Emneord: sommer

Søndag, solskin og strandtur

Tekst til skriveskolen Juni og Juli.

Det var varmt, der var meget varmt. Det var den første rigtige ferie dag, og forventningen til dagen sitrede i luften. Duften af nylavet kaffe, rosmarin og lavendel, kunne det være mere perfekt. Det skulle da lige være at hun mødte Mr. Right på stranden. Ham som hun ikke kendte, men vidste der fandtes derude et sted.

Hun havde trænet hårdt for at kunne være i den nye bikini, damen i butikken havde sendt hende et elevator blik og sagt hendes størrelse højt. Hun var sikker på at den skinny dame der stod og så på en knald pink bh kunne høre det.

Vægten havde været et problem altid, siden hun var lille måtte hun tænke dobbelt så meget som andre over hvad der røg i munden. Hun udviklede efterhånden et had til tynde mennesker. De måtte være mere lykkelige, gladere og alt gik bare nemt når man var et siv. Det var hun sikker på, når hun så på hendes veninde Frachesca. Kvinden der både fik det gode job med forfremmelse, en smuk kæreste og som flyttede ind i en villa på den rigtige side af vandet sidste måned.

Juni var derimod stadigvæk bosiddende i den lille to værelses lejlighed med den super irriterende nabo. Jobbet som tjener på den lille restaurant med det halv blakkede ry gav heller ikke godt. Men hun kunne ikke finde overskuddet til hverken nyt job eller slankekur.

Indtil den dag hvor hun så opslaget…

Det var for singler og det azurblå vand og de hvide strande sendte hende i en tilstand, hvor hun kunne se sig selv være der.

Hvis hun tog ekstra vagter kunne hun godt lige skrabe penge sammen til turen. Hun glædede sig, og hun så hver dag på det billede med stranden når hun fik lyst til at købe en bøtte Ben and Jerrys.

Nu var hun her, busturen ned igennem Europa havde været overvældende, hun var sikker på at de Østrigske alper ville falde ned i hovedet på hende. Indvendigt bandede hun over sin egen frygt. Hvorfor kunne hun ikke bare være modig? Hun ville så gerne være som Franchesca, hun havde bare siddet og flirtede med en af fyrene på vej nedad. Som om at bjerge var små bakketoppe og ikke høje tinder med sne på toppen og hvor skyerne lå som en dyne omkring.

Pyhhh den passede endnu, hun havde syndet de par dage. Derhjemme havde chefen råbt højt, og igen fortalt hvor uduelig hun var. På stranden var der fyldt med mennesker. Her var der ingen der tog notice af hende, hun trådte ud i vandet.

Det var køligt, men skønt fordi solen brændte trods faktor 50 på huden. Hun lod sig glide ned i vandet og lod det omslutte hende. På stranden kunne hun se små rollinger der byggede sandslotte, kærestepar der lå og kissemissede på liggestolene og forældre der holdt vagt over de badende børn. Indeni sukkede hun og kunne mærke vandet der fik hendes krop til at bølge.

Hun støtte foden mod bunden og ramte en sten, med et var vandet over hende. Strømmen havde ført hende ud hvor hun ikke kunne bunde. Hun kæmpede for at komme op men forgæves. Livets episode begyndte a spille som en indre film. Det første kys, studenterhuen, da hendes nevø blev født. Alt blev lyst og hun hostede og kunne mærke stærke arme omkring sig. Turen imod den hvide sandstrand og de mange mennesker var uvirkelig og alt var en tåge. Det var først da hun lå på breden og hun så op på et par nøddebrune øjne at alt faldt på plads.

Reklamer

Venskab

Jeg havde sommerfugle i maven og det føltes som om jeg skulle noget for første gang. Jeg glædede mig for det var mange år siden vi havde set hinanden. jeg parkerede bilen og steg ud. Det var varmt og jeg strøg en svedig lok hår væk fra panden. Nu skulle jeg bare finde cafe Kito hvor vi skulle mødes. Jeg gik fra parkeringspladsen og ind på den travle gågade. Den emmede af sommer, folk i lette gevanter og børn med store is der smeltede faretruende. Det var otte år siden vi havde set hinanden. Hun ringede en eftermiddag for to uger siden og spurgte om vi kunne mødes.

Der var cafeen, med blå solparasoler og stole med metal snirkler. Der var næsten fyldt op udenfor, hun sad alene ved bordet optaget af sin telefon. Hun lignede sig selv, samme lyse tætte hår. Nu kikkede hun op og smilte bredt og sprang op, da det gik op for hende at det var mig.

“Hey lang tid siden” sagde hun og så mig an.

“Ja det er det” jeg smilte tilbage til hende.

Vi gav hinanden et halvhjertet kram, det var som om vi skulle tune ind på hinanden. Da vi sad der ved det lille bord, var akavetheden glemt, indtil hun bragte “det vi ikke snakker om” på banen.

“Kan du huske dengang min søster var indlagt?”

“Ja det glemmer jeg aldrig…skal vi snakkes om det lige nu?”

Jeg kunne mærke en sort sky driver indover mig, den lovede torden og skybrud.

Hun fortsatte uden at lade sig mærke med at jeg sad og vred mine hænder.

” Jeg ved hun ikke var helt sig selv til sidst, men hun fik virkelig sat den afdeling på den anden ende”

Jeg kunne ikke holde det ud jeg satte kaffekoppen hårdt ned i bordet.

“Ved du hvad? Jeg vil virkelig gerne drikke kaffe med dig. Men det tog mig år at finde mig selv efter det med din søster”