Emneord: Den skøre indkøbsvogn

Josefines skøre december morgen.

snowman-554986_960_720[1]

 

”Kom nu klokken er mange du når det ikke til tiden, hvis du ikke får lidt fart på. ”

” Ja ja jeg er ved at gøre mig klar. Jeg skal bare lige give bamse Elsie tøj på. ”

”Jamen det skal du ikke nu, du må selv gå ned til skolen. Ellers når jeg det ikke til tiden, jeg skal jo også afsted med de små. ”

Josefine lynede den tykke grønne vinterfrakke, hun elskede den bare. Mormor havde strikkede en hue der passede til. Mor og hende havde fundet grønne Hunter støvler på nettet der matchede, det var bare så nice.

Øv altså det var altid de små, det var fedt at gå til skole selv. Men hvor ville hun gerne havde hendes mor for sig selv af og til.

”Du skal gå hjem klokken seksten, og glem nu ikke klokken. ”

Josefines mor gav hende et varmt kram.

”Vi ses skat. ”

”Vi ses mor. ”

Josefine tog tasken på ryggen, og gik ud af døren. Det var nærmest magisk udenfor, der var hvidt over alt, og selvom der var 22 dage til Jul, så kunne hun føle sommerfugle i maven. Hun elskede juleaften, den bedste dag på året. Hun traskede afsted imod skolen, imens hun tænkte på frikvarter med sneboldkampe, uff hun håbede ikke drengene gav hende en vasker. De var bare så barnlige, alt var bare pjat og leg. De forstod slet ikke pigerne og alle deres følelser.

Hov hun så sig omkring, og blev vækkede fra sine tanker. Hvor var alle bilerne henne, der plejede at være en del der blev kørt i skole, hun tjekkede telefonen, den var ti minutter i otte. Træerne tårnede sig snehvide med krogede grene, op på begge sider af vejen, hun kunne mærke uhyggen kryber ind over sig. Den her morgen tegnede til at blive noget helt andet end forventet, hun prøvede at gå hurtigt i sneen. Men den tunge sne sad fast under hendes støvler, og de blev højere og højere. Hun prøvede forgæves at sparke det af, men det var som at gå på stylter.

Hun var nåede til vejen med det blå skilt, hvor hun lige kunne skimte tallene 146-196 under et lag iset sne. Her plejede hun at møde Carlo, hendes hjerte bankede hårdt, bare han kom. Så var hun ikke alene her.

Hun var lige ved at gå i panik, da hun så en lille dreng med kæmpestore briller, der drejede rundt om hjørnet, og gik langs den store hvide betonblok, hvor han boede sammen med hans mor.

”Carlo. ” råbte hun igennem vinden.

Carlo kom også gående på et par høje sylter af sne ligesom Josefine. Det lyse hår stak ud under hans røde og blå FC Barcelona hue. Han smilede bredt til hende, og hun åndede lettet op.

Når Carlo var her, så kunne det ikke gå helt galt.

”Hvad så Jose du ligner en der har set et spøgelse. ”

”Jamen alle bilerne er væk, og du er den første jeg møder her til morgen udover mor, Emil og Emma. ”

”Slap af, tror du ikke bare de er forsinket på grund af alt den sne, der er jo mega meget. Jeg glæder mig. ”

Josefine hørte ikke mere af hvad Carlo sagde, hun pegede op bagved Carlo.

”Se der.”

Det var vejens særeste mand Hr. Halipongo med jule hat, og en lyserøde elefant under armen.

Han kom sejlende hen imod dem.

”God morgen børn har i set min blå abe? ” snøvlede han.

”Godmorgen og farvel igen. ” sagde de begge i kor.

Josefine og Carlo fik fart på styltestøvlerne, han var bare lidt for mærkelig, og en smule uhyggelig.

”Se Carlo lad os snuppe den der, så vi kan komme videre. ” Josefine pegede på en forladt indkøbsvogn, der stod halvt inde i en busk.

De sprang begge op i vognen, og den fik fart på ned af bakken.

”Hjælp det går stærkt, hvordan stopper man? ” skreg Josefine.

De fløj forbi træer, og buske, og vognens hjul hylede, og truede med at give op.

”Jeg har en plan, vi stopper den med den her. ”

Carlo hev en regnbuefarvet paraply op af tasken og sagde

”Vi fanger den sidste lygtepæl inden skolen med håndtaget. ”

 

 

 

 

Reklamer