Saylina

Jeg har skrevet en fantasy historie om pigen Saylina.

Her får du det første kapitel 🙂

Kap. 1

 

Hvordan Saylina endte i skoven.

 

Den lille grønne bil susede ned af bakken.

I bilen sad Saylina sammen med sine forældre Jonna og Jones.

På hendes iPhone spillede ”Sweet child of mine” med Guns N` Roses. Udenfor skinnede solen fra en skyfri himmel, og de grønne træer susede forbi vinduerne.

Det var en dejlig dag.

De var kørt efter flyttebilen, som var kørt i forvejen med alle deres ting fra det gamle hus.

Hun synes det var en møg dag, hun bandede indvendigt, de var på vej til deres nye hus, ”Skovhuset” som hendes mor kaldet det. Når hun tænkte på det hed den ”den lille grimme skovhytte”

Hun sad og tænkte på skænderiet de havde haft aftenen før, hun havde råbt og skreget at hun synes de var dumme, og nogle rigtig dårlige forældre der kun tænkte på sig selv.

”Sådan er det at flytte på landet, du skal nok vænne dig til det” sagde de.

Hvad skulle hun dog der? 20 km til skole, mega langt på en cykel, og ingen veninder lige om hjørnet.

Jo da, det var spændende, skov, natur og vilde dyr, det lød sjovt, men hun ville hellere bare bo på Engblommevej.

Der var så varmt i bilen, at hun tænkte på om man mon kunne koge æg inde i den. Hun kunne mærke undertrøjen der klistrede sig fast til hendes hud.

”Er vi der ikke snart, det er kedeligt” sagde hun og hev ud i den ene øre bøf.

”Jo skatter vi er der lige om lidt” kaglede mor.

Hun lukkede øjnene, og drømte sig tilbage til villavejen, det lille røde legehus med det sorte tag, og de skæve vinduer, duften af sommerblomster, og te selskaber med Josefine, hvor mor altid kom ud med nybagte boller og saftevand. Hun kunne næsten smage de der nybagte boller…

Knuden i maven voksede, jo længere de kørte ind i skoven. Hun sad og tænkte på bedsteveninden Josefine, og savnede hende, så det gjorde ondt i hjertet.

Tænk hvis Josefine glemte hende, når de ikke kunne se hinanden hver dag, hun knugede det halve hjerte, der hang om hendes hals. Det havde de delt inden hun tog afsked med hende på vejen.

Hun tænkte på hvordan de havde knuget hinanden, og lovet at de skulle skrive sms’er hver dag, bare nu hendes forældre ikke kom i tanke om at inddrage hendes telefon, de var så skøre for tiden.

Tænk nu hvis Josefine blev hjerteveninder med Katja, hun kunne ikke holde tanken ud.

Katja var bare så strid, og kommenterede altid på Saylinas knald røde hår…

”Pas på der ikke går ild i noget, der kommer den rødhåret tøs”

Saylina blev altid sindssygt rasende, så gal at der stod røg ud af hendes øre, og håret stod ud til alle sider.

De var mere end en gang endt i totterne på hinanden, og måtte stå på inspektøren kontor til en skideballe.

 

Mor fik altid det der blik, der viste at hun var skuffet, når der igen blev ringet fra skolen. Hun så på hende og sagde

”Du har jo det smukkeste røde hår, hvorfor kan du ikke bare lade som om du ikke høre hvad Katja siger? ” og gav hende et kram.

Saylina var døset hen af varmen, og gav et hop i sædet, da far sagde

”Så Saylina nu kan du godt tage hørebøffer af, vi er der lige om lidt”

Der var tæt skov overalt, og pludseligt ud af det blå, dukkede der et hus op. Det var bygget i mørke planker, vinduerne var store og hvide, og huset havde i den ene ende en stor lyseblå dør der kunne deles i to på midten. Man skulle gå op af en lille trappe for at gå ind af døren. På taget var der noget som engang havde været rødt tegl, men nu var det dække af sort mos. Huset trængte virkelig til en kærlig hånd, og en ordentlig omgang rengøring. Der lå bunker af gamle ting udenfor, en ramponeret sofa, kasser med noget der engang havde været blade. Rustne tønder, og andet gammelt skrald.

Hun kikkede ud af vinduet da de drejede ind og holdt stille, det var ligeså grimt som hun huskede det, hun slæbte sig ud af bilen, tog sine solbriller på og stillede sig op, og glanede med hendes Iphone. Måske kunne hun forsvinde lige her…

Da flyttebilen havde læsset møbler og flyttekasser af, og var drejet rundt om hjørnet, for derefter at forsætter tilbage af skovvejen, var der nok at se til. Hendes far så helt træt og opgivende ud, imens han tænkte på hvor meget arbejde der nu skulle laves. Hendes mor hvirvlede rundt imellem kasser og møbler.

”Er det ikke fantastisk, nu har vi vores helt eget skov hus” jublede hun.

”Ja ja” sagde Saylina teenageragtigt.

”Vis nu lidt begejstring, og tag så musikken ud af ørerne. Hør hvor smukt fuglene synger her. Kan du ikke lige hjælpe til, og bære den her kasse op på dit nye værelse. ”

Saylina nikkede tungt, og tog kassen.

Hun slæbte sig som et dovendyr op af den gamle trappe, voksne var simpelthen så kedelige, altid skulle de lige lave noget, og sagde ”Jeg har tid om 2 min.” Så gik tiden, også havde de glemt at hun havde spurgt dem om noget. Hun gik ind på værelset, det var næsten tomt, på nær hendes lilla seng og den høje blå reol, som hun havde fået i julegave. Væggene var beklædt med noget mærkeligt stof, havde de virkelig tænkt at hun skulle bo i det her?

Hun gik hen til vinduet og kikkede ud, der var bare en masse store gamle træer, gad vide om der var nogle gode klatretræer?

Hendes telefon bippede

”Hej Saylina jeg savner dig, er kommet til det nye hus? knus Josefine.”

Hun tastede hurtigt tilbage.

”Ja vi er her nu, det død sygt, jeg savner også dig vildt meget knus Saylina. ”

”Nå min mor siger jeg skal lave lektier vi skrives”

”Ja vi skrives”

Nedenunder var hendes forældre i gang, de pakkede ud, og slæbte kasser ind.

Far tørrede sig over panden med en klud, og sagde

”Kan du ikke hjælpe lidt til her Saylina? ”

”Jo men… Jeg tænkte på om jeg må gå over og se om jeg kan finde nogle klatretræer, eller se nogle dyr? ”

”Husk gummistøvler, der kan godt være vådt ude i skoven. ”

”Ja ja”

Hun gik ud i gangen, og tog de postkasserøde gummistøvler på.

”Gå nu ikke for langt væk, vi spiser kl. 6”

”Ok far vi ses”

 

Saylina gik ind imellem træerne, først var der høje grantræer, men som hun kom længere ind i skoven dukkede der store bøgetræer op, med lange slanke grene. Det havde regnet om natten, og hun hoppede med samlede ben i de store vandpytter. Herude føltes det som om tiden stod stille, hun kunne mærke glæden boble i maven. Hun var herude helt alene, og der var ingen der kunne bestemme over hende, for første gang i sit liv følte hun sig fri. Der duftede godt af jord, og regnvåde blade. Hun kunne høre vinden suse stille i træerne, og fuglene der pippede i munden på hinanden.

Hun kikkede på Frost uret, den var kvart over fem, hun kunne godt lige nå at undersøge skoven lidt mere, de ville sikkert ikke opdage om hun kom en halv time senere.

Så hun gik længere ind i skoven.

Hun var netop hoppet ned fra endnu et fantastisk træ, hvor hun havde hængt og kigget på små fugle, og en lille grøn larve der stille krøb afsted. Det var faktisk ikke så tosset herude i skoven…

Pludselig så hun det kæmpe store træ, det så mærkeligt ud. Det tårnede sig op over hende, og var meget større end de andre træer i skoven. Det så gammelklogt ud, med sine store krogede grene, der fik det til at ligne en ældgammel mand. Måske havde stået der de sidste 100 år, og kunne fortælle om hver en lykke og ulykke i den store skov. Hun kunne høre noget, var det mon hendes fantasi der spillede hendes et puds, det var som om at det kaldte på hende.

Træer kan da ikke snakke nåede hun lige at tænke…

”Saylina kom her ” hviskede stemmen.

Hun gik tættere på træet…

Hun gik en tur rundt om det, aldrig havde hun set så stort et træ. Pludselig begyndte træet at knage og brage. Hun sprang tilbage, og var tæt på at rende hjem igen. Hun holdt sig for øjnene, da hun endelig åbnede dem igen, blev hun helt forbavset…

Der var kommet et kæmpe hul i træet. Hun gik meget forsigtigt hen og kikkede på det.

Hullet var enormt, og træet så endnu mere uhyggeligt, med det kæmpe gab i bunden, der godt kunne ligne en kæmpe mund.

Hun kikkede ind, der var helt mørkt. ”Hallo” kaldte hun ind i hullet, der kom ingen svar. Hun tog en sten, og smed den ind, men hun kunne ikke høre den lande.

Hun var bange men også nysgerrig, hun måtte bare se hvad der var på den anden side.

Hun kastede et blik på uret, den var fem minutter i 6, hun skulle faktisk gå hjem nu, men hun kunne da ikke lade med at se hvad der var i træet.

Hun tog en hurtig beslutning og kravlede ind i hullet. Så faldt hun! Det var som at hoppe ud fra kanten af badebassinet, bare uden at vide hvornår hun ville lande. Hun skreg på vej nedad, og det gav et sug i maven.

Det var helt vildt farligt, og sjovt på en gang.

Først kunne hun ikke se noget, hun fløj igennem en lang mørk tunnel, der var rødder der klaskede hende på kinderne, for pokker hvor gjorde det ondt. Hun bed tænderne sammen. Hun faldt og faldt, mon hun nogensinde nåede bunden…

Her slutte det første kapitel skriv gerne om du har lyst til at læse videre 🙂

Hvis du har børn i 7-12 års alderen, så læs den gerne for dem, og hør hvad de synes.

Skulle du være nået til vejs ende, og har du lyst til mere sender jeg gerne det 2 kapitel på mail 🙂

Reklamer

Kunsten at tage et valg

Mimi K's billede.

Skrevet af MIMI KIRSTINE JENSEN 30. AUGUST 2017

Hvorfor skal du læser noget jeg har skrevet?

Hvorfor skriver jeg?

Den sidste uge har jeg stået overfor et valg i mit liv, i kender det sikkert jeg står ved en skillevej.

Skal jeg gå til højre eller venstre?

Man laver lister over det positive og negative, jeg har tænkt mig gul og grøn. For hvad er det rigtige valg? og hvilke konsekvenser er det ved valget? Hvorfor skal du læser videre? Ser du jeg skriver historier, historie tager tid, nogen er lange og nogen er korte.

De kræver energi, de har ligesom os brug for omsorg, kærlighed, og ro. Andre gange har de brug for action og handling, der skal fart på ”drengen. ”

Så uden energi ingen historier, så falmer alt helt stille, og bliver langsomt gråt i gråt.

Hvis det her sort snak, så har jeg nok tabt dig, valget handler om mit fremtidige arbejdsliv. Jeg er på vej tilbage til fuldtid, jeg har de sidste år arbejdet deltid, været sygemeldt, på barsel. Sikkert et ret normalt kvinde liv anno 2017. For hvad er der blevet af kvinde livet? Jeg har skrevet historien ”En fatal affære” som handler om en kvinde anno 2017, hvis du har det som mig, vil du måske læser den når den er blevet til en bog.

Du skal læser den hvis du har lyst til at læse noget om kvindetanker, utroskab, fortabte drømme og mor skabet. Jeg skriver fordi det giver mig energi, det gør mig glad, når hele verden vælter, så skriver jeg det hele ned, og historierne dukker spontant op. Sådan har jeg gjort siden jeg var en lille pige, jeg startede med en lille fin dagbog der duftede svagt af en sød parfume, her kom alle mine små hverdagshistorie i, skrevet af en barnehånd.

Du kan finde en lille bid af et udkast til “En fatal affære” her https://itunes.apple.com/dk/podcast/lyt-til-nyt-e3-en-fatal-aff%C3%A6re/id1245784942?i=1000389576341&l=da&mt=2

Eller du kan følger mig her på siden eller https://www.facebook.com/forfatterMimiK/?ref=aymt_homepage_panel#

Musikken i mit liv

Musikken i mit liv:

Jeg ser to billeder af mig selv, den ene er hvor jeg får min første walkman som 7 årig, og er total opslugt af musik og lyd. Det næste er hvor jeg cykler på en nedlagt togbane, og leger den er min scene, i mens jeg kører afsted med fart på og råber.

” Se mig. ”

Jeg har altid drømt at stå på en scene, stå der og se ud over folkemængden, det eneste de venter på er showet. De synger og hujer, drikker øl, og skåler, forventningen lyser i deres øjne.

De vil underholdes, de vil overraskes, imponeres, altid skal det være lidt vildere end sidst.

Hvorfor står jeg her i det brændende spotlight og sveder? Dag efter dag, aften efter aften, jeg tror jeg kan lide det, jeg er som en cirkushest. Når jeg kan lugte savsmuldet i manegen så er jeg tændt, og min krop vil havde mere.

Livet på landevejen er hårdt, jeg kan næsten ikke holde de andre ud. Alt deres snak og larm. Jeg vil havde ro og fred, så jeg kan forberede mig ordentligt. Jeg har de sidste nye hørebøffer, og dem sidder jeg med når vi køre i tour bussen. Jeg går sikkert også glip af noget af det sjove, men de forstår mig ikke. De synes bare det er en leg, og scenen er deres børnehave. For mig er det dødsens alvor, angsten for at fejle, er min evige følgesvend.

At tonerne der lige nu strømmer i en skøn serenade, akkompagneret af tung dødsmetal guitar, og jungle bongo trommer kan stoppe brat. Jeg går på line med noderne, søger dybt i mit indre. Finder urkraftens stemme, ordene flyder ud af min mund. Jeg kan næsten se dem svæve bort i luften over mig, som farvestrålende varmluftballoner på en klar blå september himmel. De bølger videre ud over folket, som nærmest er i trance. De synger med, og klapper i takt til musikken Nu er vi en enhed, jeg er høj på musik og kærlighed. Adrenalinen suser i min krop som et godsbanetog, hårdt og tungt.

Jeg ser mig omkring, det her er livet, det her er lykken, og om lidt er det forbi igen.

 

Pelle pilskadde og Sif søpadde.

Skilpadde og ven

Jeg har skrevet et par rim, om de to venner. Der var en der forslog at skildpadden skulle hedde Pelle, og synes det er et fantastisk navn til en skildpadde.

Pelle pilskadde:

Pelle pilskade vil gerne gøre alle glade

Han finder derfor en ordenlig plade chokolade

det er svært for han vil helst ikke dele

Af til spise han det hele

Så bliver de andre gale

For det må Pelle prisen betale

Nu er der ingen der lege

helt alene sidder han og ser onkel Reje

Sif sødpadde:

Sif søpadde er en særlig en, hun har nemlig korte ben.

På de korte ben kan turen blive lang,

Men så synger hun en sang.

Sangen er ikke køn, men bare rigtig sjov.

Den har skønne ord som både prut og vov.

 

Skilpadde og ven

En lørdag hvor der er sol, regn, sol, regn…. dukkede den her skildpadde op, sammen med en ven. Hvad de hedder ved jeg ikke endnu… Nu tænker du sikkert, hvis du læser med, hvorfor deler jeg denne her?

Jeg ved det faktisk ikke, men jeg synes den er hyggelig, og har du et godt forslag til hvad skildpadden og vennen mon hedder.

Så høre jeg det gerne 🙂

GOD LØRDAG!skildpadde og ven

Hvad nu hvis jeg sad i en rumraket

Hvad nu hvis jeg sad i en rumraket på vej imod månen. Imens den fløj afsted med flere 1000 kilometer i timen. Jeg ville tage af sted på en skøn dag, om morgenen, hvor solen står højt på himmelen. Den vil skinne som en stor gylden bold, nådesløst igennem alt det safir blå. Jeg ville se op i alt det blå, og tænker på hvad der mon ligger på den anden side. Hvordan ser der mon ud, når der er dag i rummet?

Nu tænker du sikkert hvorfor er jeg på vej i rummet, jeg er jo ingen astronaut. Jeg lider af højdeskræk, jeg elsker at står med fødder fast forankret på moder jord. Men jeg er på en livsvigtig mission, vi render snart tør for alting på jorden. Så jeg blev særligt udvalgt i en konkurrence, blandt tusindvis af folk i Danmark, det var det rene mediecirkus. Jeg har været igennem alverdens test og prøver, og vundet det danske folk hjerte. Jeg kan stadigvæk høre dem råbe mit navn, da jeg tog afsted. Det må være sådan det føles at være en rockstjerne. De stod med skiltet med mit navn og hjerter på, og kvinderne skreg.

” Birger jeg venter på dig, du er min helt. ”

”Pas godt på dig selv, vi elsker dig Birger. ”

“Hov der er opkald fra jorden, det er min gode ven Henning. ”

“Hej Henning nej nu skal du ikke begynde igen…”

Kan det nu også passe? At kvinderne vil havde din ranglede krop,  selvom du har en kæmpe rød tud der fylder det meste af dit ansigt. Alle kan da flyve op i rummet, og tjekke ud hvor der findes vand. I øvrigt har jeg da masser af vand i min vandhane, jeg har lige tjekket det, den fyldte et helt glas op, med dejlig frisk vand.

”Ja men om ikke så længe så er vi så mange her på jorden, at der ikke er vand nok til alle. Så dør imens vi visner uden vand, som en blomst nogen har glemt. ”

”Du er simpelthen sådan en dommedagsprofet, tror du ikke du har googlede lidt for meget. Du ved godt man ikke skal tro på alt hvad man læser. ”

”Du kan da selv gå ind og se, der ligger da nok de første 550 ekspert udtalelser om hvordan her ser ud om 50 år, ja jeg siger det bare. ”

”Hvad nu hvis de i virkeligheden, bare er blevet betalt af nogle rige forretningsfolk der vil tjene på vandet. For har du tænkt over hvem der betalte for konkurrencen? ”

”Det er betalt igennem vores licens. ”

”Det er bare noget du tror… ”

”Nu gider jeg faktisk ikke snakke med dig mere. Det er ret kompliceret at styre et rumskib. ”

“Jamen så farvel med dig.”

Jeg sidder her helt alene på vej imod en fjern galakse, det er en ensom færd jeg er på, men uanset hvad Henning siger. Så ved jeg det er en vigtig opgave, jeg er en af dem der vil blive skrevet ind i historie bøgerne. Hvad mon de vil skrive om mig, at jeg udviste heltemod, at det var utroligt at en helt almindelig gennemsnitsdansker som mig, kunne redde jorden. Min lærer fra skolen ville udtale sig, og sige

”Ja jeg vidste at Birger var gjort af et særligt stof, selvom han var en lille uanselig dreng, der næsten aldrig sagde noget. Så var jeg ikke i tvivl om at der bag de store hinkesten, sad en helt speciel dreng, som bare ventede på at udfolde sit talent”

Alting bipper og blinker, og der er mange knapper, og alverdens små lamper i alle regnbuens farver, at holde styr på. Men på rumcenteret fik jeg et lynkursus i de vigtigste opgaver for at holde et rumskib kørende. Jeg fandt ud af jeg kunne huske dem ved at bruge forskellige børneremser, hvor jeg skiftede indholdet ud med funktionen jeg skal udføre på rumskibet.

Den der lampe kan jeg da ikke huske, og hvor kommer den hyletone fra? Hov der er nogen på skype, jeg må se hvad de vil…

”Du nærmere dig farlig rumfarvand, vend venligst om. Vi gentager du er på farlig grund, vend om… ”

”Opgiv identitet jeg kommer med fred, jeg kommer med fred.”

Jeg mister højde, jeg falder, nej, nej. Stop nu. Jeg prøver alt jeg har lært… Bevar roen, træk vejret dybt, hold fokus.

http://www.dr.dk/nyheder/viden/naturvidenskab/ny-forskning-maanen-kan-indeholde-store-maengder-vand

 

 

 

 

 

Heksen

“Hvorfor vil de ikke tror på mig, jeg ville jo bare hjælpe ham.”

Hun sank sammen på det kolde klamme kældergulv, hun vidste at der var få timer tilbage. Indeni var hun magtesløs, og hendes stærke vilje, begyndte langsomt at smuldre som tiden gik. Hun prøvede at undgå at tænkte på flammerne, hvordan føles det at blive brændt levende. Hvornår går smerten ovre? Hvornår dør man? Dør man af smerten? Eller når man oplever ens krop som en levende fakkel inden at det er slut.

Det startede for et par måneder siden, Erik var kommet hen til hendes lille hus ude i skoven, og havde bedt hende så inderligt om hjælp. Først havde hun afvist ham, for ugen før, havde hun været tæt på at komme i klemme med præsten. Præsten havde truet med sin store næve, og råbt at det hun lavede var imod guds vilje. Men da hun havde set på Eriks store blå øjne, kunne hun ikke sige nej. Hun havde inviteret ham indenfor, han havde fået en kop kaffe imens hun gik sine hylder igennem. Hvor hun havde fundet tørret rød hestehov, den gule korbendikt, og små hvide tusindfryd frem, som hun blandede i gryden med det kogende vand. Hun så ned i gryden, og sagde forskellige remser, imens dampen stod op fra gryden, som hang over ildstedet. Hun havde hældt den orange væske op i en flaske, og fortalt hvordan han skulle bruge det. Han havde bukket og takket hende for mixturen og den forbudte kop kaffe.

“Jamen så farvel Johannne. Pas på dig selv!”

“Rejs dig op, jeg er ikke royal, kaffe og medicin er for alle.”

“Ja ja jeg er bare så glad for at du ville hjælpe mig.”

 “Farvel Erik, gå nu hjem og hvil dig.”

Han var blevet rask, men alligevel var der nogen i landsbyen, der fik ondt et vist sted, over at hun lavede naturmedicin, så de gik til præsten igen.

Hun havde råbt og skreget da de havde hentet hende, heldigvis var den lille i skole. Den “Lille” Var hendes pige, hendes et og alt, hvad skulle der nu blive af hende? Ville hun ryge i børnehuset? Hun smagte på ordet børnehuset, det smagte af svigt og prygl, præget af de historie hun var blevet fortalt om stedet. Det føltes som om hendes hjerte ville briste i tusind stykker, bare hun dog aldrig var begyndt at hjælpe folkene i byen. Hvis de bare havde passet sig selv, så var det nok gået alt sammen. Stenene på det hårde gulv, stak op i hendes magre ryg, hun kunne lugte røg. Alting var lige meget nu, de kunne pine hende, de kunne brænde hende. Men kærligheden til den “lille” kunne de ikke tage fra hende. 

 

 

Sommerlandet

 

Hun så på alle de glade ansigter, de andre havde det sjovt, de gik i grupper og prøvede de forskellige forlystelser. Overalt kunne hun høre latter, højlydte skrig fyldt med glædesfrygt. Det var en varm sommerdag, der lugtede af grillede pølser, is, og mange mennesker samlet på et sted.

Hun gik alene, om det var selvvalgt, eller om de andre var gået fra hende, kunne hun faktisk ikke huske. Hun svælgede i sin selvmedlidenhed, de negative og onde tanker kørte inde i hendes hoved.

”Du kan lige så godt forsvinde, ingen kan lide dig! ”

”Hvorfor kæmper du den her kamp, den er ikke værd at kæmpe.  Du burde pakke din taske og rejse væk”

”Hvorfor kan du ikke være som de andre? ”

Bedst som hun gik der, og overvejede hvad hun skulle gøre ved sig selv, og sit sindssyge hoved, snublede hun over sine egne ben.

Hun røg ned på hænderne…

Indvendigt bandede hun over sig selv, og sin klodsethed.

”Du er simpelthen så dum, nu falder du også dine egne ben. Har du ikke lært at gå ordentligt. Måske skulle du snart køre på hjul i stedet, det kan vel ikke gå galt ”

Hun ømmede sig, og så på hænderne, de var fyldt med blod og småsten, hun pillede de største sten ud. Hun så sig omkring, der var ingen der havde opdaget hende. Nu så hun ned af sig selv, de flotte bukser som mor og hende havde købt sammen, var blevet sorte på knæene, hun vidste at moren ville bebrejde hende. Hun kunne næsten høre hende brokke sig over vasketøj og penge. Rundt omkring hende var træerne lysende grønne, hun betragtede en rød falmet vandcykel med en flok unge, det var nogen fra hendes skole. Fyrene spillede op til pigerne, specielt var der en sorthåret fyr, der lagde op til en lille rødhåret pige. Hun havde et stort rødt krøllet hår, det lå tæt omkring hendes smukt fregnede ansigt. Hun bandede indvendigt, hvorfor kunne hun ikke bare se ud som hende, være noget specielt. Hun så et billede af sig selv, det leverpostejsfarvet hår, der ikke rigtigt var krøllet eller glat. Som om det ikke kunne bestemme sig. Den lidt spidse næse, der altid stikker lidt for meget frem. Den lange nakke, og den ranglede krop, som der ikke rigtigt gad at blive til en kvinde. Hvor formerne blev ved med at vente på at komme frem. Alle de andre havde fået kvindelighed, hun blev ved med at være den lille pige. Der ikke rigtig vidste hvad det ville sige at blive voksen, at havde ansvar for livet. At finde ud af hun selv havde ansvaret for lykken, der kom ingen og passede på hende, hun var helt alene her. Det var hendes egen kamp hun måtte kæmpe. Hun tog sig sammen, og vinkede til dem i båden, den sorthåret fyr smilede til hende. Hun smilede til ham, og vandcyklen kom langsomt ind imod land. Imens de andre spruttede af grin, over hvor svært det kunne være at cykle på vand. De lagde til kaj, han sprang op på broen, og tog galant hendes hånd.

 

Hverdag

Hverdagen:

Rent faktisk holder jeg af meget hverdagen, alting der sker på stort set samme tid. Forudsigeligheden, at alting køre på skinner, og der ikke sker de store udsving. Mit vækkeur ringer pt. 5 dage om ugen kl. 6.15, og min dag slutter som regel et sted mellem kl. 22 og 23, der er energien brugt.

De første 5 min. af min morgen, eller måske er det kun 2 min. Føles hele verden ond og brutal, kroppen er træt, min dyne låser mig fast til sengen. Jeg hader virkelig at stå op om morgenen! Så konstatere jeg at muligheden for at bliver i den gode seng er ophørt, og står op.

Ind i mellem at jeg bliver vasket, og får tøj på, kalder jeg på min børn. De skal begge lige som jeg, havde en del tilløb til at slå øjnene op. Min mindste pige skælder ofte ud, kryber helt ned under dynen, og siger ” bare 2 Min. Mere. ” Min store pige skal bare lige strække sig… Vi spiser morgenmad sammen, og jeg får morgenkaffe, det er den bedste kop på dagen! Som regel går det sådan, og vi kommer afsted til tiden.

Men i dag var min telefon, som i disse moderne tider også fungere som vækkeur, rendt tør for strøm. Så jeg vågnede først da min datter sagde” mor klokken er 6. 23 ” så vågnede jeg op! Klokken var 6.53 så jeg røg op af seng, og rablede en masse om at vi skulle skynde os i tøjet, og ned og spise morgenmad. Jeg kastede tøjet på kroppen, børnene var søde, og skændtes ikke i dag. På utrolig vis nåede vi næsten afsted til tiden.

Op på cyklen, det småregnede, første stop børnehave ”farvel og god dag. ” Næste stop skole ”Farvel og god dag. ” Fuld pedal ned af bakken, jeg susede forbi de lysegrønne træer. Hen over motorvejsbroen, og forbi det orange lyddæmpede hegn. Jeg nåede at stå på jobbet omklædt 2 min. Ovre mødetiden.

Der var gang i køkkenet, jeg startede dagen med at trille boller. Derefter stod den på pizza snegle, rulle, rulle med den tunge kagerulle, så har du en firkant. Så tomatsaucen der smøres smukt i et tyndt lag. Det drysses rundhåndet med reven ost, grøn og rød peberfrugt. Så trilles den til en lang pølse, der hakkes i stykker. De ryger på pladen en efter en. Så startes der forfra igen, og igen. Til sidst er dejen væk, og bordet er tomt. Nu står de i ovnen og udsender en vidunderlig duft af nybagt brød, og krydderier.

På den anden side af bordet bliver der lavet velduftende salater. Der fintsnittes grønsager i en voldsom fart, duften af mynte kilder i min næse. Videre til næste opgave, alle arbejder koncentreret på netop deres opgave, imens der smalltalkes om løst og fast.

Der holdes en kort formiddagspause med brød og kaffe, hvor resten af personalet også deltager. Så tilbage til arbejdet, nu skal det gå stærk frokosten skal snart være klar til 120 mennesker. Der skæres rugbrød på maskine, det lyder som en rundsav. Fokost kokken køre rulleborde og stik med mad ind i salen, og det stilles fint op på bordene. Hurtigt bliver der fyldt med mad i alverdens farver, og det er en fryd for både øjne og næse.

Få øjeblikke efter ringer klokken, det stimler ind med sultne folk, der fyldes tallerkner, snakkes, tømmes fade, der kommer nye fade. Lige så pludseligt som det startede, er det igen slut, og klokken ringer, tilbage står der en kæmpeopvask. Som lidt efter lidt forsvinder ind i maskinen, med lidt menneskelig hjælp, det kommer skinnende rent ud på den anden side, stables, og bliver sat på plads.

I køkkenet pakkes der væk, og gøres klar til aftensmad, og dagen efter. Alt på hjul bliver samlet et sted, og gulvet bliver oversprøjtet med sæbe, der gribes gulvskrubber og, der bliver nærmest melodisk skurer i takt. Gulvet bliver skyllet, og skrabet, og er klar til en ny omgang skidt. Min arbejdsdag lakker mod sin ende, jeg skifter til civil igen, og sige ” tak for i dag. ” Går ud af døren, der smækker bag mig, finder min cykel, og kæmper mig hjem op ad bakken.

En ualmindelig aften

 

Der er rod i mit hovedet, der er rod på mit bord, alt skulle være i den skønneste orden. Men det er det ikke, her hersker kaos. Jeg har sat en kurs imod det åbne hav, der var lagt en ruteplan, men nu rider jeg på bølger af følelser, og der er stormvejr i mit sind. Hvordan jeg endte her, ved jeg faktisk ikke helt, men det startede tidligere på aftenen.

Hvor jeg gik min vante aftentur, alt var som det plejer at være. Først gik jeg ned igennem tunnelen, den lignede sig selv, med en sprængt pære i loftet, og dårlig graffiti på væggene. Så op af bakken forbi den lokale købmand, hvor de sidste kunder kom for at gøre dagens handel. Så videre forbi frisøren med grøn skrift på vinduet, og genbrugsbutikken med alle de gamle ting i vinduerne, der er pænt shinet op. Henover torvet, forbi den store nye røde kirke og den gamle sportshal.

Jeg havde fået god fart på da jeg så en mand der gik med sin hund, en stor bred mand med mørkt hår, han havde en grøn slidt jakke på. Hunden han gik med var en lyse gul labrador, den fulgte glad med ham, og stoppede hvert øjeblik for at snuse i de ny udsprungne buske. Han hev i snoren, og sagde ” Kom nu Tjalfe. ” Der var intet usædvanligt ved manden, men han så indgående på mig, og sagde ” God aften ” med en dyb rusten stemme. ” God aften ” sagde jeg, der var noget ved hans blik og stemme der gav mig myrekryb, og det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg passerede ham og hunden, han havde en sær duft, en duft som jeg ikke kunne genkende, men den var sødlig og varm, og gav mig kvalme. Jeg ville væk fra ham, han var dårlige nyheder.

Jeg satte tempoet yderligere op, og travede videre af stien. Han fortonede sig i horisonten bag mig. Pyhh han skulle ikke samme vej som mig heldigvis.  Der var ved at være skumring nu, og gadelygterne på stien blev tændt. Jeg tjekkede telefonen, jeg manglede stadigvæk 2 km af min rute.

Så var det hjem og se Danmark har talent. Med weekend snacks og et lille glas et eller andet med procenter. Måske ville jeg vågne hen af aftenen med grus på tænderne, og gå søvndrukken i seng, så var den aften gået.

Jeg går hurtigt videre af stien, der sker intet, udover at det er ved at blive mørkt. Det er blevet meget mørkt, og det op for mig at den vej jeg plejer at gå ser helt anderledes ud. Jeg må havde drejet et forkert sted, uden at jeg har opdaget det… Hvordan er det muligt, jeg har gået den her vej hundredvis af gange… Stien jeg går på, har store træer på begge sider, træer med store krogede grene der truer med at række ned efter mig. Jeg får en klump i halsen, hvor pokker er jeg henne? Der er en anden duft her, min hjerne begynder at arbejde på højtryk, mine indre alarmklokker begynder at ringe, og jeg føler panikken der brede sig i min krop. Jeg går rask til. Nu er der en mærkelig lyd, det lyder som et ur der tikker… Er der nogen bagved mig? Blodet i min krop fryser til is, da jeg kan høre det pusler skråt bagved i de tætte buske, som jeg lige har passeret. Der må være nogen efter mig, nu løber jeg alt hvad jeg kan. Jeg sveder, jeg kan mærke tøjet klæber til min krop, jeg har ingen fornemmelse af hvor jeg er henne.

Lige som jeg tænker, nu at jeg er fortabt! Drejer jeg til højre, og kan endlig se vores vej. I mørket ligner busken ved fælleshuset et ansigt der griner fælt. Jeg trækker vejret tungt, og griner af mig selv, hvordan blev jeg så skræmt? Jeg kikker på vinduerne i de små huse, der er lys, der er sikkert gang i aftensmaden rundt om de små hjem. Jeg snuser ind, uhmm der dufter af lasagne, jeg kan mærke min mave rumler, det går op for mig at jeg har glemt at spise aftensmad. Jeg går hjem, låser min dør op, og træder ind i min lille gang, jeg fumler efter kontakten, og det er der jeg mærke det. Jeg skal lige til at skrige højt, da det går op for mig at det er min kat Cæsar som jeg rørte ved. Hvor er jeg fjollede, jeg bliver bange for ting der ikke er der, og tror min kat er et uhyre, han ser forundret op på mig. Jeg går ud i køkkenet, smider resterne fra i går i ovnen, og sætter mig ved mit skrivebord, og begynder at skrive. Imens min hjerne prøver at bearbejde aftenens gåtur.