Kategori: Skriveskolen 2015

Den Blå sofa

Det var lørdag, Tine og Gert havde begge fri fra job, de havde ikke Gerts børn denne weekend.

Så weekenden stod åben for alt. Udenfor strålede solen ned fra en september blå himmel. Træerne stod i skarp kontrast, med røde, gule og brune farver.

Tine stod i stuen og kikkede på den brune sofa.

”Gert ” sagde hun kælent, ”ja min skat” sagde Gert da han kom ind i stuen. ”Gert kan vi ikke godt køre hen og kikke på en ny sofa, den her passer ikke, i forhold til feng shui bogen” Gert kikkede på hende, og sagde med en overdreven glad stemme ” Jo da, skal vi køre nu”

Så kørte de af sted i Tines lille Toyota Yaris . Senere stod de inde i butikken og kikkede på sofaer. ”

“Jeg elsker farven blå” udbrød hun glad, da hun så den koboltblå sofa. ”Ja skat jeg elsker også blå” udbrød han. Butikken var fuld af mennesker, og de havde kikket på sofaer, i 3 stive timer. Nu stod de ved sofaen imens Blue (Da Ba Dee) spillede i radioen med Eiffel 65.

Tine begyndte at fortælle om alle de gode egenskaber blå havde.” Det er forbundet med dit hals chakra, og hjælper med at tale og høre, og hjælper til åndelig kommunikation”. Gert nikkede, “det var altid så rigtig hvad Tine sagde” tænkte han.

http://www.farvernesbetydning.dk/chakra-farver/

Hun var altid så forklarende, mild og god, aldrig højtråbende.

De var næsten altid enige, næsten altid. For i det samme så Tine, at Gerts opmærksomhed, blev fanget af noget helt andet. Nemlig damen der stod ved siden af en enorm grøn lænestol.

Hun strålede.

Hun var smart klædt, med lange støvler, tætsiddende sort nederdel, og figursyet jakke. Hun sendte flirtende blikke til Gert, hun havde helt grønne øjne.

Gert fik det der svømmende blik i sine øjne. Tine kendte det alt for godt, og hun kunne mærke raseriet boble indeni.

Før hun viste af det, var Gert på vej væk fra hende. Det var simpelthen løgn, nu var de endelige kommet i Ikea. Nu stod han der og flirtede med en anden dame igen.

Nu var det nok, hun strøg hen og greb ham i kraven, og slæbte ham igennem butikken. “Jamen Tine dog” fremstammede Gert vi havde jo aftalt, ”Ja og nu kan det være nok” vrissede Tine.

De diskutere højlydt udenfor butikken, imens folk omkring dem, så måbende til. ”Du lovede at vi kunne køre i Ikea uden ballade” vrælede Tine ”

“Jamen Tine pigen da, vi har jo et åbent forhold, det er bare en proces” råbte Gert igen.

Ti minutter senere stod de igen, foran den smukke kobolt blå sofa. ”Skat skal vi købe den?” De kikker forelsket på hinanden. ”Jamen min søde skat det skal vi da”

Reklamer

Den mystiske nabo

De havde boet dør om dør igennem flere år, hun havde altid synes han var en sjov fisk.

Han var ikke blevet mindre mærkelig med årene. Han boede alene med sine fugle. Men gik ned og hjalp den ældre dame på 1 sal. Hun ville ikke havde hjemmehjælp. For hun var blevet gal på dem fra kommunen.

Så nu kom den søde unge mand, som hun havde omtalt ham i avisen. Han hjalp hende med alting.

Når jeg kikkede på ham, havde jeg svært ved at se en sød ung mand. Men fair nok, en ældre dame der havde brug for hjælp, så for hende var han jo nok det.

Der gik historier om ham, den anden ældre dame i opgangen, havde været på kant med ham. Hun havde truet med politiet, fordi han snakkede grimt til hende. Så nu snakkede de ikke sammen.

Et par gange om ugen, så hun ham vandre afsted, til byen.

For at handle ind til ham selv, og sikkert også til den ældre dame.

Om sommeren, i umage shorts, og mange farvet strikke trøje, afsted med en indkøbskurv på hjul.

Hun mødte ham af og til, på trappen i deres opgangen, hun synes altid hun sagde pænt hej til ham.

Han blev mere og mere mærkelig overfor hende, når hun mødte ham på trappen. Han kikkede nærmest lidt skulene på hende, og hun forstod ikke hvorfor.

Hun havde da husket at låse kælderdøren, de havde ryddet op i deres fælles kælderrum, og kæresten tørrede da også kaffe op. Hvis han spildte det ned af trappen, om morgenen på vej på job.

Til sidst vendte han sig nærmest om, hvis de mødte hinanden på trappen. Han ignorede hende fuldstædigt.

Indtil en dag hvor han pludselig begyndte at skælde hende ud, hun stod helt målløs, for hun viste slet ikke hvad han var gal ovre.

Hun kunne jo nok forstå, at han hørte rigtig dårligt. Så hvis hun sagde hej til ham, så måtte hun sige det så højt, at han kunne høre det.

Ellers kunne hun bare lade vær med at hilse på ham!

En dag lagde der et brev uden en kuvert i hendes postkasse, hun foldede den ud, den var fra naboen. Der stod: Lad os droppe formaliteterne, og lade være med at hilse på hinanden det virker så falsk hilsen naboen.

Hun viste faktisk ikke om hun skulle blive bange for ham, eller og hun skulle grine af det. Hun havde prøvet så mange skøre ting, og mødt mange mærkelige mennesker gennem tiden. En gang da hun var yngre havde hun glemt at låse døren, efter en bytur, også var der en mand der var fulgt efter hende. Han var listet ind i opgangen, derefter ind på hendes sofa. Hun havde vågnet ved at hun drømte at der var nogen der snorkede. Det var så virkelighed, og hun styrtede ind til naboen. De ringende til politiet, og fik den meget fulde mand, ud af lejligheden.

Tilbage til den mærkelige nabo, hun gemte brevet bare i tilfælde af at han nu fandt på mere. Hun lyttede inden hun gik ud af døren. Hvis hun kunne høre døren på den anden side gå, ventede hun lige til han var gået ned.

Engang imellem blev hun nød til at gå ned på samme tid som ham, hvis hun skulle nå noget til en bestemt tid. Luften var ligesom is, hvis de begge var i opgangen. Hun viste ikke hvor hun havde ham henne, hun var meget glad for at hun ikke boede alene.

Hun snakkede med den ældre dame, som han havde haft en konflikt med. Han havde faktisk truet hende på livet. Det viste sig at hun havde haft mistænkt ham, for at være den blotter, der havde floreret i nærområdet. Hun havde meldt hendes mistanke til politiet. Men de havde sagt at der ikke var noget bevis.

Hun havde stillet spørgsmålstegn, til det forhold han havde til den ældre dame, som han hjalp i opgangen. Måske havde hun vendt det med politiet, det var jo nærliggende.

Månederne gik, og der skete ikke mere, en dag begyndte han pludselig at sige hej igen, og hun råbte hej så højt hun kunne hver gang.

For hun skulle da være helt sikker på, at han kunne høre det.

Strikkeklubben

Det var lørdag, Johanne skulle til møde hos strikkeklubben Rokken, som hun havde fundet på nettet. Det var hendes første møde, hun glædede sig meget.

Hun havde snakket med folk fra klubben i flere måneder over nettet. Så hun følte næsten at hun kendte dem. De havde udvekslede gode råd, opskrifter, livshistorier, og deres dagligdag.

Hun kørte afsted i sin lille Fiat Uno, hun havde pakket strikketøjet, hjemmebagt kanelkage, og en gang hønsesalat til deres frokost. Turen gik godt, afsted på motorvejen imod Århus, og hun fandt vejen, og kom lige til tiden.

Hun blev mødt af en dame i 50erne, som hun genkendte som Uld-Mette, hun hed i virkeligheden Mette Hansen, men elsker uld, og så blev navnet uld-Mette skabt. ”Kom ind, jeg sidder lige og strikker bagstrik”

Johanne som var ny ud i kunsten at strikke, ville da gerne høre var det var for en slags strik. Så skreg Mette af grin, ”jeg trævler op fordi jeg har strikket forkert”

Johanne grinte med, så var isen brudt, de snakkede som to gamle veninder. Lidt efter lidt dukkede der flere damer op, de hilste hjerteligt på hinanden.

For nogen var det første møde.

Men det føltes hurtigt, som om de alle kendte hinanden. Om det var den fælles passion for håndarbejde, eller bare folk der lige faldt i hak.

Men snakken gik lystigt, der blev spist, drukket kaffe, grinet og strikket. Der var en lille dame, der hed Dorit, hun fortalte på godt jysk. At hun havde berettet for sine 2 store børnebørn, at hun skulle til møde med en flok rokker i dag. De havde straks været helt oppe på mærkerne, ” jamen mormor er det nu klogt? Du ved da ikke hvad de kan finde på” De var straks helt oppe på mærkerne, ”er det nu klogt mormor?

Havde den ene sagt og set bekymret ud. Så brød de sammen af grin, da det gik op for dem, at det var hendes strikkeklub, som hed rokken. Der blev fortalt flere sjove historier, og stemningen var høj, ” så nu er det tid til kage” sagde Mette. Alle langede til kagen, og roste det til skyerne.

Pludselig udbrød Linda, der er noget jeg må fortælle jer, måske vil i aldrig se mig efter denne dag. ”ja ja ” sagde Dorit ” hvor slemt kan det være?” ”Jeg har jo arbejdet som hjemmehjælper en del år ved i nok, der var mange syge og gamle sjæle.” ”Jeg har dræbt 10 mennesker igennem den tid, jeg er seriemorder.

”Men de var jo syge og trætte af livet, så jeg ser mig selv som dødens engel, der gav dem fred”

Der var helt stille i rummet, det var som om en engel gik igennem stuen. Så brød Mette stilheden ” som søster i rokken kan jeg godt holde på en hemmelighed, er alle med?

Alle rakte de hånden op, undtagen Johanne…

” jamen du har jo begået mord, det kan man da ikke”

Mette så meget utilfreds ud, hun var ikke vant til at der var nogen der sagde hende imod.

Hun havde kendt Linda igennem mange år, hun var jo en god dame, seriemorder eller ej. Johanne tænkte ” du er godt klar ovre at du sidder sammen med en ti dobbelt seriemorder. Nu er nok ikke det bedste tidspunkt at ytre din mening.

Dorit sagde ” jamen vi må da kunne finde en løsning på alt det her rod?” Der var igen helt stille.

Denne gang rakte de alle hånden op, og således gik det at en seriemorder, findes den dag, i dag.

I en strikkeklub derude, i det jyske land.

Skytsånden

Jeg var engang et menneske, hvor længe siden det er ved jeg ikke. Tid betyder intet for mig nu. Jeg er fanget her imellem de to verdener, hvordan jeg kommer videre, det ved jeg ikke.

Jeg har glemt hvordan jeg var som menneske.

Nu ser jeg på dem, de spænder afsted. De har meget de skal nå, de har ikke nok tid, de elsker, de tænker, de slår sig, de sover. De står op, arbejder, lever, leger og går i seng. Dagen efter starter de forfra.

Finder en partner, får børn, realisere sig selv, finder en ny partner, får børn.

De ser sig selv som kloge, de ved bedst, de er jo mennesker. Det er dem der har magten. Men ikke når der sker ting de ikke har magt ovre, så bliver de små. Når døden haler ind på dem Når den kommer total uventet.

Når moder Jord går amok i tsunami, jordskælv eller oversvømmelser. Når deres menneskelige krop, ikke fungere, så bliver de mindet om hvad og hvem de er.

Her er det så jeg kommer ind i billedet, fordi jeg har et hverv, her i den paralle verden. Jeg er en skytsånd, jeg passer på dem, der ikke skal afsted til den anden side endnu.

Der er nok at lave, menneskerne har jo travlt, så de ser ikke alle de fare, der er omkring dem hele tiden. I dag har jeg sørger for at en dame, ikke kørte ind i en anden bil, da hun kørte igennem et nyt ukendt vejkryds. Senere fik jeg en far til at hive hans datter hurtigt op af vandet, da hun faldt i vandet, i et udendørs vandland.

“Se far der er vand”

“ja der er vand” siger far.

Vand, sjovt, tænker den 3-årig uden tanke for at det er farligt.

Med sin far i hælene skal alt undersøges.

Her løber vandet, her sprøjter det mig i hovedet, her er vådt, her er tørt. Pjask pjask vand er sjovt.

Faren løber efter ” ikke så hurtigt, du leger hurtigere, end jeg kan rende”

”Se far grave vand, skovl, grave vand, nå min skovl.”

“HOV!”

“Vand er vådt, så flyder jeg, nej under vandet, jeg vil op NU.”

“Hov hvem er du ?”

“Du skal ikke være bange, jeg passer på dig, jeg er din skytsånd.”

“Jeg kommer, når du kommer galt af sted.”

“Jeg vil op til far nu !!”

“Okay min ven, du kommer op til far, pas nu godt på vandet fremover.”

“Op med dig, du må ikke gå så tæt på kanten !”

Faren trykker sin driv våde datter ind til sig, hun græder, han synes det er den bedste lyd han nogensinde har hørt !

“Så så, du faldt i vandet, du er ok, nu finder vi tørt tøj til dig.”

“Far jeg vil hjem nu!”

Her tager moren over, giver kærligt  pigen tørt tøj på, imens faren henter en is, og de køre hjem.

Ulykken

Det var sommer, og ferien nærmede sig. Britta ringede til Hanne, ”Hej Hanne, hvad så er du frisk på Roskilde i år, jeg har kørelejlighed, det hele er på plads, er du med? ”

”Jo da jeg er klar, chefen har givet fri i 3 uger, så er der også en uge til at hvile ud bagefter” Hanne grinede højt og Britta lo med. ”Så er det en aftale, jeg ringer lige til drengene ”

Det var den første store festival hun skulle til, hun glæder sig som et lille barn. De var seks der skulle af sted, de havde skaffet telte, og havde hentet øl og sprut i Tyskland, de var klar på fest. Endelig kom dagen, humøret var højt, der var sjov og flirt i luften.

Klaus skulle køre derovre, han havde haft kørekort længst, og var god til de lange ture. Jonas sad foran sammen med Klaus, Sigurd, Hanne og Britta sad omme på bagsædet. Snakken gik livligt i bilen, de hørte musik, spise chips og slik. De ankom til Hundested kl. 13.15 for færgen gik kl. 13.30, og de ville godt nå ovre så de kunne slå telt op inden det blev mørkt.

De havde valgt færgen fordi det var den billigste vej, og som lærlinge var pengene små. Hanne elskede turen ovre med færgen, at kunne gå ude på dækket, nyde vinden i hovedet, en smøg, at kikke på bølgesprøjtet der slog op af færgen.

Da hun kom ind havde Klaus bestilt noget burgersnask til dem alle sammen, Jonas kæftede op ”det er altid så fandens dyrt” Klaus grinede bare af ham. Men han var også den der havde en ekstra tjans på fiskefabrikken, så han havde flere penge end de andre. Tiden gik, og færgen lagde til kaj, de kørte fra bord, ud på den sjællandske landevej.

De kørte et par timer med høj musik, de ankom til Roskilde, og det var begyndt at regne.

De parkerede bilen. Fandt stedet hvor de kunne indløse deres billetter til armbånd. Derefter gik jagten ind på en god teltplads. Det var koldt og de fandt de varme trøjer frem, ” Sådan er festival livet grinede Klaus, det skal drikkes væk”

Jonas, Sigurd, og Klaus delte telt, og havde en voldsom diskussion om hvordan det skulle samles. Hanne og Britta havde valgt et meget lille og nemt telt. Så de var hurtig færdige, og satte sig med en kold pilsner, og kikkede på drengene, imens de kom med gode råd. ”Så er det nok ”råbte Jonas. Klaus og Sigurd kikkede forundre på ham, ” det er da fandens som du tager på vej, hvorfor er du så sur?” ”Sådan et par tøser har da ikke forstand på at sætte telte op” Hanne kikkede overbærende på ham og sagde ” Nej 10 år i de grønne pigespejder tæller nok ikke”

Så gik hun ovre og samlede stængerne lynhurtigt, imens drengene så måbende til. Så snakkede de ikke mere om det, de satte sig og fik knappede nogle øl op, og tændte for ghettoblasteren. Losing my religion med REM bølgede igennem luften, der var dømt hygge.

Dagene på festivalen gik hurtigt, de blev hurtigt delt lidt op, nogle sad i lejren og hyggede. Men Britta gik målrettet afsted hver dag for at høre musik.

Hun var på vej hen for at tjekke et nyt band ud, da han pludselig sad der nærmest midt i det hele. Han lyste nærmest op, som han sad der. Med langt lyst hår, og gyldenbrune krop. Han sagde ”Hey” på engelsk, men hun kunne sagtens høre at det var med tysk accent.

Hun satte sig ned, og det var som om de kendte hinanden. De snakkede om hvem de var, og hvor de kom fra. Så tog de hen og hørte musik sammen, hun følte sig nærmest lykkelig. Da hun sad der på hans brede skuldre, for at hun kunne se scenen lidt bedre.

Dagen gik og de gik hver til sit, med løfte om at mødes den næste dag. Dagen efter var en af de sidste dage på festivalen, det var som en heksekedel, og stemningen var på kogepunktet. I dag var dagen hvor Perl Jam skulle spille, det blev så stort. Britta var faktisk ikke så stor fan, og der spillede et andet godt undergrundsband som hun godt ville høre. Hun stod op med de andre i lejren, og gik rundt med dem og hørte bands i løbet af dagen.

Aftenen kom,den lyshårede fyr, som hun havde mødt dagen før, var ingen steder. De havde varmet op med øl og andet godt i løbet af dagen. Skæbnen ville at hun var tættere på Perl Jam koncerten, end den anden koncert. ”Fuck det ” vi tager Perl Jam.

Der var tæt af mennesker, rigtig mange mennesker, ”Pokkers” hun skulle tisse, over i kø på toilet, ”så jeg når det lige inden de starter” tænkte hun. Hun kunne ikke komme op foran, men hun kunne se storskærmen.

Så bragende musikken udover orange scene, og folk gik amok. De hoppede,danser, som var deres sidste time kommet. Pludselig sker der noget, forsangeren står stille på scenen, han råber og vifter med hænderne.

”HVAD SKER DER” tænker jeg, det er galt det her. Der er tumult foran scenen, forsangeren giver op og sætter sig på scenen. Der går lidt tid, paniken breder sig,hvad sker der? spørger folk.

Pludselig går en anden mand på scenen, det er festival formanden, han siger at der er sket en frygtelig ulykke. Der er nogen der er døde, de ved ikke hvor mange endnu. Verden står stille! Det er som om hele festivalen pludselig er gået i stå. Brittas første tanke er hvor er de andre, hun finder dem heldigvis hurtigt. De krammer hinanden, og er glade for at de er i god behold.

Til minde om de 9 mænd der døde under Pearl jam koncerten på Roskilde festival 2000

Skovpigen

Da jeg var en lille pige drømte jeg om at bo i den store skov, jeg ville havde en hytte eller en god hule, og jeg skulle bygge det hele sammen med mine bedste venner. Hver dag ville vi tage på eventyr, ud i skoven, gå på opdagelse, leder efter dyrespor, kikke på bær og svampe, og 1000 andre ting. Vi ville klatre i høje gamle træ, og flette tov så vi kunne gynge mellem grenene.

Om foråret ville vi bade i seng af anemoner, og nippe til skovsyren, der ligger som et tæppe på skovbunden. Om sommeren ville vi bade i åen, lege vandkrig. Fange små fisk, for at kikke på dem, og sætte dem ud i vandet igen, så de kunne svømmer vidre ned af åen.

Når efteråret kom samlede vi nødder, tørrede svampe og frugter, badede i kæmpe dynger af blade. Gøre vores hjem klar til vinter. Nå sneen så faldt, tungt og tykt, pakkede vi os ind i uldundertøj, store jakker, overtræksbukser, varme sokker og støvler. Vi var klædt på til kamp ! Inden vi alle var kommet i tøjet, ville sveden stille løbe ned af ryggen, som på en varm sommerdag. Men ude i den friske luft ville alt være godt.

Vi ville vælte hinanden rundt i sneen, og vaske hinanden, falder udmattet om, og lave sneengle. Vi ville bygge snemænd så store som huse, snehytter der var en dronning værdig. Nå vi så var trætte, rødkindet og godt forfrossende ville vi vende næsen hjem.

Så gik vi hjem og drak varm the med gedemælk og honning, vi havde nemlig en ged der hed Maren. Men det er helt anden historie. Vi spiste brød med marmelade af sommerens bær. Vi fandt alle vores tæpper og dyner, og puttede os, og fortalte sjove historier. Vi fortalte de gamle røverhistorier, og fandt på nye.

Når dagene blev for lange, og krop og sjæl skreg på at komme ud. Fandt vi kælke og ski frem, vi ville susse ned af bakkerne, med råb og skrig, nærmest med døden som indsats. Føelsen af at man suse afsted, med vinden blæsende ind i hovedet, og huen trukket godt ned i panden. Sommerfugle i maven, og angsten snigende om hjørnet, for at undgå det næste træ. Imens vi ville lokke hinanden på en lidt vildere vej, med imellem træerne.

En dag ville vi kikke ud af vinduet, og se sneen begynde at tø, høre vandet piple udenfor. Høre fuglene synger mere lystig. Se en smule af det grønne græs titte frem, der ville bliver længere og længere imellem snedyngerne. Nu viste vi at foråret endligt var på vej igen.