Emneord: bål

Heksen

“Hvorfor vil de ikke tror på mig, jeg ville jo bare hjælpe ham.”

Hun sank sammen på det kolde klamme kældergulv, hun vidste at der var få timer tilbage. Indeni var hun magtesløs, og hendes stærke vilje, begyndte langsomt at smuldre som tiden gik. Hun prøvede at undgå at tænkte på flammerne, hvordan føles det at blive brændt levende. Hvornår går smerten ovre? Hvornår dør man? Dør man af smerten? Eller når man oplever ens krop som en levende fakkel inden at det er slut.

Det startede for et par måneder siden, Erik var kommet hen til hendes lille hus ude i skoven, og havde bedt hende så inderligt om hjælp. Først havde hun afvist ham, for ugen før, havde hun været tæt på at komme i klemme med præsten. Præsten havde truet med sin store næve, og råbt at det hun lavede var imod guds vilje. Men da hun havde set på Eriks store blå øjne, kunne hun ikke sige nej. Hun havde inviteret ham indenfor, han havde fået en kop kaffe imens hun gik sine hylder igennem. Hvor hun havde fundet tørret rød hestehov, den gule korbendikt, og små hvide tusindfryd frem, som hun blandede i gryden med det kogende vand. Hun så ned i gryden, og sagde forskellige remser, imens dampen stod op fra gryden, som hang over ildstedet. Hun havde hældt den orange væske op i en flaske, og fortalt hvordan han skulle bruge det. Han havde bukket og takket hende for mixturen og den forbudte kop kaffe.

“Jamen så farvel Johannne. Pas på dig selv!”

“Rejs dig op, jeg er ikke royal, kaffe og medicin er for alle.”

“Ja ja jeg er bare så glad for at du ville hjælpe mig.”

 “Farvel Erik, gå nu hjem og hvil dig.”

Han var blevet rask, men alligevel var der nogen i landsbyen, der fik ondt et vist sted, over at hun lavede naturmedicin, så de gik til præsten igen.

Hun havde råbt og skreget da de havde hentet hende, heldigvis var den lille i skole. Den “Lille” Var hendes pige, hendes et og alt, hvad skulle der nu blive af hende? Ville hun ryge i børnehuset? Hun smagte på ordet børnehuset, det smagte af svigt og prygl, præget af de historie hun var blevet fortalt om stedet. Det føltes som om hendes hjerte ville briste i tusind stykker, bare hun dog aldrig var begyndt at hjælpe folkene i byen. Hvis de bare havde passet sig selv, så var det nok gået alt sammen. Stenene på det hårde gulv, stak op i hendes magre ryg, hun kunne lugte røg. Alting var lige meget nu, de kunne pine hende, de kunne brænde hende. Men kærligheden til den “lille” kunne de ikke tage fra hende. 

 

 

Reklamer