Forfatter: mimikirstine

En gammel sag

Her er mit bud på et sammendrag af teksterne : venskab halbal og ungdomsklubben.

Jeg havde sommerfugle i maven og det føltes som om jeg skulle noget for første gang. Jeg glædede mig for det var mange år siden vi havde set hinanden. jeg parkerede bilen og steg ud. Det var varmt og jeg strøg en svedig lok hår væk fra panden. Nu skulle jeg bare finde cafe Kito hvor vi skulle mødes. Jeg gik med raske skridt fra parkeringspladsen og ind på den travle gågade. Det summer af sommerliv, folk i lette gevandter og børn med store is der smeltede faretruende hurtigt. Det var otte år siden vi havde set hinanden. Hun ringede en eftermiddag for to uger siden og spurgte om vi kunne mødes.

Cafeen så hyggelig ud, med blå solparasoller og stole med metal snirkler. Der var næsten fyldt op udenfor, hun sad alene ved bordet optaget af sin telefon. Lise lignede sig selv, samme lyse tætte hår og en spinkel kropsbygning. Nu så hun op og smilte bredt. Hun sprang spontant op, da hun genkendte mig.

“Hey lang tid siden” sagde hun og så mig an.

“Ja det er det” jeg smilte tilbage til hende.

Vi gav hinanden et halvhjertet kram, det var som om vi skulle tune ind på hinanden. Da vi sad der ved det lille bord, var akavetheden dog glemt for en stund, indtil hun bragte “det vi ikke snakker om” på banen.

“Kan du huske dengang min søster var indlagt?” sagde Lise pludseligt.

“Ja det glemmer jeg aldrig…skal vi snakkes om det lige nu?”

Jeg kunne mærke en sort sky driver ind over mig, den lovede torden og skybrud.

Hun fortsatte uden at lade sig mærke med at jeg sad og vred mine hænder.

” Jeg ved hun ikke var helt sig selv til sidst, men hun fik virkelig sat den afdeling på den anden ende”

Jeg kunne ikke holde det ud, jeg satte kaffekoppen hårdt ned i bordet.

“Ved du hvad? Jeg vil virkelig gerne drikke kaffe med dig. Men det tog mig år at finde mig selv efter det med din søster”

I det samme kom tjeneren for at se om vi havde hvad vi skulle bruge. Jeg så på ham og det gik op for mig at det var August. En ældre udgave af ham, men han var lige så smuk som jeg huskede ham.

Kort sort hår, brune øjne der kunne charmere de fleste. Han bar den obligatoriske hvide skjorte og den sad perfekt på hans solbrune krop.

“Kan jeg byde de damer på mere?”

“Nej tak jeg er på vej hjem”

Jeg så over på Lise, hun så koldt på mig, alt varmen havde forladt hendes øjne. Hun havde ikke spottet at det var ham, utroligt nok, for de var sammen dengang. Han smilede til mig, jeg var genkendt, skulle jeg afsløre det for hende. Nej den glæde skulle hun ikke havde. Jeg havde glemt hvor led hun kunne være, alle vores gode barndomsminder havde overskyggede det. Jeg sendte et lille smil tilbage til ham.

“Jeg vil gerne betale!” sagde Lise kort for hovedet, hun rodede i sin taske og fandt et kort frem. “Jeg har glemt en anden aftale, jeg må gå” hun rejste sig og glattede usynlige folder på kjolen. Da han kom tilbage med kortet, så jeg hvordan deres blik mødtes. Åhrrr for helvede nu opdagede hun at det var ham, jeg måtte væk. Jeg orkede ikke at vi skulle rippe op i mere gammelt møg.

Jeg rejste mig og smed det aftalte beløb plus det løse på det lille bord. Jeg nikkede kort til ham, men de var allerede faldet i snak. Typisk sådan var det også dengang, hun kunne ødelægge alting.

Jeg havde gået i månedsvis og samlet mod, imens jeg så hvordan andre gik på date. Hver gang jeg samlede mig sammen til det, så var det som om at jeg frøs fast. Så stod jeg der og gloede i stedet for at gå hen til August og spørge om vi kunne mødes til lørdagens halbal. Jeg drømte om ham om natten, hvordan vi stod og dansede sammen i mørket til lyden af “Moon, Stars and Sun” Jeg vågnede altid lige inden han kyssede mig, opfyldt af en tomhed og et savn efter noget som jeg ikke helt vidste hvad var.

En dag i oktober, hvor alt stod i et gyldent flammehav tog jeg mig sammen. Jeg så ham drive væk fra den gruppe drenge han altid hang ud med. Jeg så til begge sider, alle var optaget af snak og frikvarter. Jeg kunne mærke mit hjerte der truede med at hoppe ud af brystet på mig, jeg blev klam i hænderne og tør i halsen. Jeg gik hen imod ham, han så op, de nøddebrune øjne udstrålede en magi der tryllebandt mig.

“Hej Johanne, jeg tænkte på har du lavet den aflevering i dansk?” det var klart at hans blik ville opnå noget.

“Jaaa, den lavede jeg i sidste uge” hvis han troede jeg var sådan en der snød, så kunne han godt glemme det.

“Kunne du måske hjælpe mig, jeg har fået en advarsel, min far bliver rasende hvis han opdager det”

For første gang kunne jeg se en snert af angst i det ellers så selvsikker ansigt. Jeg tænkte hurtigt og det hele var soleklart.

“Ja hvis vi kan mødes til halbal på lørdag?”

Han så på mig og sagde “Det er en aftale”

Jeg gik bort fra cafe Kito, indeni bredte der sig en ulmende vrede, hvorfor skulle hun ødelægge alt hvad der var godt. Jeg kunne stadigvæk huske hvor meget jeg havde glædet mig den dag. Jeg var ude og shoppe med min mor, jeg fik lokkede lidt ekstra penge fra hende og fik købt en helt perfekt blå kjole.

Jeg kunne se mig selv står der i hallens mørke, håret var sat op, makeuppen var lagt og jeg duftede som et helt parfumeri. Jeg fik øje på ham og skulle til at gå derhen. Da jeg så at han ikke var alene, han havde armen rundt om Lise. Alt mit håb faldt ned i mine sko og jeg husker lysten til at kvæle dem begge langsomt. Lige nu var der intet andet at gøre end at gå hjem og drukne sorgerne i en øl.

Jeg husker tiden dengang som sorgløs indtil det skete. Alt blev alvorligt og vi blev voksne på en nat. Det var en af de første fester efter at skolen var startet. Jeg var begyndt at hænge en del ud med Carolina, hun var sin søsters modsætning.

Efter episoden til sommers halbal, har Lise og mig ikke rigtig snakket sammen. Jeg får kvalme når jeg se hende sammen med August. De hænger sammen som ærtehalm, går konstant og fletter fingre og står i hjørnet af skolegården og kysser i frikvarteret.

Alle synes de er sådan et flot par…

Det var ungdomsklubben der stod for festen, så alkohol var no go. Men Carolina og mig havde været forbi hendes onkel og snuppe noget hjemmebrændt sprut. Vi havde købte nogle små sodavand til at blande det op med.

Nu sad vi begge forventningsfulde i den gamle gule bus der skrumlede ind imod byen. ”Jeg glæder mig så meget til festen” sukkede Carolina. ”Ja det bliver for vildt!” sagde jeg, imens mit smil bredte sig op til begge øre. Jeg rettede en lille krøller om bag øret og friskede min læbestift op i mit håndspejl. Det var ved at være mørkt og det regnede på bussens rude.

Endelig drejede den ind på rutebilstationen, hvor den sædvanlig caravan med unge lømler kørte forbi. Fordi de kedede sig en lørdag aften og månedslønnen var brugt. Vi gik ud af bussen, jeg slog den sorte paraply op og Carolina og mig krøb sammen under den for at skåne festtøjet.

”Se der er Malik fra 10. A han er for lækker” hviskede hun til mig. Han gik sammen med en flok drenge fra hans klasse på den anden side af gaden på vej op forbi den gamle Egnsbank. De hujede og gejlede hinanden op.

Alle fra niende og tiende skulle med til festen og det var et efterårets højdepunkter. Vi fulgte glade efter flokken af drenge imens vi fnisende prøver at undgå de store vandpytter. Jeg så bagud og mit humør dalede, der gik de tæt omslynget, helt opslugt af hinanden uden at ænse regnen. Jeg følte en indædt vrede, hvorfor hende og ikke mig?

Jeg knyttede hænderne og borede neglene ind i håndfladerne. Carolina så medfølende på mig og tog armen om min skuldre. ”Drop det, de er ikke det værd. I næste måned har hun en ny…”

Vi gik forbi de store villaer med frugttræerne, hvor vi stjal æbler som små og drejede op ad en sidevej der gik op til svømmehallen og klubben. Vi kunne se de kulørte lamper og høre høj musik der dunkede rytmisk. Forventningen gik som et sus gennem min krop. Carolina forsvandt om bagved nogle høje buske der vokser op ad en høj rød murstensmur, hvor kirkegården lå bagved.

Vi gik ind gennem svingdøren der duftede af popcorn, sodavand og røg fra røgmaskinen der stod over i hjørnet af det lille dansegulv. Carolina rettede på den grønne stramme kjole og hev mig ud på gulvet. Vi skrålede med på sjæl i flammer og glemte alt omkring os. Jeg fik hurtigt varmen og vi danser videre til det næste nummer. Da hun pludselig hive mig tæt på og hvisker i mit øre ”kom vi skal lige udenfor” Vi lusker ud og tjekke samtidig at de voksne ikke holder øje med os. Bagved den høje busk skiftes vi til at drikke af flasken, det smager modbydeligt stærkt og brænder i halsen. Vi ler og tager en tår mere.

Tilbage på dansegulvet er der mange nu og vi hoppede glade rundt. Med et kan jeg se Carolina falder og hamre hovedet i gulvet. Jeg stopper og se forundret og derefter skræmt på den livløse skikkelse. Trægulvet under hendes hovedet skifter farve.Musikken er stoppet, klubbens leder Erling er kommet til og er knælet ned ved siden hende. Hun er bevidstløs, han råber ring 000, imens han begynder på førstehjælp.

Alle står i ring rundt om dem som om det er en cirkusforestilling. Erlings kone Hanne kommer til og beder folk om at bryde op, der er nogen der græder, andre ser bare tomt ud i luften. Lidt efter kan vi høre ambulancens sirene i det fjerne, jeg er sunket sammen på en stol, hvor Hanne kommer hen og lægger armen trøstende omkring mig. Det næste jeg kan huske er at jeg står derhjemme på det bløde gulvtæppe, hvor min mor fortælle at Carolina ikke bliver rask. Jeg græder og bander over at hendes onkel ikke havde hældt det forbandede sprut ud. Lise og mig mødes da vi besøger Carolina på hospitalet. Vi snakker kort imens hun skubber kørestolen med Carolina der sidder og fægter med armene, men afstanden mellem os er for stor.

 

Reklamer

Græskar Lygten

Græskarlygten :

På det store marked var der tæt pakket med mennesker, han gik ved siden af sin mor. Hun bar en ternet kjole der sad klinet til hendes krop. Det røde hår var sat op i en stram knold på toppen af hovedet.

“Mor kan vi købe den der?”

Han pegede med en lille pegefinger på et af de kæmpe store græskar der strålede om kap med solen. “Den er jo enorm hvordan skal vi få den med hjem? Hun så ned på ham over de sorte brille med et stramt drag om munden. Han kunne mærke skuffelsen som sank ned i maven, nu sagde hun nok nej igen. Tårerne pressede sig på, men så hørte han en stemme

“Så tager vi den” Hun snakkede til manden med det blå forklæde.

“Godt valg! Det bliver en flot lygte!” sagde han og så ned på drengen med blå øjne der lyste klart i det krøllede ansigt.

“Jaaa” sagde drengen og så ned i jorden han blev altid forlegen når der var andre end hans mor der snakkede til ham.

“Så må vi skiftes til at bære den” sagde hun og så ned på Johan.

“Ja da” han tog smilende imod græskaret som hvilede tung i hans arme. Det var glat og køligt, fingrene fulgte linierne imens hans små ben kæmpede for at følge med hans mor. Johan sad med det store græskar på skødet i bussen. Han ville hjem nu, så han kunne komme i gang med lygten. Hans mor sagde ingenting, så blot ud af vinduet. De steg ud af bussen og gik gennem den gyldne allé af egetræer, hvor bladene stille dalede ned. Da de kom ind i haven satte mor græskaret på havebordet og sagde

“Jeg laver lige en mad til os, så kan jeg hjælpe dig med lygten bagefter”

Johan kunne næsten ikke vente mere, han prøvede at gynge, men det var ikke så sjovt som det plejede at være. Det var som græskaret kaldte på ham omme fra den anden side af huset. “Johan, jeg er lige her…” Han gik derom og satte sig på plastikstolen og gloede på det store græskar. Det så ud som et normalt græskar, men når han rørte ved det summede det som om det var fuld af energi.

“Nå sidder du allerede der og venter?” I døråbningen stod mor med en bakke med rød saft, glas og forskellige udskærings knive. Hun satte den fra sig og hældte saft op til dem begge, de gav sig i kast med at udhule den og skar et uhyggeligt ansigt frem. Til sidst bar Johan det forsigtigt hen og satte det ved siden af hoveddøren. Da det blev mørkt satte de et fyrfadslys i og gik derefter indenfor for at kunne beundre det ud af køkkenvinduet.

Johan blev siddende der indtil han skulle i seng, han var helt paralyseret af det lysende hoved. Græskaret blinkede til ham og sendte ham et grumt smil.

“Mor, græskaret blinker til mig” “Nej Johan den er ikke levende, det er lyset der flakke i vinden.

“Kan jeg ikke sove hos dig?” Johan så bedende op på hende.

“Nej ikke i aften skat, men jeg kan sidde lidt hos dig” Johan krøb sammen ved sin mors brede hofte. På det lille drengeværelse var der fyldt med lego, både store byer der var samlet med masser af små lego mennesker og kasser med alt det der var skilt af igen. Han gad ikke altid lege med det, kun når Erik, hans bedste ven kom på besøg. Hun listede ud af værelset og slukkede lyset efter sig.

Johan vågnede midt om natten. Han frøs og kunne høre en sælsom hvisken.

“Johan kom og leg med mig”

Han kravlede ned under dynen og håbede at stemmen ville forsvinde… Men den fortsatte sin monotone messen. Nu kunne han også høre en svag banken på ruden. Kunne han mon nå ind til hans mor? Stemmen og banken på ruden fortsatte og tog til, nu sagde en skingre stemme

“Rejs dig op!”

Han blev trukket ud fra dynen og vippede op og stod som en skrækslagen statue, han ville skrige, men det sad fast i han hals. Hans øjne blev kæmpestore af frygt da han så den udenfor vinduet. Dens øjne skinnede vanvittigt og smilet var fyldt med sylespidse tænder. Han ville flygte men kunne ikke, nu rendte store tårer ned over hans kinder. En krogede finger vinkede ham hen og han gik som en zombie hen og lukkede den ind. Det sidste Johan kunne mærke var skarpe tænder der borer sig ind i hans hals og lugten af sød græskar.

Han lå stille på gulvet, græskarmanden skrumpede ind og kravlede stille ned i skoletasken der stod på gulvet.halloween-1805457_960_720

Ungdomsklubben

 

Jeg husker tiden dengang som sorgløs indtil det skete. Alt blev alvorligt og vi blev voksne på en nat. Det var en af de første fester efter at skolen var startet. Jeg var begyndt at hænge en del ud med Carolina, hun var sin søsters modsætning.

Efter episoden til sommers halbal, har Lise og mig ikke rigtig snakket sammen. Jeg får kvalme når jeg se hende sammen med August. De hænger sammen som ærtehalm, går konstant og fletter fingre og står i hjørnet af skolegården og kysser i frikvarteret. Alle synes de er sådan et flot par… Det var ungdomsklubben der stod for festen, så alkohol var no go. Men Carolina og mig havde været forbi hendes onkel og snuppe noget hjemmebrændt sprut. Vi havde købte nogle små sodavand til at blande det op med.

Nu sad vi begge forventningsfulde i den gamle gule bus der skrumlede ind imod byen. ”Jeg glæder mig så meget til festen” sukkede Carolina. ”Ja det bliver for vildt!” sagde jeg, imens mit smil bredte sig op til begge øre. Jeg rettede en lille krøller om bag øret og friskede min læbestift op i mit håndspejl. Det var ved at være mørkt og det regnede på bussens rude.

Endelig drejede den ind på rutebilsstationen, hvor den sædvanlig caravan med unge lømler kørte forbi. Fordi de kedede sig en lørdag aften og månedslønnen var brugt. Vi gik ud af bussen, jeg slog den sorte paraply op og Carolina og mig krøb sammen under den for at skåne festtøjet.

”Se der er Malik fra 10. A han er for lækker” hviskede hun til mig. Han gik sammen med en flok drenge fra hans klasse på den anden side af gaden på vej op forbi den gamle Egnsbank. De hujede og gejlede hinanden op.

Alle fra niende og tiende skulle med til festen og det var et efterårets højdepunkter. Vi fulgte glade efter flokken af drenge imens vi fnisende prøver at undgå de store vandpytter. Jeg så bagud og mit humør dalede, der gik de tæt omslynget, helt opslugt af hinanden uden at ænse regnen. Jeg følte en indædt vrede, hvorfor hende og ikke mig?

Jeg knyttede hænderne og borede neglene ind i håndfladerne. Carolina så medfølende på mig og tog armen om min skuldre. ”Drop det, de er ikke det værd. I næste måned har hun en ny…”

Vi gik forbi de store villaer med frugttræerne, hvor vi stjal æbler som små og drejede op ad en sidevej der gik op til svømmehallen og klubben. Vi kunne se de kulørte lamper og høre høj musik der dunkede rytmisk. Forventningen gik som et sus gennem min krop. Carolina forsvandt om bagved nogle høje buske der stod opad en høj rød murstensmur, hvor kirkegården lå bagved.

Vi gik ind gennem svingdøren der duftede af popcorn, sodavand og røg fra røgmaskinen der stod over i hjørnet af det lille dansegulv. Carolina rettede på den grønne stramme kjole og hev mig ud på gulvet. Vi skrålede med på sjæl i flammer og glemte alt omkring os. Jeg får hurtigt varmen og vi danser videre til det næste nummer. Da hun pludselig hive mig tæt på og hvisker i mit øre ”kom vi skal lige udenfor” Vi lusker ud og tjekke samtidig at de voksne ikke holder øje med os. Bagved den høje busk skiftes vi til at drikke af flasken, det smager modbydeligt stærkt og brænder i halsen. Vi ler og tager en tår mere.

Tilbage på dansegulvet er der mange nu og vi hoppede glade rundt. Med et kan jeg se Carolina falder og hamre hovedet i gulvet. Jeg stopper og se forundret og derefter skræmt på den livløse skikkelse. Musikken er stoppet, klubbens leder Erling er kommet til og er knælet ned ved siden hende. Hun er bevidstløs, han råber ring 000 imens han begynder på førstehjælp.

Alle står i ring rundt om dem som om de er frosset fast til gulvet. Erlings kone Hanne kommer til og beder folk om at bryde op, der er nogen der græder, andre ser bare tomt ud i luften. Lidt efter kan vi høre ambulancens sirene i det fjerne, jeg er sunket sammen på en stol, hvor Hanne er kommet til og lægge armen trøstende omkring mig. Det næste jeg kan huske er at jeg står derhjemme på det bløde gulvtæppe, hvor min mor fortælle at Carolina ikke bliver rask. Jeg græder og bander over at hendes onkel ikke havde hældt det forbandede sprut ud. Lise og mig mødes da vi besøger Carolina på hospitalet, vi snakker kort, men afstanden er for stor.

Halbal

I det samme kom tjeneren for at se om vi havde hvad vi skulle bruge. Jeg så på ham og det gik op for mig at det var August. En meget ældre udgave af ham, men han var lige så smuk som jeg huskede ham.

Kort sort hår, brune øjne der kunne charmere de fleste. Han bar den obligatoriske hvide skjorte og den sad perfekt på hans solbrune krop.

“Kan jeg byde de damer på mere?”

“Nej tak jeg er på vej hjem”

Jeg så over på Lise, hun så koldt på mig, alt varmen havde forladt hendes øjne. Hun havde ikke spottet at det var ham, utroligt nok, for de var sammen dengang. Han smilede til mig, jeg var genkendt, skulle jeg afsløre det for hende. Nej den glæde skulle hun ikke havde. Jeg havde glemt hvor led hun kunne være, alle vores gode barndomsminder havde overskyggede det. Jeg sendte et lille smil tilbage til ham.

“Jeg vil gerne betale!” sagde Lise kort for hovedet, hun rodede i sin taske og fandt et kort frem. “Jeg har glemt en anden aftale, jeg må gå” hun rejste sig og glattede usynlige folder på kjolen. Da han kom tilbage med kortet, så jeg hvordan deres blik mødtes. Åhrrr for helvede nu opdagede hun at det var ham, jeg måtte væk. Jeg orkede ikke at vi skulle rippe op i mere gammelt møg.

Jeg rejste mig og smed det aftalte beløb plus det løse på det lille bord. Jeg nikkede kort til ham, men de var allerede faldet i snak. Typisk sådan var det også dengang, hun kunne ødelægge alting.

Jeg havde gået i månedsvis og samlet mod, imens jeg så hvordan andre gik på date. Hver gang jeg samlede mig sammen til det, så var det som om at jeg frøs fast. Så stod jeg der og gloede i stedet for at gå hen til ham og spørge om vi kunne mødes til lørdagens halbal. Jeg drømte om ham om natten, hvordan vi stod og dansede sammen i mørket til “Moon, Stars and Sun” Jeg vågnede altid lige inden han kyssede mig, opfyldt af en tomhed og et savn efter noget som jeg ikke helt viste hvad var.

En dag i oktober, hvor alt stod i et gyldent flammehav tog jeg mig sammen. Jeg så ham drive væk fra den gruppe drenge han altid hang ud med. Jeg så til begge sider, alle var optaget af snak og frikvarter. Jeg kunne mærke mit hjerte der truede med at hoppe ud af brystet på mig, jeg blev klam i hænderne og tør i halsen. Jeg gik hen imod ham, han så op, de nøddebrune øjne udstrålede en magi der tryllebandt mig.

“Hej Johanne, jeg tænkte på har du lavet den aflevering i dansk?” det var klart at hans blik ville opnå noget.

“Jaaa, den lavede jeg i sidste uge” hvis han troede jeg var sådan en der snød, så kunne han godt glemme det.

“Kunne du måske hjælpe mig, jeg har fået en advarsel, min far bliver sindssygt gal hvis han opdager det”

For første gang kunne jeg se en snert af angst i det ellers så selvsikker ansigt. Jeg tænkte hurtigt og det hele var soleklart.

“Ja hvis vi kan mødes til halbal på lørdag?”

Han så på mig og sagde “Det er en aftale”

Jeg gik bort fra cafe Kito, indeni bredte der sig en ulmende vrede, hvorfor skulle hun ødelægge alt hvad der var godt. Jeg kunne stadigvæk huske hvor meget jeg havde glædet mig den dag. Jeg var ude og shoppe med min mor, jeg fik lokkede lidt ekstra penge fra hende og fik købt en helt perfekt blå kjole.

Jeg kunne se mig selv står der i hallens mørke, håret var sat op, makeuppen var lagt og jeg duftede som et helt parfumeri. Jeg fik øje på ham og skulle til at gå derhen. Da jeg så at han ikke var alene, han havde armen rundt om Lise. Alt mit håb faldt ned i mine sko og jeg husker lysten til at kvæle dem begge langsomt. Lige nu var der intet andet at gøre end at gå hjem og drukne sorgerne i en øl.

Venskab

Jeg havde sommerfugle i maven og det føltes som om jeg skulle noget for første gang. Jeg glædede mig for det var mange år siden vi havde set hinanden. jeg parkerede bilen og steg ud. Det var varmt og jeg strøg en svedig lok hår væk fra panden. Nu skulle jeg bare finde cafe Kito hvor vi skulle mødes. Jeg gik fra parkeringspladsen og ind på den travle gågade. Den emmede af sommer, folk i lette gevanter og børn med store is der smeltede faretruende. Det var otte år siden vi havde set hinanden. Hun ringede en eftermiddag for to uger siden og spurgte om vi kunne mødes.

Der var cafeen, med blå solparasoler og stole med metal snirkler. Der var næsten fyldt op udenfor, hun sad alene ved bordet optaget af sin telefon. Hun lignede sig selv, samme lyse tætte hår. Nu kikkede hun op og smilte bredt og sprang op, da det gik op for hende at det var mig.

“Hey lang tid siden” sagde hun og så mig an.

“Ja det er det” jeg smilte tilbage til hende.

Vi gav hinanden et halvhjertet kram, det var som om vi skulle tune ind på hinanden. Da vi sad der ved det lille bord, var akavetheden glemt, indtil hun bragte “det vi ikke snakker om” på banen.

“Kan du huske dengang min søster var indlagt?”

“Ja det glemmer jeg aldrig…skal vi snakkes om det lige nu?”

Jeg kunne mærke en sort sky driver indover mig, den lovede torden og skybrud.

Hun fortsatte uden at lade sig mærke med at jeg sad og vred mine hænder.

” Jeg ved hun ikke var helt sig selv til sidst, men hun fik virkelig sat den afdeling på den anden ende”

Jeg kunne ikke holde det ud jeg satte kaffekoppen hårdt ned i bordet.

“Ved du hvad? Jeg vil virkelig gerne drikke kaffe med dig. Men det tog mig år at finde mig selv efter det med din søster”

Da mor var dreng

Godnathistorie:

 

Da jeg var barn sagde min mor altid :

“Da jeg var dreng” Så grinte hun højt og hæst og fortalte en historie fra Arkonagade på Vesterbro, hvor hun slog sine folder som lille pige.

Men det her er historien om en lille pige, der boede i en by så lille, at folk ikke kunne finde den. Den bestod af små etplanshuse omkring en landevej og på den ene side lå der en kirke med udsigt over fjorden. Når man drejede ned af en af sidevejene, så lå der noget der for mange år siden havde været en skole. Derude på den anden side hvor der blev langt imellem husene, der lå gårdene.

Jeg boede på en af de gårde, derude hvor det blæser 362 dage om året, hvor vidueskarmene blev dækket af tynd lag sand og det er surt at være ørebarn.

På vores gård var der altid noget jeg kunne tage mig til, min far var hestehandler og selvom vi var flyttet hertil for at han skulle skære ned på bedriften. Så gik der stadigvæk tyve islænderheste på markerne der lå omkring gården. Derudover var der fem jyske heste, tre samojedespidshunde, et æsel, en ged og selvfølgelig gårdkatte der kunne spise mus. Der var også dyr der kom og gik, fordi min far handlede og byttede på livet løs. Min far var en ældre herre, han havde gråt glat hår og en stort gråt skæg som han havde anlagt af forfænglighed efter en blodprop havde gjort hans ansigt en smule skæve. Jeg var som helt lille vant til spørgsmålet ;

“Er du på tur med bedstefar?” Hvorpå jeg trodsigt svarede “Nej det er min far!”

Når jeg ikke hjalp til på gården, var jeg sammen med mine veninder.

Vi måtte alt, men af og til gik det galt, for det vi fandt på lidt for farligt…

Engang fik vi kik på vores bliktag på stakladen, det havde nogle rigtig fine plader, og ved siden af laden var der et træ, så det var nemt at klatre derop. Vi blev hurtigt enig om at det var den perfekte rutsjebane.

Vi klatrede højt op på toppen og gled med fuld fart ned, ledsaget af høje hvin og grin.

Min grønne bukser blev tyndslidt i løbet af ingen tid og totter af det hvide for stak ud. Bedst som vi legede og havde det sjovt så stod min far der. Hans blå øjne lynede og hans stemme var som torden i vores øre. Vi klatrede slukøret ned og blev små, imens han bestemt forklarede at taget ikke var en legeplads. Vi kunne falde og slå os slemt, men lige så gal han kunne blive, lige så hurtigt var han god igen.

 

Fantasy festival Esbjerg part 2

Nu er det søndag og jeg sidder tilbage fuld af indtryk fra en sjov og indholdrig lørdag. Som altid når jeg er sådan nogle steder går jeg lidt i panik, for jeg vil gerne være alle steder og se det hele. Det ved jeg godt man ikke kan, men min krop glemmer det.

Udsmykningen på bibliotektet var virkelig flot og de utrolige mange stande der var med bøger, rollespil, tegneting og andet fatasy grej var virkelig flot sat op. Min datter på otte år hyggede sig meget med at gå rundt og kikke og vi så både en prinsesse i en gigantisk gul balkjole, en ridder i rødt med en kæmpehjelm og så var der den magiske bod med kandiserede æbler som der kaldte på at blive spist.

Vi fik lavede fantasykunst og hørt et skønt fordrag med Jan Kjær, hvor han fortalte om hans rejse til at bliver forfatter og tegner. Han gav også fede tegnetips og var rigtig godt til at indrage børnene så de kom op og var med til at tegne.

Mai fik købt en god pensel og en normerbog og jeg købte en bog af Susanne Pedersen der hedder Experimentet som er en nutid fantasy historie.

Jeg er startet på den og er allerede fanget i den verden Susanne har sat hendes HP i.

Jeg glæder mig meget til at læse videre. DSC_0971

Fantasyfestival Esbjerg

Så blev det endelig lørdag, har glædet mig hele ugen til den her dag. Jeg har aldrig været til en fantasyfestival så mine forventninger er store. Jeg har næsten holdt count down sammen med min datter på 8 som også skal med.

Vi har ikke lagt planer for dagen, bortset fra et enkelt indslag vi skal hen og se Jan Kjær tegne, ellers glæder jeg mig bare til at møde en masse dejlige mennesker og få en masse ny inspiration til mit eget krøllede univers.

Jeg tog også lidt visitkort med for siden her i håb om at få delt et par stykke ud 🙂

Hvis du ikke kender til fantasy festival så kommer der lige et link her :

http://fantasyfestival.esbjergkommune.dk/forside.aspx

DSC_0244

 

 

 

 

 

Efter nattens jagt …

Jeg er så glad for at i har lyst til at læse med, så her får I en lille bid af hvad jeg skriver på for tiden:

Det her er en lille del af historien om Gaya og hendes dunkle univers:

Det har regnet, store tunge dråber falder som en gave fra himlen. Jeg er endnu engang vendt hjem efter en urolig nat med blod i mundvigene. Trætheden får mine muskler til at værke og mine bevægelser er langsomme som en zombi. Regnen forvandler mig tilbage til min menneskekrop, dråberne triller langsomt nedover mig. Det er som om himmelen græder sammen med mig. Hvorfor var hun væk? Hvad var der sket? Onkel Petre havde fejet mig af, da jeg snakkede med ham i går. Han sagde at politiet havde styr på det. Det var bare et uheldig sammentræf og lige nu ville de ikke efterforske det.

Forandring

Alting forandre sig:

Det bliver efterår og verden over mig er sindsygt blå.

Æbletræer står med røde æbler, de er prinsessepink.

Når jeg tager en bid breder der sig en sødmefyldt eksplosion i min mund, jeg føler et øjebliks lykke.

Sommeren er forbi, jeg ved det, jeg bliver vedmodig.

Alting forandre sig måske til det bedre?apple-1873078_960_720