Emneord: da mor var dreng

Da mor var dreng

Godnathistorie:

 

Da jeg var barn sagde min mor altid :

“Da jeg var dreng” Så grinte hun højt og hæst og fortalte en historie fra Arkonagade på Vesterbro, hvor hun slog sine folder som lille pige.

Men det her er historien om en lille pige, der boede i en by så lille, at folk ikke kunne finde den. Den bestod af små etplanshuse omkring en landevej og på den ene side lå der en kirke med udsigt over fjorden. Når man drejede ned af en af sidevejene, så lå der noget der for mange år siden havde været en skole. Derude på den anden side hvor der blev langt imellem husene, der lå gårdene.

Jeg boede på en af de gårde, derude hvor det blæser 362 dage om året, hvor vidueskarmene blev dækket af tynd lag sand og det er surt at være ørebarn.

På vores gård var der altid noget jeg kunne tage mig til, min far var hestehandler og selvom vi var flyttet hertil for at han skulle skære ned på bedriften. Så gik der stadigvæk tyve islænderheste på markerne der lå omkring gården. Derudover var der fem jyske heste, tre samojedespidshunde, et æsel, en ged og selvfølgelig gårdkatte der kunne spise mus. Der var også dyr der kom og gik, fordi min far handlede og byttede på livet løs. Min far var en ældre herre, han havde gråt glat hår og en stort gråt skæg som han havde anlagt af forfænglighed efter en blodprop havde gjort hans ansigt en smule skæve. Jeg var som helt lille vant til spørgsmålet ;

“Er du på tur med bedstefar?” Hvorpå jeg trodsigt svarede “Nej det er min far!”

Når jeg ikke hjalp til på gården, var jeg sammen med mine veninder.

Vi måtte alt, men af og til gik det galt, for det vi fandt på lidt for farligt…

Engang fik vi kik på vores bliktag på stakladen, det havde nogle rigtig fine plader, og ved siden af laden var der et træ, så det var nemt at klatre derop. Vi blev hurtigt enig om at det var den perfekte rutsjebane.

Vi klatrede højt op på toppen og gled med fuld fart ned, ledsaget af høje hvin og grin.

Min grønne bukser blev tyndslidt i løbet af ingen tid og totter af det hvide for stak ud. Bedst som vi legede og havde det sjovt så stod min far der. Hans blå øjne lynede og hans stemme var som torden i vores øre. Vi klatrede slukøret ned og blev små, imens han bestemt forklarede at taget ikke var en legeplads. Vi kunne falde og slå os slemt, men lige så gal han kunne blive, lige så hurtigt var han god igen.

 

Reklamer