mor var begyndt at snakke om vinterbadning, det synes Molly var pænt skørt; Men hvis det kunne gøre mor mere rask og glad. Så var det helt fint med Molly.
“Hvor lang tid er der, til faster skal føde?”
“Det er i næste måned,” sagde far. ”Så behøver hun ikke ligne en strandet hval længere.”
“Hov hov tal pænt om din søster, Vagn.”
Mor skubbede drillede til far, og han væltede grinende ned i en klit.
“Hov! Der er noget her.”sagde far. Han slog marehalmen til side, og sagde, “Næhh hvad laver du her lille ven?”
“Hvad er det?”Molly og mor tumlede ned over klitten for at se hvad han havde fundet.
“Det er en kat. Den er godt nok tynd.” sagde far og så på den sorte kat der lå i sandet op af marehalmen.
“Kan vi tage den med far? Please kan vi ikke nok?” Molly ser på far med store øjne og smiler bredt.
“Nej Molly, vi skal ikke havde en kat.” Mor ryster på hovedet.
Far står og skubber til sandet med foden,
“Vi sagde jo nej til en hund.” Han ser spørgende over på mor. Hun slår ud med armene og sukkede dybt. ”Ok, der er intet øremærke, men du skal hjælpe med at passe den Molly.”
“Yes i er verdens bedste forældre.” Molly lavede en lille glad dans.
“Jeg ringer til det lokale internat, når vi kommer hjem,” siger mor.
“Nå, så kom vi ikke til vandet i dag.” far ser lidt opgivende ud og ser ned på katten. Den ligger stille i sandet.
“Pyt, det er der jo også en anden dag.” Ler Molly.Far smiler til hende.
Molly bærer katten hjem. Den er sort med hvide poter og en hvid stjerne i panden.” Den trykker sig ind til hende.
“Den er godt nok tynd, hvad skal vi gøre?”
“Jeg spørger på internatet, de har sikkert nogle gode ideer.” Mor nusser forsigtig katten.
“Jubii, en kat, den skal hedde Amalie.” Molly kan mærke varmen der brede sig i hele kroppen. Udover en hund, så har hun altid ønsket sig at få en kattekilling, men en voksen kat er også helt ok.Hun glæder sig til komme hjem og indrette et sted til Amalie.
Katten Amalie:
“Mor, hvem tror du der har efterladt Amalie?”
“Det ved jeg ikke, måske nogle sommerhusgæster.” Mor ser ned i Familie Journalen.
“Øv, hvor er folk dumme,” Molly knytter hænderne og giver et fnys fra sig. Så koncentrerer hun sig igen, om at finde en god plads til Amalie.
Molly har fundet en papkasse og et gammelt tæppe. Der lægger Amalie sig. Mor har ringet til internatet, og hun blev enig med damen i telefonen om, at de godt kan beholde Amalie. Molly skal lige til at gå op ad trappen, da hun kan høre mor og far snakke lidt højt ude i køkkenet
“Skal vi nu havde en kat, hvad tænker du dog på Vagn?”
“Hør her, Molly skal have noget andet at gå op i. Det hele kan jo ikke handle om sygdom.”
“Tror du selv jeg har valgt det her?” Molly lister op ad trappen, hun vil ikke høre mere. Nu gik far nok i værkstedet, der var han tit for tiden. Han sagde at det var et godt sted at tænke sig om.
Til aftensmad er far glad igen, for mor har lavet millionbøf med kartoffelmos.
Faldt lige over den her i min mailbox, og det citat passer så fint til en bog jeg læser lige nu. En børnebog om reframing. En bog om at vende de negative situationer til noget brugbart.
Det gav en god snak med min datter på 12 år om at kunne se verden fra en anden vinkel, måske er der andre derude der kan bruge reframing til noget godt.
Her i den anden skriveuge sætter vi sanserne i spil. Du kan vælge at fortsætte din historie fra sidste uge eller skrive nyt.
Tænk tilbage på et sted, du husker tydeligt. Læg mærke til de sanseindtryk, der gør, at du husker netop det sted.
Skriv så om en oplevelse du har haft på det sted.
Du bestemmer selv om oplevelsen skrives som en fortælling om stedet – eller et brev til en du gerne vil dele oplevelsen med – eller som en fiktionstekst mættet med de sanseoplevelser du har hentet frem i erindringen.
Sæt link til din blog ind under dette opslag – vi er ikke så mange, så du må gerne sætte flere links ind.
I anledning af at det er Fenjas et års fødselsdag.
(Fenja er den ene af to internatskatte som vi har hentet i Hobro i starten af året)
Kom jeg til at tænke på da jeg var 11 år.
Det var efterår og der var kattekillinger som jeg straks spottede. Min far ville slå dem ihjel med en skovl og en sæk, men jeg sagde nej. Hvad der fik ham til at lade være, det ved jeg ikke.
Men jeg kastede min kærlighed på en lille sort kat som jeg kaldte Amalie.
Den tog jeg med rundt på gården, blandt andet på vores gamle høloft, hvor vi skulle passe at ikke gå derud hvor gulvet var råddent.
Når vi børn legede på vores høloft man skulle kravle op ad en stejl stige.
Deroppe fandt vi nogle gamle melsække. Dem bandt vi sammen til hængekøjer med snor mellem de gamle revnede stolper. Dengang var der ikke rigtig nogen der fortalte man måtte og ikke måtte. Så vi tog vores gode fangst med af mirabeller, og inviteret kattekillingerne på middag. Om de fik ondt i maven, det ved jeg ikke. Men vi hyggede os og legede med dem hele eftermiddag. Tiden forsvandt og vi forstod ikke hvor den blev af. På Loftet var der støvet, af hø og gammel skidt. Der lugtede af græs, når solens stråler trængte igennem kunne jeg se små støvkorn lave fine striber.
Her på loftet var der stille, kun os og kattene.
Desværre kom Amalie så uheldigt af dage, hun sad ved et trappetrin hvor min far kom gående i træsko. Han så hende desværre ikke og hun døde.
Han var så ked af det og jeg husker det ikke, men jeg har sikkert begravet hende sammen med de andre dyr fra gården under det store bøgetræ.
Når jeg ser på Fenja der hopper rundt og laver ballader, tænker jeg på om Amalie mon var blevet sådan en bandit, hvis hun var vokset op.
Heldigvis har vi nu nr. 4 og 5 kat, som er Misse og Fenja, og håber de bliver hos os i mange år og laver misseløjer.
Det her en tekst om min mormor, som jeg husker hende. Nogen vil måske huske det anderledes, hvis de kendte hende.
Mormor Mimi :
Jeg er opkaldt Mimi efter mormor og Kirstine efter farmor.
Når jeg ringede til hende, var det som at høre ekko, ”goddag det er Mimi, goddag det er Mimi.”
Vi lo altid af det og så var samtalen i gang. Var hun mon hjemme, det var hun stort set altid. Ville hun havde besøg?
Tror aldrig hun sagde nej.
Min anden bil fik jeg af mormor og morfar og kørekortet, selvom jeg røg, og havde frygtelig mange køretimer og dumpede første gang både til teori og køreprøve.
Det var en lille grøn FIAT Uno, den kunne få derhen hvor jeg ville.
Det var også i den jeg kørte hen og besøgte mormor.
Vi sad ved det runde bord i stuen, jeg sad altid på den samme plads, det lille køkken lå bagved mig. På min venstre side kontoret, der hvor mormors hospitalsseng stod og der udgang var til deres skønne have. En have der var fyldt med bærbuske og som mine brødre tog sig kærligt af, sammen med den udendørs swimmingpool der lå helt nede i bunden af haven.
”Hvorfor fanden vil du være kok?” Hun tog et hvæs af smøgen og rystede med raflebægeret.
”Kom så mine små veninder…” sagde hun lokkende imens hun slog bægret i bordet.
Jeg sagde at jeg godt kunne lide at lave mad, hun løftede triumferende og talte terningerne op.
Damen der sad overfor mig, var min mormor, hun var oprindeligt fra København, men havde boet
i Krogen i Jylland i mange år. Hvor min morfar havde en fabrik der producerede specialfremstillet
forme til plastik og plastikting.
Men tilbage til mormor, som sad der overfor mig, nu så hun på min pakke med røde Cecil.
”Kan man stadig få dem? Dem røg jeg da jeg var ung. Du burde stoppe med at ryge så du ikke ender
som mig.”
Mormor fik ilt hver dag, hun havde røget smøger i mange år, og på en god dag forsvandt der nok et par pakker. Men hun havde lidt tid hver dag, hvor hun kunne klare sig uden ilten.
Når vi havde snakket og spillet, så sagde hun ret bestemt, for mormor sagde tingene som de var.
”Så kan du godt tage ind til dine brødre, for nu skal jeg ind og sove.”
Så fik jeg som regel en 100 kr. Seddel til brændstof stukket i hånden også var besøget forbi.
Den dag jeg blev udlært kok ringede jeg til mormor, jeg fortalte stolt at jeg var bestået.
Jeg tror hun sagde noget i retningen af, ” klart, hvad havde du regnet med.”
Sandheden var at her på min fødselsdag, var jeg så tæt på at kikse min svendeprøve. Min skriftlige prøve og den bundende opgave holdt mit gennemsnit oppe. Derudover var de to sensor overbærende over for mig.
Jeg nåede desværre aldrig at få sagt farvel til mormor, jeg var ung og var startet i mit første job som kok. Min brødre havde prøvet at ringe, men jeg tog den ikke.
Jeg var jo på job og havde alt for travlt.
Da de fik fat i mig var det for sent, mormor var væk.
Jeg kan huske de sendte melodi grandprix den dag hvor jeg fik beskeden.
Der var tomt indeni, en brik der manglede, og et savn der aldrig forsvinder!
Men med tiden er brikken fyldt ud med sjove minder, selvom savnet stadigvæk er der.
Minder som vi udveksler i familien når vi ses.
Mormor der råber, ”din forbandede møgunge eller din forkælet møgunge.” Sagt med et kærlig glimt i øjet. Mere et opråb om at opføre sig pænt eller ikke bliver alt for forkælet.
Eller når vi sætter os til bord, at der er en der siger, ”hvad har vi dog gjort, siden at vi skal havde det så godt?”
Eller min mor der snakker med mormor og ordet ”Dejlig mad,” bliver gentaget i en uendelighed.
Jeg flyver hen over byen, som ikke er så lille som den var en gang. Nu vil den være stor, for den har hørt om en by der hedder Århus og den er virkelig sej. Den lille by har fået et stort tårn, som man kan bo i. Det hedder papirtårnet og i nærheden af det er der begyndt at skyde andre højhuse op. For den lille by vil være en storby, den vil være sådan en man snakker om. Den ville være en outdore hovedstad, sådan en der både var storby og grøn og klimavenlig på en gang.
Rundt om byen er der grønt og blåt, måske ikke så grønt som der var en gang. For menneskerne i den lille by var blevet så mange, at de måtte tage til den store by Århus for at arbejde. Der var der nu blevet en masse grå streger hvor det grønne…
“Da jeg var dreng” Så grinte hun højt og hæst og fortalte en historie fra Arkonagade på Vesterbro, hvor hun slog sine folder som lille pige.
Men det her er historien om en lille pige, der boede i en by så lille, at folk ikke kunne finde den. Den bestod af små etplanshuse omkring en landevej og på den ene side lå der en kirke med udsigt over fjorden. Når man drejede ned af en af sidevejene, så lå der noget der for mange år siden havde været en skole. Derude på den anden side hvor der blev langt imellem husene, der lå gårdene.
Jeg boede på en af de gårde, derude hvor det blæser 362 dage om året, hvor vidueskarmene blev dækket af tynd lag sand og det er surt at være ørebarn.
Mimi K 