Gaya og Martin

tic-tac-toe-1777859_960_720Det her er en lille bid af en historie, jeg skrive på lige nu, den handler om Gaya. Temaet i dette afsnit er mobning og kærlighed. Andre dele af historien kan findes under:

Forandret

Hævn

Ordene føltes som en spydspids mod hendes krop, hvor hendes panser prøvede at få dem til perle af som regn på et bliktag. Det sved i øjnene og hun måtte tage sig sammen for ikke at græde.

Hun kunne stadigvæk huske sætningen, den var mejslet fast i hendes hukommelse.

”Vi er to steder i vores liv lige nu”

Hvad fanden betød det? Bare fordi der var fem år imellem dem, hun havde altid tænkt det som en undskyldning fordi han faktisk ikke brød sig om hende. Han var bare kommet i tanke om det for sent. Vidste han hvor meget han sårede hende første gang? Hun troede det ikke, han havde travlt med at komme videre.

Da hun havde mødt ham første gang havde det været en forsigtig ungpigeforelskelse, som slet ikke var gengældt, han var ældre og var et andet sted i hans liv.

Nu stod han der foran hende, og var blevet ældre, smukkere, og han mindede hende lidt om Bruce Springsteen, som han stod der gyldenbrun med mørkt uregerligt krøllet hår. Han havde helt sikkert trænet, for hun huskede ham som ret spinkel da de mødtes første gang. Han så på hende med bløde brune øjne og sagde

“Er det ikke? Hold da op…”

Hun kunne se i hans blik at han kunne lide hvad han så og hun nød det.

Lige nu havde hun glemt alt om fortiden.

Hans stemme var blevet dybere og den rørte noget i hende, noget hun ikke kunne sætte ord på. Samtidig blev hun distrahere af hans duft, han duftede lidt af mos og duften af skovbunden når det lige har regnet.

“Hej, længe siden…”

Hun overvejede et kort øjeblik at stikke af, det var for svært at stå foran ham igen.

Han så lidt undrende på hende, lagde hovedet på skrå og sagde

“hvad går du og laver?”

“Jeg læser på Universitet her i Århus, hvad med dig?”

“Jeg er ved at tage en bachelor i biologi, jeg mangler bare et år, så er jeg færdig”

“Spændende, hvad skal du så?” han så på hende og rykkede lidt tættere på. Hun kunne fornemme varmen fra hans krop.

“det ved jeg ikke endnu, måske ud og rejse”

Der opstod en pinlig pause imellem os og vi fik begge pludseligt travlt

“Klart, hyggeligt at møde dig, jeg tænkte på? Vil du mødes en dag?”

Der opstod igen en kort pause. Det eneste man kunne høre var lyden af handlende mennesker og baggrundsmusik.

“Jo her er mit nummer, så smider du bare en sms”

“Ok vi ses”

Han vendte ryggen til og gik videre, hun havde lyst til at løbe efter og kaster sig over ham. Hun beherskede dog trangen og gik videre hen til køledisken med kød. Hun så ned på de lange rækker af sorte foliebakker. Hun levede som vegetar, en ide hun fik da hun var teenager. Men nu stod hun og så på metervis af rå dyr skåret i stege og kogevenlig stykker og fik mundvand. Hvorfor hun pludselig havde lyst til kød, forstod hun ikke. Indeni var hun fyldt med modstridende tanker, men trangen var for stærk og trods pengene var små, røg der bøffer i kurven.

Hun kunne næsten smage det rå kød, den metalliske smag, hun så sig omkring, bare der ikke var nogen der havde set hende. Det gik op for hende at hun nærmest havde lagt hen over køledisken for at udse sig den bedste bøf. For fanden da, ud af øjenkrogen så hun en krumbøjet ældre dame med rollator tusse afsted imens hun mumlede

“ungdom nu til dag de har ingen hæmninger”

Gaya skyndte sig op til kassen, det var Tita der sad der, hun overvejede om hun skulle gå tilbage og lede efter en ting mere og så tage den anden kasse. Nej hun skulle ikke bestemme over hendes liv, hun så at Tita havde et stort plaster på halsen og Tita sendte hende et blik der var koldt som sibirisk kulde. Hun slog beløbet ind og sagde mekanisk

”God dag”

Gaya sagde ikke noget, hun gik ud af butikken, heden føltes som et slag med hammer, hvorfor købte hun ikke en flaske vand? Gad vide om Tita vidste hvem hun var nu? Hun troede det ikke. Tita havde set syg ud, bleg, slet ikke så kæk som hun plejede at være.

Det frydede Gaya. I alt den tid hun havde opholdt sig på skolen, gjorde Tita alt for at ødelægge det for Gaya. Hvorfor vidste hun ikke helt og dog? Der gik rygter om at Tita kom fra en familie med en masse problemer og flere gange havde boet udenfor hjemmet. Men det gav da ikke ret til at være en so. Gaya var begyndt at tjekke alting to gange, for at være sikker på at der ikke var pillet ved noget. Titas mobning gik lige fra uskyldige ting som at hælde salt i hendes vandflaske til at komme mad i hendes jakke, så den lugtede som en glemt skraldespand her i varmen. Udover det var tonen altid hård og en hver lejlighed til at nedgøre Gaya foran andre var en fryd for hende.

 

 

 

 

 

 

Reklamer

Ikke denne gang… Knust is.

Så er “Knust is” sendt afsted.

I marts måned sendte jeg min novelle ud og flyve, nu er den vendt hjem igen. Desværre blev jeg ikke en ud af de 31 tekster der blev valgt til “Lige under overfladen 13” Stort tillykke til dem der kom med, specielt Stephanie Fjeldsø Fischer som jeg har fulgt på sidelinien.

Men er glad for at prøve science fiction af, for at se om det var noget jeg havde lyst til at skrive mere af.

Hvad synes du om science fiction?

Hævn

Det her er en forsættelse af en skriveøvelse på “Den nye skriveskole” foråret 2018 Den her handler om stemninger. Læs skriveøvelse 1 her : Forandret

Tiden står stille, jeg lader min ru tunge glide rundt i munden. Mine tænder er blevet syle spidse og jeg har en underlig kløe i huden. Jeg kan fornemme blodet der bruser i mine årer. I min brystkasse hamre mit hjerte som et godstog med overlæs.

Mine tanker vender tilbage til kantineepisoden, hvorfor skal hun være så ond? Jeg kan mærke min næse vibrere og gangens dufte forstærkes. Jeg snuser ind, lugt af gulvsæbe, toilet i nærheden, en sød dunst bølger imod mig. Først kan jeg ikke genkende den, så går det op for mig at det er hende. Jeg overvejer at springe væk, flygte fra det onde blik. Men instinkterne holder mig tilbage. Det går op for mig at jeg er en anden nu. Hun kan ikke tryne mig mere. Jeg føler styrken der blusser op i mine lemmer. Den søde svedlugt bliver mere intens, hun må være tæt på. Der er øredøvende stille, alle er til undervisning. Mon hun pjækker igen? Måske skulle jeg sørge for at hun fremover passer sine ting og er god ved andre. Nu er hun tæt på, jeg bliver spændt op som en flitsbue. Hun kommer rundt om hjørnet og ligner en der har tabt underkæben, da hun ser mig siddende der på bordet.

Jeg vil sige noget til hende, det eneste der kommer ud af min mund er en dyb brummen, den kommer helt nede fra mit mellemgulv. De øjne der før så onde ud, har ændrede karakter til rædsel. Hun bakker tilbage med stive robotbevægelser.

“Hem er du?” fremstammer hun.

Det fryder mig at hendes gamle talefejl fra de små klasser blusser op igen. Skal jeg stoppe legen her eller angribe hende. Om få minutter vil skoleklokken ringe og alle vil myldre ud fra klasserne. Jeg må tænke hurtigt, mit instinkt tager over, jeg springer i en elegant bue og vælter hende bagover.

Det næste jeg husker er at jeg løber, terrænet føles blødt under mine fødder, jeg har en metalagtig smag i min mund, vinden blæser imod min krop, jeg kan dufte frisk luft og frihed. Jeg løber hen over en tom stedsegrøn fodboldbane der har set sine bedre dage, i svag erindring tænker jeg at det var her jeg skulle til idræt senere i dag. Bag mig ligger de lange grå skolebygninger og råber kedsomhed til himlen. Jeg springer videre over en hæk nu er jeg i et villakvarter med snorlige haver, erantis, krokus og vintergæk kilder i mine udvidede næsebor. Jeg aner i et splitsekund ud af øjenkrogen en ældre dame der er ved at vande potteplanter da hun ser mig.

 

Forandret

Jeg sidder i kantinen og spiser, på min tallerken ligger der en kæmpe bunke spidskålssalat med tranebær og nødder, to sprøde kyllingelår og en mad med æg og rejer. Jeg kan næsten smage den saftige kylling inden jeg tager en bid, da jeg ser hvordan hun stirre på mig, de hånlige øjne står på stilke igennem hendes briller og sende en dårlig energi over imod mig.

Jeg har taget en bid kyllingen i munden, jeg tygger og tygger, men det er som om mine tænder ikke kan bide det over. Det vokser i min mund jeg prøver at skylle efter med vand, men stykket er koloenorm i min mund. Jeg springer op, stolen vælter bagover og lander på gulvet med et brag. Jeg styrter ud imod toilet, hvor jeg smækker døren op og i. Jeg står over toilet med koldsved imens jeg spytter og sprutter.

Fandens også hvorfor har hun den effekt på mig? Bedst som jeg har rystede hendes grimme ironiske kommentarer af mig, er hun der igen som en høg.

Jeg tørrer mig over panden med et stykke papir, bliver svimmel et øjeblik og må sætte mig på toilettet imens alle de hvide klinker og toiletbåsen leger karrusel over mit hovedet.

Af og til tænker jeg på om jeg er fra den her verden, jeg passer ikke ind. Det beviser hun jo tydeligt for mig hver eneste dag. Hver dag er der nye påfund, de andre ser det ikke, eller også vil de ikke se det.

Jeg tager mig sammen, går hen til håndvasken og kaster koldt vand i hovedet, da jeg kikker mig i spejlet for jeg et chok. Min ansigt ser anderledes ud, det er blevet smallere, min næse har ændret farve til gråsort, jeg tager hånden op til min kind der stikker noget ud på siderne af næsen. Jeg gisper… og trækket vejret i hårde stød er det knurhår? Min hånd fumler videre op til mine øre, de er blevet spidse og er dækket af et tyndt lag hår.

Det sidste jeg ser inden jeg løber ud fra rummet er at mine øjne er blevet smallere og de reflektere lyset på en sær måde. Nu løber jeg langs væggen i gangen, min krop bevæger sig smidigt, jeg mærker en forunderlig frihed, det kilder i min næse. Det slidte blå linoleumsgulv føltes fjedrende som en mosdækken skovbund, jeg sætter af, flyver gennem luften og lander på et efterladt bord. Her sætter jeg mig godt til rette som en statue og venter…

 

 

Så er “Knust is” sendt afsted.

snow-3193865__340

Med rystende hænder trykkede jeg på send knappen for at sende min novelle “Knust is” afsted til : https://www.sciencefiction.dk/

Nu er der ikke meget andet at gøre end at vente, til maj ved jeg om den kommer med i “Lige Under overfladen.” som er nr. 13 i en sciencefiction antologiserie.

Lige nu bruger jeg tiden på  skriverejsen hos Lene Dybdahl, det er super fedt at få nogle gode fif og værktøjer når jeg skriver. Det dejlige ved skriverejsen er også at man udveksler skriveøvelser med andre, og får god konstruktiv kritik.

 

Hr. Halipongo

#FebruaryFICTION

Hr. Halipongo bor på solbakkevej, ingen ved rigtig noget om ham, udover at han er en af dem der lyser op i gadebilledet. Han går farvestrålende klædt, han har de særeste hatte, som både børn og vokse hvisker om.

I december ynder han at bære nissehue. Af og til har han en nussede lyserød tøjelefant med, de voksne siger han er en enfoldig stakkel, som ikke kan gøre for det.

Når Carlo spørger sin mor

“Hvad er enfoldig?”

Kommer hun med en søforklaring om at alle mennesker ikke er født med en sølvske i munden.

“Hvor sindsygt er det lige.”

Spring på bussen og vær glad.

volkswagen-158463_960_720

 

Bare støtanker fra min køretur til og fra Århus.

Spring på bussen og vær glad!

Ingen ved hvor det ender, og hvornår det ender.

Hørte lige i dag i radioen, at årets ord var kvindelandholdet, radioværterne mente det burde være “Det har jeg også tænkt på.”

For vi tænker utroligt meget, vi planlægger, vi tælle vores skridt.

Har jeg bevæget mig nok? Har jeg spist det rigtige?

Har jeg nået dagens mål?

Eller tog livet fusen på dig eller mig, og vi blev overhalet indenom af andres planer?

Du tænker i bilen på vej på jobbet, at din arbejdsdag ville være stille og rolig, men kontoret var ramt af sygdom, og du måtte igen tage det hårde slæb.

Du vågnede op, og følte dig sløj, og måtte være den der ringe og meldte dig syg.

Det jeg mener er ingen ved rigtig hvor det ender og begynder.

Så smil til verden og vær glad!

 

 

 

 

Hvad du ønsker skal du få…

christmas-1684548_960_720skriveopgave 2018

kirkekontor og walk-in-closet.

“Dur ikke, dur heller ikke, den er for stor, den er for gammel.”

Tøjet fløj i hastig fart ud af det kolonorme walk-in closet, og landede tilfældigt rundt omkring i det store soveværelse. En pige med lange ben, og mørkt krøllet hår der gik ned til numsen stod med røde blussende kinder, og et vildt blik i øjnene.

“Jamen søde skat vi skal være der om en time, kunne du måske ikke bestemme dig.”

Johannes stod i bukser med pressefolder, en snehvid skjorte, og en ravnesort habit jakke, på hovedet havde han en høj hat på.

“Skal du virkelig havde den hat på?”

Hun forsatte jagten i skabet, som nærmest ingen ende ville tage.

“Jeg går ned og venter, men du må være klar når vognen kommer. Vi må ikke komme for sent vel?”

Cindy ignorerede ham, og studerede nøje en rubinrød balkjole inden den røg i bunken med det kasserede tøj. I det samme kom en kvinde ind, hun var klædt i en neutral sort kjole der gik ned over knæene, håret var sat stramt tilbage.

“Ønsker fruen hjælp?”

“Ja du kan genne min mand ud, og finde den perfekte kjole i den her rodebutik.”

“Jeg kan godt selv finde ud.” døren smækkede surt bag ham.

“jeg tror det er nerver, jeg har set det mange gange før.”

“Nerver? han vil bare passe på hans omdømme, det er det eneste han tænker på.”

“Nu skal du ikke være så hård ved ham, han har nok at se til.”

Cindy var gået dybt ind i skabet, og kom forpustede ud igennem rækkerne af kjoler.

“Se den her, jeg havde helt glemt den. Jeg tror jeg havde den på til Marys 40 års fødselsdag.”

Kjolen var i mørkeblå satin, og var fyldt med et utal af glitrende pyntesten. Udskæring var dyb, og skørtet bølgede smukt.

“Kom skynd dig at hjælpe mig i den, og snør den rigtig stramt. Jeg ville ønske at jeg havde  spist lidt mindre på det sidste.”

Tjenestepigen begyndte den langsommelige proces, og hev til sidst kraftigt i snorene.

“Av for pokker, ja se lige nu sidder den perfekt.” Hun så sit eget spejlbillede, og drejede beundrende rundt.

Nedenunder travede Johannes frem og tilbage, altid et cirkus når de skulle af sted. Han var ved at være godt træt af det, nu ville han gå op og…

Hans telefon ringede i lommen, åhh nej det var sikkert godset, de ringede på de mest ubelejlige tidspunkter.

“Ja det er Johannes, det er virkeligt et dårligt tidspunkt.”

“Ja goddag Johannes det er Søren Severisen fra kirkekontoret.”

“Kirkekontoret ??”

“Ja din kone havde henvendt sig til os, og jeg må sige jeg synes det er en meget frisk forespørgsel.Især når man tænker på at du har haft dit slægtsnavn i familien i ca. 400 år.”

“Sig mig hvem tror de at de er? Og hvilket navn havde min kone så tænkt sig at vi skulle skifte til?”

“Jamen det troede jeg da hun havde fortalt dem, Evaldorensen. Ja jeg synes personligt at det er rigtig fint.”

“Jeg må slutte nu, jeg tror ikke vi er helt færdig med at snakke om det.”

“Ja men så må de havde en god dag.”

“CINDY kom her ned nu!”

“Du kaldte skat.”

Cindy gik langsomt ned af trappen, og kastede kækt med hovedet, den mørkeblå kjole smøg sig kælent om hendes krop.

“Jeg har lige snakket med en Søren Serverinsen, jeg skal ikke skifte efternavn til Evaldorensen, hvad tror du ikke mor ville sige.”

“Jeg er da fløjtende ligeglad.”

“Flot kjole i øvrigt. Men du kan godt ringe til Søren og sige at vi beholder vores navn.”

“Du har ikke fået det sidste ord i denne sag! Skulle vi ikke af sted?”

“Jo jeg tror jeg kan høre bilen, skynd dig at finde din pels, det sner udenfor.”

De gik udenfor, taxaen holdt og ventede på den, de steg ind i den. Chaufføren vente sig om og så på dem,

“var det kirkekontoret de sagde??”

“Hvad nej nu er det nok, jeg går derhen.” Johannes steg ud, og smækkede døren. Han trak frakken omkring sig og begyndte at gå.

“Ha ha der fik vi ham skynd dig at køre til restauranten, er alting klar?”

“Ja My Lady”

 

 

 

 

God jul og godt nytår

lapland-2984828__340

Endnu et år er på vej imod sin slutning, i dag er det  juleaften, og selvom landskabet udenfor mit vindue ikke ligner billede som jeg har sat ovenfor. Så er der noget helt magisk ved juleaften, stemningen, glæden, krille i maven, overstadige børn som har ventede i 24 dage på denne dag.

Tak til alle der har smuttet forbi her, både tilfældige besøg og skriveskolevenner med ris og ros.

Glæder mig allerede til det næste år med flere skrive eventyr.

Josefines skøre december morgen.

snowman-554986_960_720[1]

 

”Kom nu klokken er mange du når det ikke til tiden, hvis du ikke får lidt fart på. ”

” Ja ja jeg er ved at gøre mig klar. Jeg skal bare lige give bamse Elsie tøj på. ”

”Jamen det skal du ikke nu, du må selv gå ned til skolen. Ellers når jeg det ikke til tiden, jeg skal jo også afsted med de små. ”

Josefine lynede den tykke grønne vinterfrakke, hun elskede den bare. Mormor havde strikkede en hue der passede til. Mor og hende havde fundet grønne Hunter støvler på nettet der matchede, det var bare så nice.

Øv altså det var altid de små, det var fedt at gå til skole selv. Men hvor ville hun gerne havde hendes mor for sig selv af og til.

”Du skal gå hjem klokken seksten, og glem nu ikke klokken. ”

Josefines mor gav hende et varmt kram.

”Vi ses skat. ”

”Vi ses mor. ”

Josefine tog tasken på ryggen, og gik ud af døren. Det var nærmest magisk udenfor, der var hvidt over alt, og selvom der var 22 dage til Jul, så kunne hun føle sommerfugle i maven. Hun elskede juleaften, den bedste dag på året. Hun traskede afsted imod skolen, imens hun tænkte på frikvarter med sneboldkampe, uff hun håbede ikke drengene gav hende en vasker. De var bare så barnlige, alt var bare pjat og leg. De forstod slet ikke pigerne og alle deres følelser.

Hov hun så sig omkring, og blev vækkede fra sine tanker. Hvor var alle bilerne henne, der plejede at være en del der blev kørt i skole, hun tjekkede telefonen, den var ti minutter i otte. Træerne tårnede sig snehvide med krogede grene, op på begge sider af vejen, hun kunne mærke uhyggen kryber ind over sig. Den her morgen tegnede til at blive noget helt andet end forventet, hun prøvede at gå hurtigt i sneen. Men den tunge sne sad fast under hendes støvler, og de blev højere og højere. Hun prøvede forgæves at sparke det af, men det var som at gå på stylter.

Hun var nåede til vejen med det blå skilt, hvor hun lige kunne skimte tallene 146-196 under et lag iset sne. Her plejede hun at møde Carlo, hendes hjerte bankede hårdt, bare han kom. Så var hun ikke alene her.

Hun var lige ved at gå i panik, da hun så en lille dreng med kæmpestore briller, der drejede rundt om hjørnet, og gik langs den store hvide betonblok, hvor han boede sammen med hans mor.

”Carlo. ” råbte hun igennem vinden.

Carlo kom også gående på et par høje sylter af sne ligesom Josefine. Det lyse hår stak ud under hans røde og blå FC Barcelona hue. Han smilede bredt til hende, og hun åndede lettet op.

Når Carlo var her, så kunne det ikke gå helt galt.

”Hvad så Jose du ligner en der har set et spøgelse. ”

”Jamen alle bilerne er væk, og du er den første jeg møder her til morgen udover mor, Emil og Emma. ”

”Slap af, tror du ikke bare de er forsinket på grund af alt den sne, der er jo mega meget. Jeg glæder mig. ”

Josefine hørte ikke mere af hvad Carlo sagde, hun pegede op bagved Carlo.

”Se der.”

Det var vejens særeste mand Hr. Halipongo med jule hat, og en lyserøde elefant under armen.

Han kom sejlende hen imod dem.

”God morgen børn har i set min blå abe? ” snøvlede han.

”Godmorgen og farvel igen. ” sagde de begge i kor.

Josefine og Carlo fik fart på styltestøvlerne, han var bare lidt for mærkelig, og en smule uhyggelig.

”Se Carlo lad os snuppe den der, så vi kan komme videre. ” Josefine pegede på en forladt indkøbsvogn, der stod halvt inde i en busk.

De sprang begge op i vognen, og den fik fart på ned af bakken.

”Hjælp det går stærkt, hvordan stopper man? ” skreg Josefine.

De fløj forbi træer, og buske, og vognens hjul hylede, og truede med at give op.

”Jeg har en plan, vi stopper den med den her. ”

Carlo hev en regnbuefarvet paraply op af tasken og sagde

”Vi fanger den sidste lygtepæl inden skolen med håndtaget. ”