Kirken i Umbrien

Nu synger den nye skriveskole snart på sidste vers, men her kommer en tekst der passer til denne måneds opgave.

(500 ord)

Når hun så på den gamle grå kirke forstod hun ikke hvad hun lavede her. Det her lignede ikke det det farvestrålende feriekatalog havde lovet hende. Alt på den her ferie var gået galt, flyet var forsinket. Hotellet var elendigt og guiden var en gammel sur dame. Der kun tog rundt med turister for at få brød på bordet. Nu stod de her ved kirken, Henny kunne ikke lide den. Det var som om der var en usynlig tåge omkring kirken der sagde; Gå væk. Hun havde en sær fornemmelse i kroppen og selvom der var varmt frøs hun. Guiden sad henne i bussen og kikkede på sin telefon, hun havde fortalt kort om kirken og derefter sagt at de havde en time til at undersøge området.

Henny havde ikke så meget lyst til at gå ind i kirken, men hun var nysgerrig og gik hen til den tunge kirkedør. Der var en duft af rosmarin og lavendel, men der var også en underlig sur duft som hun ikke helt kunne placere. Da hun prøvede at skubbe døren op kunne hun mærke kulden fra kirkens indre og den sure lugt blev kraftigere her. Hun pressede med hele hendes vægt på døren og kunne endelig gå ind i kirkens indre. Hun missede med øjnene der var dunkelt i kirke og det var som at træde ind i tidslomme. Bænkene var gamle og prædikestolen var pyntet med billeder af Jesus.

Henny kom til at tænke på sin barndom når hun så på korset hvor Jesus hang og så sørgmodig ud. Søndagene hvor hun stod i kirkekoret og prøvede at falde ind mellem de andre lyse pigestemmer. Imens hun i det skjulte fortalte sig selv at det her ville ikke være en del af hendes liv når hun blev voksen. Hun gik tættere på stolen og prøvede at læse noget af den snørklede skrift men kunne kun oversætte den første sætning. Hun tog et billede, det kunne være sjovt at oversætte det hele tilbage på hotellet.

Den første sætning kørte rundt i hendes hoved.

 “Sol og måne stod stille efter Guds og Josvas vilje.

Hun var på vej ud af den kolde kirke da hendes blik faldt på noget der bevægede sig i et mørkt hjørne. Skulle hun løbe, den sure lugt tog til og ud af mørket væltede der en forhutlede mand.

Han rablede en masse ord og hun prøvede at komme uden om ham for at nå døren. Men han greb fat i hendes arm og holdt hende fast. Hans øjne lyste af vanvid og hun skreg højt. Til sin lettelse så hun guiden komme til syne i døren.

Hun råbte højt af manden og han slap Henny og trak sig tilbage. Henny løb mod døren ud og hen til bussen. Hvor hun sprang ind på et sæde og sammenkrøben og hev efter vejret. Hvad pokker ville han? Sikken en psykopat.

De andre begyndte at komme tilbage og snakken gik lystigt. Der var ingen der ænsede hvordan hun havde det.

 

 

 

Tanker om Efterår

14 september 2019

Magiske måne hvad vil du her?

Du jagter mig og jeg må følge mit kald

Har sagt farvel og goddag endnu engang

Af og til må noget gå for at noget nyt kan genopstå

Det er en forandringstid og jeg kæmper for at følge med

 

Er som et lille barn der ser på himlen helt rigtig for første

gang og frydes, skræmmes og undres på en gang.

Det regner som om det aldrig havde tænkt sig at gøre andet.

Fra den ene dag til den anden var det blevet efterår.

Magiske måne hvad vil du her?

Du jagter mig og jeg må følge mit kald

Har sagt farvel og goddag endnu engang

Af og til må noget gå for at noget nyt kan genopstå

Det er en forandringstid og jeg kæmper for at følge med

Er som et lille barn der ser på himlen helt rigtig for første

gang og frydes, skræmmes og undres på en gang.

Det regner som om det aldrig havde tænkt sig at gøre andet.

Fra den ene dag til den anden var det blevet efterår.

De glemte havehynder var gennemvædet af vand og ville nok ikke blive tørre de næste par dage. Sommeren var forbi, den var som et lyntog der var kørt og havde smidt en masser minder om sommeren der rullede på skinnerne.

Minder om store is og saltvand mod kroppen.

Køretur i en bil hvor det føltes som om man sad i en bageovn og smeltede.

Cykeltur og den søde smag af blåbær svømmetur i den kolde sø.

De uendelige lyse sommeraftener som nu var slut.

Ramt af vemod og eftertænksomhed.

Flow and folow the sun.

Du er i mine drømme

Selvom du ikke er her er du tæt på.

Indtrykket er stærkt og savnet er stort.

Alt er endnu engang nyt.

Føler jeg har måtte falde for at genopstå

Om ikke andet så i en mindre udgave af et godt menneske.

Morgentid er tænketid

Jeg tænker meget for tiden.

De glemte havehynder var gennemvædet af vand og ville nok ikke

blive tørre de næste par dage. Sommeren var forbi, den var som et lyntog der var kørt og havde smidt en masser minder om sommeren der rullede på skinnerne.

Minder om store is og saltvand mod kroppen.

Køretur i en bil hvor det føltes som om man sad i en bageovn og smeltede.

Cykeltur og den søde smag af blåbær svømmetur i den kolde sø.

De uendelige lyse sommeraftener som nu var slut.

Ramt af vemod og eftertænksomhed.

Flow and folow the sun.

Du er i mine drømme

Selvom du ikke er her er du tæt på.

Indtrykket er stærkt og savnet er stort.

Alt er endnu engang nyt.

Føler jeg har måtte falde for at genopstå

Om ikke andet så i en mindre udgave af et godt menneske.

Morgentid er tænketid

Jeg tænker meget for tiden.

Efterår 2019 MKJ

E

 

 

Valgtale 2019

 

Det her er opgaven til den nye skriveskole for maj :

Jeg ser ud over den “store” folkemængde. Den rummer Gamle Hansen, Olga og Lille Mads. Så samler jeg mig sammen. Jeg stiller mig op på den gamle ølkasse og råber:

“Venner, tiden er kommet hvor vi må stå sammen! Hvor vi må kæmpe for hinanden. Den verden vi kender i dag forandre sig, vil vi i fremtiden kunne drikke et glas vand fra hanen?

De nikker genkendende og mumle “hørt.”

Vil vi kunne dyrke vores jord, eller vil den tørre ud i sommerheden?

Langt væk i en by der hedder Bruxelle sidder der en flok af mennesker og bestemmer vores fremtid.

Min datter spurgte mig en dag med et alvorligt blik,

“Bestemmer dem i Eu så hvor meget fredagsslik jeg må få?”

Jeg tænkte lidt så sagde jeg,

“nej, men de bestemmer hvad det må indeholde…”

Hvad vores mad må indeholde er jo ikke uvæsentligt, uanset om det er en genmodificeret grønsag eller en kemi fyldt skumfidus.

Ja vi spiser økologi som aldrig før, men reglerne for dem der skal passe dyrene og dyrke jorden bliver mere og mere kryptisk.

Hvad blev der af det enkelte liv, hvor vi såede et frø i jorden, passede og gødede det. Så det vokse op og ende som brød på bordet.

Kan i sige mig hvorfor det skal være så svært at opfostre dyr på en ordentlig måde eller dyrke nogle gode grønsager?

“Må jeg være fri” sagde Gamle Hansen, “vi har jo altid fået det vi skulle havde. Jeg tror ikke på de klimaforandringer det er noget bavl.”

“Ja alle har jo ret til deres mening, Hansen.” Jeg så bestemt på ham.

Nok om det vi spiser, vi må også tænke på mangfoldigheden. Der skal være plads til at vi er forskellige, at vi ikke ser ens ud. Vi tænker heller ikke de samme tanker.

Nogen er til Rock og andre lytter til mellemøstlig skønsang.

Der skal være plads til jul, Ramadan og mødet mellem mennesker på tværs af kultur.

Lille Mads ser op på mig med brune øjne og siger “ i børnehaven har vi også alle farver.”

Nu bryder Olga ind, “men hvad med de ældre og sygehusene, hvad skal det ende med?”

Jeg kikker tomt ud i luften, så siger

“Jeg ved det ikke, men en ting er sikkert syge og ældre vil der altid være.Hvem der så skal passe dem må tiden vise.”

Gamle Hansen hoster og siger så højt.

“Ja den tale kunne jo være en tro kopi af den der blev holdt for fire år siden. Der intet nyt under solen.” Så tog han sin stok og kom langsomt på benene og stavrede væk derfra.

Lille Mads løber hen og rykke mig i ærmet, jeg bøjer mig ned.

Han hvisker til mig, “jeg skal fortælle dig en hemmelighed.”

“Nå, hvad kan det dog være?” Jeg ser på ham med store øjne.

“Jeg vil gerne stemme på dig når jeg bliver voksen. Hvis du lover mig at jeg kan blive baseballspiller.”

Jeg ler til ham og siger

“Du ved godt at politiker ikke må love noget de ikke kan holde. Men hvis du øver dig rigtig meget er jeg sikker på at du bliver det!”

Mads springer glad videre og slår en kolbøtte på den grønne græsplæne.

Olga kommer hen og skænker mig en kop kaffe, så siger hun.

“Jeg synes det var en rigtig fin tale!”